USA's høge har kik på flere lande

De politiske høge er parate til at lade amerikanske soldater flytte yderligere rundt på »møblementet« i Mellemøsten. Bliver det Iran, Syrien, eller Palæstinaspørgsmålet, som skal »løses«, spørger iattagerne spændt? Nordkorea er dog også inde i billedet. Aldrig igen vil USA tillade, at dets militære overlegenhed udfordres som under den kolde krig. Den foreløbige sejr i Irak indvarsler også en ny amerikansk beslutsomhed om at bruge dets militære magt til at fastholde sin magtposition og slå ned på enhver, som vover at udfordre supermagten med ikke-demokratiske midler. Hoverende høge Amerikanske høge har på tv og i aviser travlt med hoverende at fastslå: »Hvad sagde vi!« Samtidig diskuterer de åbenlyst: »Hvem er den næste på listen?« En sejr i Irak vil styrke høgenes i forvejen indflydelsesrige position i Washington, og på tv-stationerne Fox og CNN vil de i en uendelighed gentage budskabet om, at USA bør angribe nationer mistænkt for at støtte terrorister eller producere masseødelæggelsesvåben. Foruden at holde skarpt øje med den skrantende økonomi har præsident George W. Bush også en valgkamp at tage hensyn til næste år. Samtidig skal han med eller uden det internationale samfunds hjælp genopbygge Irak og forsøge at indføre demokrati i ruinerne af Saddam Husseins diktatur. Præsidenten kan derfor være uvillig til at fortsætte ridtet på tigeren af frygt for at fare vild i junglen, som det forleden så malerisk blev formuleret. Lovmanden Bush Den aktive - læs militære - udenrigspolitik begyndte allerede i 1981 under præsident Ronald Reagan efter Irankrisen. Siden har tre republikanske præsidenter og en demokrat ikke været bange for at tage militæret i anvendelse for at gennemføre USA's vilje. Mens præsident Bill Clinton var en »tøvende sherif«, så beskrives Bush som en »robust« lovmand, der leder et stort politiopbud akkurat som i Det Vilde Vesten. Terrorangrebet 11. september 2001 på USA og frygten for et nyt har hele tiden været det underliggende motiv for Irakkrigen, selv om det sjældent siges ligeud. Allerede få dage efter angrebet udarbejdede den nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, et 33 sider langt dokument, 'USA's Nationale Sikkerhedsstrategi'. Heri fastslog Rice, at præsidenten ville indlede forebyggende angreb på fjendtlige nationer og terrororganisationer, som udviklede kemiske, biologiske og atomare våben. Dokumentet indeholdt også en advarsel om, at USA aldrig igen vil tillade, at Amerikas militære overlegenhed bliver udfordret som under den kolde krig. Slyngelstaterne Rices dokument var stort set en gentagelse af konklusionerne fra den neokonservative tænketank, Project for the New American Century (PNAC), som allerede i midten af 1990'erne var nået frem til de samme konklusioner. Den løst sammenknyttede gruppe foreslog, at USA med eller uden international konsensus skulle slå ned på såkaldte slyngelstater og sprede demokrati og fri markedsøkonomi i de lommer, hvor man stadig fandt autoritære styreformer især i Mellemøsten. Der er ikke blot tale om tankespind og drømme om et amerikansk imperium. Mange af tænketankens medlemmer er i dag enten medlemmer af regeringen eller rådgivere for Det Hvide Hus. Vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans næstkommanderende Paul Wolfowitz er tæt tilknyttet PNAC. Hizbollah og Hamas Et magtskifte, eller regimeskifte som Bush har døbt det, i Irak kan især bruges til at flytte rundt på det »politiske møblement« i Mellemøsten. Irak var nummer et på Bushs liste i »ondskabens akse« sammen med Iran og Nordkorea, men de høgeagtige blikke synes især at vende sig imod Syrien, selv om Saudi-Arabien og Egypten også er i kikkerten, men nok først på længere sigt. Rumsfeld, Wolfowitz og flere andre har allerede advaret Syrien om, at USA ikke vil finde sig i, at landet støtter resterne af Saddam Husseins diktatur. Ledende embedsmænd i forsvarsministeriet Pentagon siger til amerikanske aviser, at USA efter Irak vil koncentrere sig om terrorgrupperne Hizbollah og Hamas. Hizbollah får især støtte fra Syrien og Iran. I al ubemærket kæmper amerikanske styrker tæt på den syriske grænse, hvor de forsøger at hindre resterne af Husseins hær i at flygte og nye styrker i at trænge ind i Irak. Torsdag sagde Wolfowitz i Senatet, at »så vidt jeg ved« er der ikke planer om at sende amerikanske soldater ind i Syrien, men det er »op til præsidenten og Kongressen«. John Bolton, den høgeagtige viceudenrigsminister, har advaret Iran om, at USA ser lige så alvorligt på Teherans atomvåbenprogram som på Nordkoreas. Dumt af SyrienEn af ideologerne bag Irakkrigen, tidligere minister og nuværende medlem af det Politiske Råd i Pentagon Richard Perle, advarede og truede i går Syrien i et interview med avisen International Herald Tribune redaktører. Perle sagde, at USA blev nødt til at handle, hvis amerikanerne finder ud af, at Syrien har skjult masseødelæggelsesvåben fra Irak. »Jeg er ret sikker på, at vi bliver nødt til at reagere på det. Det vil være en dum handling af Syrien, og det fører til spørgsmålet, hvorvidt man kan tale fornuft med Syrien eller ej. Jeg går ud fra, at man først vil kræve, at Syrien fjerner den trussel ved at udlevere alt, man er kommet i besiddelse af. Hvis det ikke sker, så tror jeg ikke, at nogen vil udelukke, at vi anvender alle vores muligheder«. Da Perle blev spurgt, om det betyder, at USA vil invadere andre lande end Irak, svarede Perle: »Hvis næste betyder, hvem vil næste gang stå over for hærenes tredje division eller luftvåbnets 82., så er det et forkert spørgsmål. Hvis spørgsmålet derimod er, hvem der udgør den største trussel, som USA må reagere på, så er listen velkendt. Det er Iran, Det er Nordkorea. Det er Syrien. Det er Libyen, og sådan kunne jeg fortsætte«, sagde Richard Perle. Fjerde verdenskrigTidligere CIA-direktør og også nuværende medlem af det Politiske Råd, James Woolsey, sagde i sidste uge, at Irakkrigen er den første episode i Fjerde Verdenskrig. Næste mål bliver »fascisterne« i Syriens regering og Irans religiøse ledere. Den kolde krig var ifølge Woolsey Tredje Verdenskrig. Et langt mere oplagt mål er imidlertid Palæstina. De højreorienterede taler også om, at man må gøre noget ved Hamas, som bekæmper den israelske besættelsesmagt på Vestbredden og i Gaza. Bush vil oven i købet få det internationale samfund og den arabiske verden med sig, hvis han vælger at bruge sine kræfter på at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt. Mange af Israels støtter i USA er imidlertid konservative republikanere, og de kan skade Bush i et valgår, hvis han forsøger at lægge pres på Israel. Nej til ny krig Uanset hvem Bush vælger at slå ned på næste gang, så er den amerikanske befolkning ikke med ham. Otte ud af ti amerikanere støtter efter Bagdads fald Irakkrigen, men en meningsmåling i fredagens USA Today giver ikke opbakning til et nyt felttog. Kun 24 procent mener, at USA bør angribe Iran, mens 69 procent er imod. Når det gælder Nordkorea, så er 28 procent for og 67 imod. 24 procent støtter et angreb på Syrien, mens 68 procent siger nej. De tal vil uden tvivl blive studeret i Det Hvide Hus, hvor det vigtigste mål er at sikre sig en sejr ved præsidentvalget i 2004.