Der var tale om gamle argumenter i ny indpakning, da USA's præsident George W. Bush natten til tirsdag holdt en halv time lang tv-tale til nationen om en mulig krig mod Saddam Husseins Irak. Som en anklager ved afslutningen af en retssag bandt Bush de mange udsagn, som han selv, hans ministre og embedsmænd har fremsat i den seneste måneds tid, sammen. Det eneste nye: En udokumenteret påstand Det eneste nye, præsidenten kunne præsentere, var en udokumenteret påstand om, at en højtstående leder af terrororganisationen al-Qaeda har modtaget lægebehandling i den irakiske hovedstad Bagdad i år. Bush omtalte også satellitfotos, som angiveligt skal dokumentere, at Hussein er ved at genopbygge atomvåbenfaciliteter. Akkurat som med resten af talen var der ingen konkrete beviser for dette. Holdt sig i skindet I modsætning til tidligere holdt Bush en mere sober tone for ikke at fremtræde som en skydegal texaner. I stedet forsøgte han at besvare de mange spørgsmål, som menige amerikanere og kongresmedlemmer har stillet: 'En morderisk diktator' Hvorfor Irak? Hvorfor nu, og hvad skal der ske i Irak efter Saddam Hussein? Præsidenten brugte vendinger som »Saddam Hussein er en morderisk diktator, der er forfalden til masseødelæggelsesvåben«, og »Iraks diktator er en af Stalins elever, der bruger mord som terrorværktøj til at kontrollere sin regering, sin hær og sågar sin egen familie«. Meningsmålinger Hovedårsagen til, at Bush holdt sin tale på årsdagen for starten på krigen mod Talebanstyret i Afghanistan, var meningsmålinger. Samstemmende opinionsundersøgelser afslører, at et flertal af amerikanerne fortsat støtter en landkrig mod Irak, men tilslutningen er faldende. Knap halvdelen støtter diplomati I november sidste år gik 74 procent ind for en invasion. I juni var tallet faldet til 61, og i begyndelsen af oktober var tilslutningen nede på 53 procent. 44 procent af amerikanerne mener, at man skal forsøge alle diplomatiske midler, før man griber til krig, for at afmontere Saddam Husseins lagre af masseødelæggelsesvåben. Historisk er der dog tradition for, at amerikanerne bakker op om deres præsident, når krigen er en realitet. På lang sigt kan den vaklende holdning imidlertid udgøre et problem. Hvis befolkningen tvivler på det fornuftige i en krig, endnu inden den er startet, så kan støtten hurtigt forsvinde, hvis en Irak-krig bliver blodig og breder sig. Kun få fulgte talen Selv om talen var lanceret som en tale til nationen, var det kun et mindretal af amerikanerne, der havde mulighed for at følge den. De tre store landsdækkende tv-stationer - ABC, CBS og NBC - valgte ikke at bringe talen, men i stedet vise underholdningsprogrammer afbrudt af reklamer. Talen blev kun vist af Fox tv og kabelstationer som CNN, der kun modtages af et mindretal af amerikanerne. Det Hvide Hus bad ikke som normalt tv-stationerne om at sende talen. Derfor valgte de at sende reklameindbringende udsendelser. Midtvejsvalg Det Hvide Hus' talsmand, Ari Fleischer, forklarede, at man ikke havde bedt om sendetid, fordi man ikke ønskede at give det indtryk, at præsidenten ville annoncere, at USA nu går i krig. I øjeblikket er der valgkamp i USA - de såkaldte midtvejsvalg til Kongressen samt guvernørvalg - og præsidenten havde derfor valgt en ukontroversiel valgkreds i Cincinnati i staten Ohio for ikke at blive beskyldt for at bruge krigen i valgkampen. Selv om talen ikke blev set af så mange amerikanere, var præsidentens målgruppe først og fremmest hans egen befolkning. Faldet i opbakningen skal stoppes, og Bush havde behov for at samle sine argumenter og anklager mod det irakiske styre. Pres på kongressen Ved at fremlægge sin sag over for offentligheden ønskede Bush også at lægge pres på Kongressen, som i disse dage behandler en resolution, der skal give præsidenten bemyndigelse til at bruge militær magt mod Irak. Bush ønsker så frie tøjler som muligt. Repræsentanternes Hus ventes at stemme om resolutionen i morgen, og Senatets afstemning vil hurtigt følge. Talen skulle også lægge pres på omverdenen, først og fremmest FN og Irak. I modsætning til sin far, den første præsident George Bush, har den nuværende præsident nemt ved at få en resolution vedtaget i Kongressen, men langt sværere ved at få opbakning i udlandet.