Ingen velkomstparade i vente for tortur-'sladrehank'

I tv har Joseph Darbys naboer i Allegheny-bjergene hørt ham omtalt som en helt, en modig soldat, der gav sine overordnede et tip om overgrebene i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Og i betragtning af, at små byer normalt hædrer deres soldater, skulle man tro, at nogen var i gang med at forberede en velkomstfest, måske endda stable en parade på benene. Ingen parade i vente Men i værtshuset i centrum i den lille by, ikke langt fra den beboelsesvogn, Darbys mor og lillebror bor i, er ingen af stamgæsterne i humør til parader. »Hvis jeg var Darby, ville jeg snige mig ind ad bagdøren«, siger Janette Jones. Det, der tiltrækker sig deres opmærksomhed, er ikke Darby, men det allestedsnærværende billede af en anden ung mand, Nicholas Berg, der sidder på knæ i håndjern og iført en orange overall, lige før han bliver halshugget af militante islamister, der hævder, at de dermed vil gøre gengæld for de irakere, der er blevet ydmyget i Abu Ghraib. »Hvis ikke Darby havde angivet dem, ville knægten måske stadig være i live«, siger Jones. »Hold nu op, mor, det er da ikke hans skyld«, siger datteren og giver hende et kærligt puf. »De ville under alle omstændigheder hade os«. Flink fyr Janette Jones' mand har gjort militærtjeneste. Familien Jones bor ikke langt fra Jeremy Sivits, militærpolitimand, der som den første blev dømt i torturskandalen. De har kendt Sivits i hele hans opvækst. Han var en »flink og rolig fyr«, siger fru Jones. Hun husker, at han hjalp hende, fordi hun ikke kunne få ild i grillen. »Hvad bliver drengene mon ikke udsat for derude«, siger hun. »Irakerne har gjort værre ting mod os end vi mod dem«. 'Jeg kalder ham en rotte' I disse bjerge ved grænsen mellem tre stater - Maryland, Pennsylvania og West Virginia - synes alle at have en slægtning i et af værnene. Hver lille flække har et mindesmærke for stedets faldne soldater. I Washington har forsvarsminister Donald Rumsfeld rost Darby for hans »prisværdige handlinger«. Men Washington ligger i en helt anden verden. »De kan kalde ham, hvad de vil«, siger Mike Simiko, en krigsveteran, som er på besøg hos noget familie. »Jeg kalder ham en rotte«. Disse følelser er så rodfæstede, at selv de, der roser Darby, gør det anonymt eller med en masse forbehold. Upatriotisk Men også andre steder er der en udbredt følelse af, at det, Darby har gjort, er upatriotisk, uamerikansk og nærmest forræderisk. »Forræderisk rotte og helt«, lød en overskrift i New York Post i sidste uge. Artiklen handlede om Darbys liv, men overskriften taler for sig selv. Hæren siger, at man overvejer at dekorere Darby, men en talsmand siger, at det ikke vides, hvornår det vil ske. Først efter 30 år dekorerede hæren Hugh Thompson, som indberettede det, der senere blev kendt som My Lai-massakren i Vietnam, til sine overordnede. Familier dukker sig Lige nu er familien Darby i nogenlunde samme situation som familien Sivits: De vil ikke udtale sig til pressen og skjuler sig både for naboer og fremmede. Begivenhederne har tildelt dem en plads i historien, men deres individuelle skæbner er endnu ikke afgjort. Darbys mor, Margaret Blank, har haft kræft og sukkersyge. Hendes mand døde for få år siden. Nu bor hun i en overfyldt beboelsesvogn lige ved siden af en række nydelige træhuse. »Jeg er stolt af ...«, råber Margaret Blank til en journalist ud af bilens vindue. Hun har lige hentet sin yngste søn, Montana, i skolen. Så ombestemmer hun sig pludselig. »Få så r.... væk fra min grund. Nu! Ellers ringer jeg til politiet«. »Han fortalte, at han ikke kunne holde de grusomheder ud, han havde opdaget ved et tilfælde«, sagde Margaret Blank til ABC News 6. maj. »Han sagde, at han hele tiden tænkte: Hvad hvis det var min mor, min bedstemor, min bror eller kone?«. Oversættelse: Lorens Juul Madsen