Tyrkiet: Tortur-modstandere forfølges

På trods af løfter om at afskaffe tortur i Tyrkiet, er det modstanderne af tortur, som ender på anklagebænken. Talrige læger og psykologer, som har dokumenteret torturen, er blevet stillet for retten. Tilhørerne sidder og venter i den beskidte retsbygning i Izmir. Den tyrkiske psykolog og menneskeretsforkæmper Alp Ayan skal for retten igen. For godt to år siden fordømte han og en række andre læger, som også beskæftiger sig med behandling af Tyrkiets torturofre, de tyrkiske isolationsfængsler. Ayan kaldte landets tortur af indsatte i fængsler for en »massakre«, og gav justitsministeriet og politiet skylden. Dømt for ydmyge politet Kort efter blev Ayan dømt for at have ydmyget justitsministeriet og politiet. Dommen er anket, men hvis den endelige dom får samme udfald som den første, risikerer Ayan et års indespærring i de fængsler, han kritiserede. Ayan er blot af mange læger, der de seneste år er blevet stillet for retten eller truet til stilhed for deres arbejde mod tortur. Hjælp fra Danmark Sammen med Ayan og hans forsvarere står danske Inge Genefke og Torben Lund. Inge Genefke har som ambassadør for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre efterhånden måttet vænne sig til de mange retsbesøg i Tyrkiet. Denne gang i selskab med det socialdemokratiske medlem af Europaparlamentet og tidligere sundhedsminister Torben Lund, som også har været i landet tidligere, og som mener, anklagen mod Ayan er »i åbenlys strid med ytringsfriheden«. Efter to timers venten og tyve minutters rettergang er sagen afgjort: Den skal afgøres af højesteret i Ankara. Ayan kan ånde lettet op. Foreløbigt. For selv om den tyrkiske regering har lovet, at tortur ikke længere kan finde sted i landet, tyder intet foreløbig på, at det bliver en realitet. Eller at anklagerne mod mennesker, der, som Ayan, forsøger at sætte fokus på landets tortur af fængslede, hører op. Regering saboterer »Siden 1996 har der været en lang række sager mod især læger, der beskæftiger sig med torturofre. Lægerne har udviklet en række metoder til at fastslå torturens karakter og undersøger ofrene nøje. Siden lægerne for alvor begyndte at dokumentere den tortur, alle vidste eksisterede, har regeringen modarbejdet lægerne og forsøgt at true, fængsle eller torturere dem til stilhed«, forklarer Inge Genefke. Det er mere end 30 år siden, hun som næsten nyuddannet læge begyndte at interessere sig for torturofre. Siden da har hun oprettet Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, indsamlet materiale om tortur og blandt andet deltaget i en lang række sager mod kolleger i lande, hvor tortur finder sted. Og hvor styret ikke ønsker indblanding. Tyrkiet er et af de lande. Tortur hos politiet »Den værste tortur i Tyrkiet sker i politiets varetægt. Fanger bliver udsat for voldtægter og vold, og uden en meget modig og dygtig lægeforening ville det formentlig have kunnet fortsætte ubemærket af omverdenen i lang tid endnu. Formanden for den tyrkiske lægeforening har ligesom en række læger selv været udsat for tortur. Alligevel fortsætter lægerne og lægeforeningen kampen for at dokumentere torturen«, fortæller Genefke. Hun mener, der er lang vej, til Tyrkiet overholder de demokratiske spilleregler, der skal til, for at landet kan blive en del af EU: »Tyrkiet har indført flere regler og love mod tortur, men har endnu ikke handlet efter lovene og målsætningerne. Retssagerne fortsætter, og man forsøger fortsat at lukke munden på dem, som kan dokumentere uhyrlighederne. Lægerne i Tyrkiet er fantastisk dygtige og organisationer som Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre er respekteret, fordi vi er lægeligt funderede. Men selv om landet ikke kan ignorere os, er det stadig svært at forebygge torturen og få virkelig indflydelse på retssagerne«, fortæller Genefke. Ikke grund til at give op Hun har tilbragt mange helligdage i Tyrkiet, fordi høringerne ofte bliver fastsat på dage, hvor det vil være svært for menneskerettighedsorganisationerne at deltage. Alligevel mener Genefke ikke, der er grund til at give op. »Jeg er ikke trist eller opgivende. Vi har nu så stor viden på området, at vi kan begynde at gøre en forskel. Det er ikke muntert at tale om tortur, men nødvendigt. Og ved at gøre det kan vi gøre en forskel. Vores eneste problem nu er pengene. Jeg er så flov over, at vi i den demokratiske verden ikke gør mere for at bekæmpe tortur. Vi er som blinde aber«, siger Genefke.