Nødråbet fra Colombia

Da den colombianske forfatter Gabriel García Márquez i 1967 udgav sin berømte bog '100 års Ensomhed', berettede han om menneskets ensomhed og Colombias tragiske historie. 35 år efter, i en lige så tragisk nutid, føler colombianerne sig stadig ensomme, men i dag er det en kollektiv følelse af at være temmelig alene i verden - overladt til borgerkrig, økonomisk deroute og angst for fremtiden. »Der er ingen i hele verden, der forstår, hvor kompleks Colombias situation er, og derfor får vi heller ikke den støtte, vi desperat har brug for. Vi er i bund og grund alene«, siger Rafael Santos, chefredaktør på avisen El Tiempo. Colombia råber på hjælp. Den marxistiske guerilla FARC er stærk som aldrig før, det samme er de højreorienterede paramilitære styrker, der bekæmper gue-rillaen. Begge lever højt på narko, og en svag hær er ude af stand til at bekæmpe de to pengestærke fjender, der holder hele landet som gidsel i et drama uden ende. Narkokartellerne trives, og narkokorruption eksisterer i alle samfundets lag. International appel I erkendelse af, at Colombia ikke kan klare sine mange problemer alene, henvendte præsident Andrés Pastrana sig sidste år til det internationale samfund med en indtrængende appel: »Hjælp os. I har selv interesse i at stoppe narkoproduktionen, for forbruget af narkotika ligger hos jer«. Omfattende strategi Pastrana forelagde den såkaldte Plan Colombia, en omfattende strategi til at bekæmpe den narko, der har bragt landet tæt på kollaps. Planen, der havde et budget på 60 milliarder kroner, bestod dels af en militær bekæmpelse af narkofænomenet, dels af en social indsats, der skulle udvikle de forsømte landområder og motivere fattige kokabønder til at skifte afgrøder. Colombia ville selv skaffe de 37 mia. kroner, mens det internationale samfund skulle stille med resten. USA lyttede, og det samme gjorde EU. USA tilbød omgående en massiv militær assistance til 11 mia. kroner. EU stillede ganske højrøstet hundredvis af millioner i udsigt til sociale formål, dog på den betingelse at unionen ikke formelt blev del af den plan, som EU fandt, havde for megen vægt på det militære element. USA opfyldte til fulde sin del af aftalen. Fra EU har Colombia med præsident Pastranas ord forleden »ikke set så meget som en euro. Ikke én eneste euro«. Færdig med Bruxelles »Jeg er færdig med Bruxelles«, siger Gonzalo de Francisco, der er præsidentens rådgiver i spørgsmål omkring Plan Colombia og har rejst Europa tyndt for at finde den lovede støtte. Med hænderne lader han som om han forsøger at få grebet om et stykke glat sæbe. »Sådan er EU, fuld af varm luft og tomme løfter og vi må konstatere, at Europa ikke engang bør kaldes en papirtiger, men snarere en tandløs løve«. Danskeren Klaus Nyholm, chef for FN's narkoprogram UNDCP i Colombia er enig. »EU lurepasser. Man har den holdning, at problemet overvejende er USA's. Det er ikke gået op for Europa, at kokainforbruget dér er steget med en tredjedel, mens det faktisk er faldet i USA, og at det dermed også i høj grad er i Europas interesse at hjælpe Colombia i kampen mod narkotika«. Plan Colombia er alligevel i fuld gang, men nu som en overvejende militær plan, der har USA ved roret, mens fodarbejdet udføres af en colombiansk regering, som omsider har fundet en ven. USA har sendt 85 helikoptere og et antal eksperter til at træne enheder inden for politi og hær, der bekæmper narkoproduktionen, men har også forlangt at Colombia selv ryster op med nogle flere penge, bekæmper landets notoriske korruption og begynder at indkalde elitens børn, der hidtil har kunnet betale sig - under bordet - fra militærtjeneste. »Samarbejdet er ikke problemfrit«, indrømmer Gonzalo de Francisco. »Vi har en fælles interesse i at komme af med narkoen, men et forskelligt syn på mange ting«. Efter at fredsprocessen mellem Colombias regering og FARC brød sammen i februar, ønsker USA nu at udvide krigen mod narko til også at omfatte guerillaerne FARC og ELN samt det paramilitære AUC med det argument, at det hele hænger sammen. Det er et skridt, der har opbakning i Colombias regering, men møder hård modstand i den amerikanske kongres. Rasende protester I sidste uge blev forslaget med nød og næppe vedtaget i Repræsentanternes Hus med 225 stemmer mod 192, men ikke uden rasende protester fra modstanderne. »Amerikanske skatteborgere bør ikke finansiere en hær, der overtræder menneskerettighederne og har forbindelser til paramilitære«, rasede senator Jim McGovern fra Massachusetts. Andre skummede over, at der i Bushs forslag er indeholdt ekstra 50 mill. skattedollar til at beskytte olieledninger mod guerillaens sabotage, bl.a. i Cano Limon, hvor private amerikanske olieselskaber har interesser. Spage ytringer De fleste politikere i Colombias netop overståede valgkamp har nøjedes med at ytre sig spagt om Plan Colombia, vel vidende, at 75 pct. af vælgerne bor i byerne, og at stemningen er til fordel for en kort proces mod både FARC og AUC. Kritikken er overvejende kommet fra organisationer, der mener at se planens konsekvenser i form af flere flygtninge og mere armod blandt de bønder, hvis kokamarker sprøjtes fra luften, og fra intellektuelle røster, der ønsker sig en mere sammenhængende politik. »Jeg er helt enig i at hæren skal styrkes og narkoproduktionen bekæmpes«, siger Rafael Santos fra El Tiempo. »Men jeg tager mig til hovedet, når USA samtidig hæver toldsatserne på de blomster, som er én af vores største eksportvarer. Det skridt vil skabe mere arbejdsløshed og flere kokabønder i Colombia, og jeg kan ikke forstå, de ikke fatter, at vores sociale drama i høj grad handler om arbejde og mad«. Han fortsætter: »USA handler kortsigtet, snævertsynet og praktisk på nogle problemer, der virkeligheden kræver, at vi omtænker hele dette land og dets feudale strukturer. Problemet er, at vi kun har USA. Vi ser hverken Danmark eller Spanien stå i kø for at hjælpe. Den sørgelige situation er, at vi er helt og aldeles overladt til nogle gringoer, der ikke forstår Colombia«.