Blair styrket - men uden entusiasme

Det var svært at se og høre noget fra de bagerste pladser på balkonen i den enorme konferencesal i Bournemouth. Men pludselig dukkede en af de rødklædte stewarder op og prikkede de yderste på skulderen og tilbød en plads helt nede på de forreste rækker, lige neden for Tony Blairs plads på scenen. Hvorfor? Jo, det så dumt ud med alle de tomme stole i fjernsynet. Tilfældigheder skal udryddes Sådan er det hele vejen igennem med detaljerne, når det professionelle britiske regeringsparti holder kongres. Tilfældighederne har ikke haft adgang til de få kvadratmeter og minutter, der var afgørende for billedet af et parti i skøn forening. 'Vent og se' Men entusiasmen for partileder Tony Blair og hans regering er falmet, ikke mindst efter krigen i Irak og den foreløbige frugtesløse jagt på de irakiske masseødelæggelsesvåben. Det må have passet Blair rigtig godt, at han kunne vente til kongressens sidste timer med at kommentere rapporten, der konstaterer, at der stadig ikke er fundet nogen våben. »Vent og se,« sagde Blair i en kommentar, der uden tvivl ville have pirket til kritikernes utålmodighed, hvis den var kommet bare én dag før. Brok bag scenen Men bag scenen, bag kameraerne og uden for salen har hersket kaos med konkurrerende lobbygrupper, udefinerligt rod og mere brok og muk end nogensinde før under Tony Blairs ni år som partileder. De sure miner, vrede tilråb og stemmer mod regeringens politik og stil har fundet vej ind i salen. Men den professionelle styring koblet med en udbredt realitetssans blandt de delegerede gjorde, at premierministeren i går kunne vinke farvel til sine partifæller med ro i sindet. Rivalen klappede ikke For de mange, der på forhånd så kongressen som det mest direkte opgør mellem Tony Blair og hans formodede udfordrer, finansminister Gordon Brown, vil et billede stå stærkt i hukommelsen. Det er billedet af en mellemfornøjet Brown med hænderne demonstrativt i skødet, mens hans ministerkolleger på alle sider klapper begejstret efter Blairs hovedtale. I talen fik partilederen lovet, at han ville tage hul på partihistoriens største medlemshøring - og sagt, at han på ingen måde har tænkt at fravige sin afstukne kurs. Opgivende skuldertræk Et blad kommenterede med en fotomontage af Blair med kløvet slangetunge. Men selv blandt de mest utilfredse i Bournemouth var der opgivende skuldertræk på gangene bagefter, fulgt af erkendelsen af, at Blair jo alligevel bliver siddende, så længe han selv vil. Og at det nok vil være tvivlsomt at forfølge Browns mere socialistiske idealer og risikere en splittelse af partiet. Gambling? Måske er det ren gambling, når Blair bliver ved med at stille hele sit lederskab på højkant ved at slå ud med armene og forsikre om, at han har ret. Og meldingen om, at han »ikke har noget bakgear«, har ikke været ubetinget populær på kongressen. Men budskabet står klart: Blair er stærk og står fast, selv i den strideste modvind. Vicepremierminister advarede Vicepremierminister John Prescott holdt den afsluttende, advarende dundertale: »Hvis vi fejler nu, hvis vi flår os selv i stykker, som vi har gjort i fortiden, så vil det være et forræderi mod alle dem, der er afhængige af en Labourregering for at forbedre deres liv«. Så klappede folk.