Krig mod skygger i Afghanistans bjerge

Britiske og amerikanske styrker er vendt tilbage til deres baser uden for Kabul efter flere ugers intens jagt på enheder fra Taleban og al-Qaeda i bjergene langs grænsen til Pakistan uden synlige resultater. »Det er sandt, at vi ikke kom i kontakt med fjenden under vores operation«, indrømmede den britiske brigadegeneral Roger Lane, chef for de britiske marineinfanterister i Afghanistan. Et opmuntrende tegn Det skete efter to ugers jagt i området omkring Tora Bora, kaldet Operation Snipe. Omkring 1.200 britiske styrker deltog. »Fra et strategisk synspunkt er det et opmuntrende tegn. Det betyder, at al-Qaeda er fordrevet fra deres velplacerede positioner og viser tydeligt, hvilken virkning, militært og psykologisk, koalitionens operationer har haft«, sagde Lane. Amerikanske faldskærmsjægere har været ude på en lignende operation, Iron Mountain, hvor de i tre dage har jagtet spredte enheder af guerillastyrker, som menes kontrolleret af al-Qaeda. Med samme negative resultat. En frustrerende krig »Det er en frustrerende krig. For fjenden vil ikke kæmpe. Vi forsøger at finde ham, han forsøger at undvige os. Hver gang vi rykker ud, fordufter han, men når han finder et svagt punkt, så flyder han ind ligesom vand. Det er som i Vietnam«, siger oberstløjtnant Patrick Fetterman til Washington Post. Både briterne og amerikanerne oplyser, at de afghanske guerillastyrker, de bekæmper, har opfundet et primitivt nyt våben. Hjemmelavede missiler De monterer kinesiske 107 mm raketter på en trefod og udstyrer dem med en forsinket udløsning. Den består i al sin enkelhed af en vandflaske, en stang med en fjeder, noget sølvpapir og to batterier. De prikker et lille hul i vandflasken, så vandet langsomt drypper ud. Nå den er tom, vipper den op og sølvpapiret skaber forbindelse til batterierne, der udløser raketterne og sender dem afsted mod de amerikanske og britiske stillinger. Mens flasken langsomt tømmes - det tager flere timer - er guerillastyrkerne i bogstaveligste forstand over alle bjerge. De ved, at affyringsstedet kan spores i løbet af sekunder, så snart raketterne flyver afsted. Flere af disse raketter har ramt de allieredes baser og flyvepladser, indtil videre uden at forårsage tab eller større materielle skader. Inden for den sidste måned er den amerikanske base ved Khost i den østlige del af landet blevet beskudt med disse raketter fra mindst tre forskellige retninger.Alle pashtunere er både krigere, politikere og teologer« »Det vil være tåbeligt ikke at regne med, at der er (fjendtlige) styrker tilbage«, sagde den britiske talsmand, oberst Ben Curry. Vanskeligere og vanskeligere Amerikanske officerer indrømmer, at opgaven bliver mere og mere vanskelig. De styrker, der er villige til at kæmpe mod de britiske og amerikanske enheder, er lokale folk, der ledes af Taleban og al-Qaeda. De bevæger sig blandt befolkningen og kan ikke identificeres, før de slår til. For at finde frem til deres tilholdssteder, må man bruge lokale spioner. Men flere gange er specielt amerikanerne blevet lokket til at deltage i kampe, der mere har at gøre med lokale stammeopgør end med kampen mod al-Qaeda. Ofte rykker amerikanerne også ud med patruljer på basis af falske oplysninger. Ved et tilfælde fandt man en hule med spor af Taleban. »Først smed vi en håndgranat ind i hulen. Det skete der intet ved. Så placerede vi 25 kg sprængstof og 63 mortergranater i hulen og fik det hele til at eksplodere ved at fyre et raketstyr ind i hulen. Det eneste, vi opnåede, var at gøre hulen større. Nu ved jeg, hvorfor de kunne slå de sovjetiske tropper«, fortalte løjtnant Jason Bartlett. Frygt for langvarig guerillakrig Flere militære analytikere i både London og Washington har ved flere lejligheder udtrykt frygt for, at de allierede styrker kan blive suget ind i en langvarig guerillakrig, specielt hvis det ikke lykkes at få landet på fode økonomisk og socialt i løbet af de nærmeste måneder. »Alle pashtunere er både krigere, politikere og teologer«, skrev Winston Churchill for snart 100 år siden, da han havde besøgt Afghanistan. »Når de ikke lige høster, er de optaget af at føre krig, enten deres egen lille private, eller også en større stammekrig«, lød vurderingen fra den senere premierminister. Meget tyder på, at ikke så meget er ændret i den forløbne tid.