Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Europas regioner vil have mere indflydelse i EU

Europa er andet end de store lande og deres ledere. Små regioner kræver indflydelse. - Foto: AP
Europa er andet end de store lande og deres ledere. Små regioner kræver indflydelse. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Når europæiske ledere i år tager hul på slagsmålet om EU's fremtidige budgetter, vil vi især høre om en vanskelig debat mellem det udvidede EU's 25 nationalstater. Men under overfladen gemmer der sig et endnu mere kompliceret billede af modstridende politiske og økonomiske interesser, forskellige kulturer og traditioner, som deler Europakortet efter nogle andre skillelinjer end de nationale grænser. I Danmark kan Nordjylland have anderledes interesser end København. Den forskel er endnu mere markant i mange andre EU-lande, hvor delstatsregeringer og andre former for regionale styrer i stigende grad presser på for at få mere indflydelse i unionen. Splittet Tyskland »Tyskland er for eksempel splittet mellem øst og vest. Mens de østtyske delstater vil beholde EU's regionalstøtte på det nuværende niveau, synes vi i vest, at det bliver for dyrt«, siger Friedrich von Heusinger, talsmand for den sydlige delstat Bayerns 28 mand stærke delegation i Bruxelles. Det er ikke for ingenting, at den bayerske delstatsregering netop har købt og restaureret en af EU-kvarterets mest markante gamle bygninger i Leopoldparken lige bag EU-parlamentet i Bruxelles. Der er planer om at udvide den faste repræsentation til op mod 40 embedsmænd. Egen holdning »Naturligvis er vi repræsenteret gennem Tysklands regering, men de nationale ministre kan ikke altid forsvare vores specielle interesser. Vi har ofte vor helt egen holdning til ny EU-lovgivning, der jo har samme betydning for os som national lovgivning. Derfor er det vigtigt for Bayern at få så stor indflydelse i EU som muligt«, siger von Heusinger. Med over 12 millioner indbyggere og en svulmende økonomi er Bayern i mere end én forstand over dobbelt så stort som Danmark. Der bor 28 gange flere mennesker i Bayern end i det mindste nuværende EU-land, Luxembourg, og Bayerns bruttonationalprodukt (BNP) er næsten 25 gange større end Luxembourgs. Med udvidelsen bliver kredsen af lande tilføjet en nationalstat som Malta, der er endnu mindre end Luxembourg, især i økonomisk forstand. Mere indflydelse »Alligevel får Malta mere indflydelse end selv de største regionale regeringer. Vi har noteret, at fem af de nye EU-lande er mindre end os. Men de kommer til at bestemme mere«, siger Louryn Parys, der er talsmand for den belgiske delstat Flanderns udenrigsminister. Flandern har et vidtstrakt selvstyre under Belgiens føderale konstruktion. Det omfatter blandt andet også udenrigshandel, hvor Flandern selv kan indgå internationale aftaler. »Vores økonomi og kultur er ofte helt anderledes end i den sydlige, fransktalende delstat Wallonien. Selv om Belgiens forfatning giver os mere indflydelse end mange andre europæiske regioner, så er det ofte meget langvarigt og indviklet at blive enige om nationale standpunkter«, siger Parys. Større end Danmark Flandern er ligesom Bayern og den spanske region Catalonien større end Danmark og en række andre lande i fremtidens EU, som fra 1. maj udvides med 10 medlemslande. Udvidelsen forstærker en tendens, der har været tydelig i mange år: Efterhånden som EU's politiske rækkevidde er vokset, har regionerne i mange lande fået større kompetence inden for deres nationale strukturer. Men deres indflydelse i unionen er ikke fulgt med. »Det skaber en situation, hvor en række meget små nationalstater kan præge europæisk lovgivning væsentligt mere end store, regionale regeringer. Det er uholdbart i betragtning af, at 70 procent af al EU-lovgivning i praksis bliver gennemført af regionale myndigheder«, siger Lambrini Yalamboukidou, talskvinde for EU's regionsudvalg. 222 regionale ledere, parlamentsmedlemmer, kommunalpolitikere og borgmestre er repræsenteret i regionsudvalget, som blev skabt, da Maastrichttraktaten trådte i kraft i 1994. Med udvidelsen stiger medlemstallet til 344. Indflydelse skal modvirke afmagt Formålet med udvalget var netop at give regionerne mere indflydelse for at modvirke en tendens til, at borgerne i stigende grad følte sig hægtet af det europæiske projekt. Men efter 10 år har regionsudvalget stadig kun rådgivende funktion, og de fleste aner dårligt nok, at det eksisterer. »Det er slet ikke nok. Når man beder lokale myndigheder om at gennemføre det meste af EU's lovgivning, så skal de også have en langt mere direkte indflydelse. Ministrene fra de store delstater burde deltage i unionens ministermøder«, siger Yalamboukidou. På vej mod mere decentral styring i store lande Hun peger på, at udviklingen i store lande som Frankrig, Storbritannien og Italien oven i købet går i retning af mere decentraliserede styreformer, hvor regionerne administrerer stadig mere. »Demokratisk er det farligt ikke at give regionerne mere magt i EU. For det er dem, der er tættest på borgerne. Folks fremmedgørelse over for det europæiske samarbejde vil fortsætte med at vokse, hvis man lader nationalstaterne bestemme alting«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her