Argentina: En nation søger krisehjælp

Den dag, Alejandro Sanchez mistede sit job som lektor på et universitet i Buenos Aires, gik han hjem i seng. Der blev han i adskillige uger, mens han spekulerede over, hvordan han skulle klare sin gæld, sine forpligtelser over for sin lille søn og fremtiden i det hele taget. Det er halvandet år siden, og Sanchez har endnu ikke fundet et svar på sine spørgsmål. Nyslået fattigrøv »Det handler selvfølgelig om penge, for hvor skal de komme fra? Men det handler mindst lige så meget om den måde, jeg ser mig selv på. Fra den ene dag til den anden rutsjede jeg fra min position i en intellektuel middelklasse til en status som fattigrøv, der ikke hører til nogen steder«, fortæller han. »Nu kalder jeg mig konsulent, når folk spørger, men sandheden er, at jeg kun har haft ét eneste konsulentjob i al den tid. Ellers går jeg med aviser og tager alverdens småjob, for der er ikke andre at få, men jeg siger det ikke til nogen, og det er slut med ferier, restaurantbesøg og alle de bøger, jeg plejede at købe. Det er ikke et godt liv, men det er det, der er for mig, indtil situationen bliver bedre«. Hver femte arbejdsløs 49-årige Sanchez ved godt, at han ikke er alene om sin situation. Arbejdsløsheden i det kriseramte Argentina er efterhånden næsten 20 pct., og også middelklassen er hårdt ramt af offentlige nedskæringer, lukninger af arbejdspladser og omfattende privatiseringer, der har betydet massevis af fyringer. Boom i krisehjælp Krisen har givet psykologer og terapeuter rigeligt at lave de senere år, og på Fernandez Hospital i det højere middelklassekvarter Palermo er ventelisterne ved at sprænges på psykopatologisk afdeling. »Det bogstavelig talt vælter ind med mennesker, der har mistet hus, bil og status fordi de ikke kan betale deres afdrag. Alle historier er ens. Det drejer sig om folk mellem 45 og 65 år, der har mistet håbet, og som er faldet i en dyb depression«, fortæller psykiateren Rosario Pierri fra afdelingen. Hun beklager dybt, at der ikke er meget, lægerne kan gøre. Apati »Patienterne kræver, at vi hjælper dem, men en depression er en naturlig måde at reagere på, når livet falder sammen, og vi kan jo ikke give dem arbejdet og huset tilbage. Vi kan højst forsøge at få dem til at tænke lidt bredere og se tilværelsen fra nogle andre sider. Tit tænker jeg, at snart er det mig selv, der sidder i deres stol med de samme problemer«. Argentina har en lang tradition som centrum for psykoterapi og forskning. Omkring 40.000 psykoterapeuter praktiserer alene i hovedstaden, og mange er koncentreret i et ganske lille område i Palermo, der af samme grund har fået kælenavnet Villa Freud. Traditionen stammer fra 1940'erne, da mange tyske og østrigske jøder flygtede til Argentina og bragte deres fag med sig. Til alle klasser Interessen for terapi er ikke begrænset til over- og middelklassen, for også de fattigere kvarterer har sine klinikker og den populærvidenskabelige billigbog 'Freud for alle' sælges alle vegne og bliver ustandselig genoptrykt. »Det er alle klasser, der tyer til terapi, men i disse år er det overvejende mændene, der søger hjælp«, fortæller Pierri. Prestigetab Hun peger på, at den argentinske machokultur gør det særlig svært for mænd at håndtere et prestigetab, og mange går helt i stykker, når de bliver arbejdsløse. »Mænd taber deres identitet, det gør kvinder ikke på samme måde. Kvinderne vasker gerne gulve, hvis der ikke er andet arbejde, mens mændene flygter ind i en anden virkelighed. Kvinder har langt flere ressourcer i krisesituationer. Det er næsten skræmmende tydeligt i disse år«. Nyt sammenhold Sanchez og Pierri er enige om, at krisen dog har én god side. Alle samfundets klasser er i samme båd, og det har åbnet for en hidtil ukendt solidaritet mellem folk. Da tusinder gik på gaden sidste onsdag og slog på deres kasseroller i protest over regeringens økonomiske politik, var der ingen forskel på høj og lav. Torsdag eksploderede demonstrationerne i vold og hærværk, men det er en anden historie. Godt med fredelige demonstrationer »Onsdag aften var der en fredelig og fantastisk demonstration, hvor alle argentinere for første gang var enige om, at bægeret var fuldt. Vi har aldrig set noget lignende i dette land, og det giver mig håb om, at vi omsider er ved at vågne«, beretter Sanchez med begejstring. Sanchez' entusiasme over de fredelige protester, der medførte regeringens hastige afgang, deles af 92 pct. af argentinerne ifølge en meningsmåling, der blev offentliggjort torsdag. Også Pierri ser demonstrationerne som noget positivt. »Jeg er imod den vold, vi så torsdag, men jeg er bestemt ikke imod, at folk tager deres skæbne i egne hænder. Set fra min stol er det en sund reaktion at protestere. Meget bedre end at falde hen i depression og passivitet«.