Frankrigs præsident, Jacques Chirac, opfører sig som en enevældig konge, der deler betydningsfulde poster ud til venner og tætte forbindelser for at holde sig ved magten. Sådan lyder anklagen fra det franske socialistpartis leder, François Hollande, der forleden i ganske utilslørede vendinger i Le Monde kritiserede »Chiracs monarkmanerer«. Skuer man en stund ud over det franske politiske landskab, bliver det imidlertid ganske tydeligt, at Hollandes påstand langtfra er et paranoidt venstrefløjsfatamorgana. Gode partikolleger Med udnævnelsen af Chiracs partifælle Philippe Séguin til formand for statsrevisionen vil regeringspartiet UMP - der i forvejen har massivt flertal i både Nationalforsamlingen og Senatet - faktisk sidde på de vigtige poster i samtlige politiske institutioner i hele den franske republik. Formændene for Forfatningsrådet, Det Audio-visuelle Råd, Forvaltningsrådet - alle er de gamle eller nuværende partikolleger. Det samme gælder formændene for både Senat og Nationalforsamling, cheferne for landets efterretningstjenester DGSE og DST samt topfolkene i politiet og retsvæsenet. Et regeringsskifte fører naturligvis ofte til udskiftninger i de politiske institutioners top, men det er første gang i republikkens historie, at ét partis dominans har været så massiv. Selv ikke hedengangne præsidenter som Charles de Gaulle eller François Mitterrand havde held til at sætte sig så tungt på magten. Jerngreb Chiracs jerngreb om magten springer særlig i øjnene, fordi UMP fik tommelen nedad af de franske vælgere ved forårets regional- og amtsvalg og igen i juni fik en utvetydig lussing til den anden kind ved valget til EU-parlamentet. Men det er ikke kun den politiske opposition, der er i oprør. Også de politiske kommentatorer skoser la chiraquie - chiracvældet. »Det virker, som om præsidenten forsøger at sætte en hængelås på alle statens topposter for at sikre, at han bliver fuldstændig urokkelig i sine sidste tre år ved magten (før valget i 2007, red.)«, skriver chefredaktør for ugemagasinet Le Nouvel Observateur, Jean-Marcel Bouguereau, i en kommentar. Ligesom François Hollande kredser Bouguereau om det pudsige og lidet pluralistiske i, at det netop er Jacques Chirac, som cementerer sin position på denne måde, når han er den præsident, der er valgt med det ringeste flertal i Den Femte Republiks historie. Han fik kun 19,8 pct. af stemmerne i første runde af præsidentvalget i 2002. Opkøb bekymrer De politiske poster er imidlertid langtfra det eneste, som nager socialisterne. Også våbenfabrikanten Serge Dassaults opkøb af mediegruppen Socpresse - som bl.a. ejer dagbladet Le Figaro og magasinerne L'Express og L'Expansion - giver anledning til bekymring. Ifølge Hollande er det blot en tydelig bekræftelse af forbindelsen mellem Dassault Aviation - en virksomhed, der er snævert forbundet til staten via kolossale indkøb af fly og våben - og en pressegruppe, der har betydelig indflydelse, ikke mindst på den regionale dagspresse. Fik tromlet lov igennem Det har heller ikke dulmet socialisternes harme, at UMP på premierminister Jean-Pierre Raffarins personlige foranledning fik tromlet en lov igennem, der fjerner aldersgrænsen på 65 år for chefer for offentlige virksomheder. Loven skal angiveligt åbne vejen for den tidligere finansminister Francis Mer, som UMP gerne vil lempe over i den nationale elgigant EdF (hvor han i øvrigt vil erstatte socialisten François Roussely). »Chokerende« måde at »genbruge udtjente ministre på«, lyder Hollandes beske kommentar i Le Monde. Tilliden skrumper Skæver man til meningsmålingerne, forstår man måske bedre Chiracs desperate forsøg på at binde sig til magten. Befolkningens tillid til den franske præsident og hans premierminister skrumper fortsat. Ifølge den seneste meningsmåling fra TNS Sofres fæster 63 og 71 pct. af den franske befolkning ingen lid til henholdsvis Jacques Chirac og Jean-Pierre Raffarin.