Efter at have boret i korruptionssager i syv år giver undersøgelsesdommeren op. Han hævder, at han er blevet saboteret, bagtalt og truet. Ikke blot af politikere, men også af sine overordnede. Eric Halphen havde den delikate opgave at finde ud af, om Frankrigs præsident, Jacques Chirac, er en korrupt person. Da Halphen dristede sig til at indstævne Chirac som vidne, spændte han buen for højt. Den brast. Højesteret skyndte sig at fastslå, at en præsident ikke kan retsforfølges som enhver anden borger, i hvert fald ikke så længe han regerer. Sagen blev taget fra Halphen og overladt en anden. Forsøgte at sabotere Halphen erklærer nu, at han er færdig med at være undersøgelsesdommer. Han orker ikke mere. Han føler sig »afmægtig« i forhold til de kræfter, der har forsøgt at sabotere hans efterforskning. I et forsøg på at forsvare sin ære, har Halphen givet et stort interview til dagbladet Le Parisien, det første nogensinde. Heri maler han et dystert billede af den verden, han nu forlader. Han er ikke i tvivl om, at hans telefon er blevet aflyttet, at han er blevet skygget og fotograferet, også når han var på ferie. En overgang følte han sig angst, når han sammen med sine børn satte sig ind i bilen i parkeringskælderen og drejede bilnøglen rundt. Underforstået: Han frygtede at nogen kunne have anbragt en bombe. I hele sin karriere har Halphen fungeret som undersøgelsesdommer, en særlig fransk institution, hvor én og samme person forestår efterforskningen, beslutter, hvem der evt. skal varetægtsfængsles, og sluttelig vurderer, om der er grundlag for at anklage nogen. Hans livs største sag begyndte i 1994. I første omgang så den ret banal ud. Den skulle vise sig at være eksplosiv. Kontraktfuskeri Nogle regninger tydede på, at der blev fiflet med kontrakter mellem entreprenører og rådhuset i Paris. Dengang var Jacques Chirac overborgmester. Politikere lukkede øjnene for, at slutregningen var uforholdsmæssig stor - for det aftalte »overskud« tilfaldt det regerende borgerlige parti RPR. (Socialisterne har også dyrket denne praksis). »Nogen« må have følt jorden brænde under fødderne, da den unge undersøgelsesdommer tog fat med stor energi og vovemod. En fælde blev stillet op for ham. Offentligheden skulle få det indtryk, at han var til at købe. En beskidt, dunkel affære, som hans svigerfar blev rodet ind i. Halphen blev rystet over, at man således forsøgte at ramme ham ved at skade hans familie. Da han fik tilbudt politibeskyttelse, afslog han den. I interviewet med Le Parisien forklarer han, at han ikke alene ville være blevet beskyttet, han ville også være blevet overvåget af politiet. Og det brød han sig ikke om. Dertil havde han for anspændt et forhold til korpset. Han konstaterede også, at der sideløbende med hans egen efterforskning var en hemmelig, parallel efterforskning. Den blev foretaget af RG, en diskret gren af politiet, der har til opgave at holde regering og myndigheder underrettet om, hvad der sådan måtte røre sig i politiske og økonomiske miljøer. Eric Halphen kalder det »chokerende«, at RG fik fat i oplysninger, som de holdt for sig selv, i stedet for at give dem videre til det ordinære kriminalpoliti - og dermed til ham. Da han ville foretage en ransagning hos Chiracs efterfølger som overborgmester, kontaktede politifolkene deres overordnede pr. mobiltelefon, da de var på vej op ad trappen. For først da var det gået op for dem, hvad opgaven gik ud på. De blev kommanderet til at forlade stedet. Halphen mener, at det må være første gang nogensinde, at politiet har nægtet at assistere en undersøgelsesdommer. De pågældende politifolk slap med en alvorlig irettesættelse. Ensomt job Halphen forklarer, hvordan en undersøgelsesdommer nødvendigvis må blive en meget ensom mand. Han er tvunget til at mistænke alle og ender med selv at blive mistænkt af alle. Uden navns nævnelse angriber han sin direkte foresatte for at have givet ham og andre undersøgelsesdommere en »ublid behandling«. Det mere end antydes, at visse politiske hensyn blev urimeligt varetaget i et juridisk miljø præget af »smålighed, luskethed og jalousi«. RPR-politikeren Patrick Devedjian, der anses for at være Chiracs talerør, kalder Eric Halphens selvvalgte afsked for »et personligt nederlag«. Devedjian pointerer, at Halphen har gjort sig skyldig i mange procedurefejl, og at hans afgørelser i stort tal er blevet underkendt af højere retsinstanser. Til gengæld bliver Eric Halphen bakket op af mange kolleger. De frygter, at hans skæbne også kan blive deres. Inden Halphen begynder at se sig om efter andet arbejde, skal han lige skrive en erindringsbog færdig. Titlen er 'Syv års ensomhed'. Så mange år brugte han på den opgave, han nu opgiver. For to år siden udgav han en kriminalroman. Han sagde dengang, at bogen var præget af hans professionelle erfaringer, hvorfor den nødvendigvis måtte have et sort syn på de rige og mægtige.