Tusinder af russere måtte lade livet for en jernbane

Den sovjetiske partiledelse omtalte projektet allerede i 1924, men den endelige beslutning blev først truffet ni år senere. Og i efteråret 1933 dukkede de første arbejdere op for at påbegynde jernbanen, som kaldes BAM og i dag måler 4.300 kilometer. Sidste weekend, lige før det russiske parlamentsvalg, blev dens sidste afsnit, en 15 kilometer lang tunnel, indviet under store festligheder. Med den ny bane får Rusland sin anden direkte adgangsport til Stillehavet efter Vladivostok, hvor den transsibirske magistral, bygget 1891-1916, slutter. Bugner af guld og titan Men banen er først og fremmest en forbindelse, som Rusland vil bruge til at eksportere nogle af de enorme mængder naturrigdomme, som gemmer sig i Sibiriens jord, og som den overbelastede gamle magistral ikke kan klare. I de kommende år vil Moskva takket være BAM markant forhøje eksport af olie, men også af titan, guld, kobber og andre råstoffer, de sibiriske egne bugner af. Jernbanen, hvis navn betyder Bajkal-Amur-Magistral, blev egentlig taget i brug for 19 år siden, men den blev indtil nu betragtet som ufærdig, fordi det sidste vigtige afsnit, Severomujskij-tunnelen til Stillehavet, manglede. Tunnelen, den længste i Rusland og femtelængste på kloden, tog væsentlig længere tid at bygge, end partiet forestillede sig i 1974, da byggeriet blev overtaget af ungkommunisternes organisation, Komsomol. Barske arbejdsvilkår Det var en stor ære dengang at arbejde på BAM, og titusinder unge mennesker fra hele Sovjetunionen rejste frivilligt til Sibirien for at være med. De blev hyldet som helte, de fik ekstraordinært høje lønninger og fødevareforsyninger, almindelige borgere kun kunne drømme om, der blev bygget boliger til dem i og omkring Tynda, oprindelig en landsby, som voksede sig stor og blev til nøglebyen ved banen. Men arbejdsvilkårene var frygteligt barske - temperaturen på minus 50 er hverdag i Sibirien. Officielt er 57 arbejdere død på BAM siden 1974. Det præcise antal døde før den tid kendes ikke. Nogle kilder siger, at over 4.000 politiske fanger ikke overlevede den første vinter. Ikke kun på grund af den evige kulde og det grusomt hårde arbejde, men også fordi de fik for lidt mad - et kilo brød og en skål suppe i døgnet. I 1938 besluttede diktatoren Josef Stalin at forbedre fangernes vilkår og også at forkorte straffen for de flittigste af dem. I alt arbejdede 7.000 fanger på hvert tikilometers afsnit.