Erklæringskrigen i Kashmir

»Vær forberedt på at ofre jer. For det er tid til det afgørende slag«. Ordene lød skæbnetunge og truende, da den indiske premierminister Atal Behari Vajpayee holdt tale i går. Især fordi hans tilhørere var indiske soldater, der sidder kampklare langs grænsen til ærkefjenden Pakistan. En million soldater er opmarcheret ved den fælles grænse i den omstridte delstat Kashmir. Artilleri har braget løs fra begge sider i de sidste seks døgn. Den politiske spænding er vokset tilsvarende. Premierministerens opskruede retorik er blot mere ved til det bål, der får resten af verden til at frygte en krig i Sydøstasien mellem verdens to yngste atommagter. Men udsigten til gevinst står slet ikke mål med risikoen for Indien i tilfælde af en krig. Derimod har den indiske regeringsleder alt at vinde ved at spille højt diplomatisk spil: Udenrigspolitisk kan han tvinge USA til at sætte den pakistanske selvudråbte statsleder Pervez Musharraf på plads som en skolemester, der straffer en ulydig elev. Indenrigspolitisk har premierminister Vajpayees højreorienterede hindunationalistiske parti BJP brug for at vinde stemmer efter sviende nederlag i to store delstatsvalg. Amerikansk pres »Det ligner en gentagelse af situationen i december sidste år, hvor Indien fik USA til at tvinge den pakistanske leder til at fængsle yderliggående militante muslimer. Der er selvfølgeligt indiske høge, der altid drømmer om en krig. Men der er også hårde realister, som tror, at man kan få USA til at gøre det igen og endda få mere ud af det denne gang«, siger den danske indiensekspert Thomas Blom Hansen, der er docent i afdelingen for socialantropologi ved universitetet i Edinburgh i Skotland. Konfrontationen i december sidste år begyndte, fordi islamiske ekstremister angreb parlamentet i New Delhi. 14 blev dræbt. Den indiske regering forstærkede antallet af tropper langs grænsen i Kashmir, for den beskylder - med rette - Pakistan for at støtte muslimske oprørere, der opererer inde i den indiske del af Kashmir. Også den gang stod premierminister Vajpayee for den hårde linje, så omverdenen frygtede en krig. Den blev afværget, da den amerikanske udenrigsminister Colin Powell ringede til Pervez Musharraf og tvang ham til at gribe ind mod militante muslimer i Pakistan. Musharraf fængslede et par tusinde af dem, men i løbet af februar var de fleste på fri fod igen. Sådan et indgreb har USA magt til, fordi Pakistans militærdiktator er blevet en vigtig brik i amerikanske og britiske militæraktioner mod Osama bin Laden, al-Qaeda og Taleban-bevægelsen i Afghanistan. Rivalisering Rivaliseringen om at blive USA's bedste kammerat er også en del af årsagen til krisen mellem Indien og Pakistan. Indien var efter selvstændigheden i 1947 været tættest på Sovjetunionen, men i de seneste år er forholdet mellem USA og Indien endelig blevet meget bedre. Det ændrede sig efter 11. september, hvor Pakistan blev en vigtigere ven for Washington. Men nu er USA's og Storbritanniens militære mission i Afghanistan ved at være forbi. Taleban er væltet og Osama bin Laden død eller forsvundet. Verdens øjne flytter sig til Mellemøsten og Irak. Derfor forsøger den indiske premierminister at presse citronen, inden det er for sent. Som anledning bruger han et terrorangreb i sidste uge, som dræbte over 30 indiske soldater, kvinder og børn i en militærforlægning i Kashmir. »Den indiske regering prøver at få USA til at vælge side mellem de to nabolande. Og kan den ikke få USA til det, kan den i hvert fald forsøge at bringe den pakistanske statsleder i miskredit ved at udstille ham som en slyngel, der på den ene side støtter krigen mod terror, men på den anden lader islamiske terrorister bruge Pakistan som udgangspunkt for angreb ind i den indiske del af Kashmir«, vurderer Thomas Blom Hansen.