Børn kæmper de voksnes krig

I hundredvis stormer de frem mod de israelske soldater. Børnene har sten i hånden. Soldaterne sidder i bunkere og tanks med skarpladte geværer. Hverdag på Vestbredden og i Gazastriben, hvor flere end 200 børn er blevet dræbt i løbet af de seneste 15 måneder. Der er sjældent nogen over 18 år blandt stenkasterne, til gengæld finder man ofte drenge under 10 år i flokken. Og man behøver kun at færdes kort tid i Gaza for at opdage, at børnene er stolte over deres indsats. Ved synet af en udlænding kommer drenge hen og hiver op i blusen eller buksebenet for at fremvise deres statussymboler - skudsår fra israelske kugler. Banal forklaring En fremtrædende palæstinensisk psykiater mener, at der findes en banal forklaring på fænomenet: »Mange børn går til fronten, fordi deres fædre ikke gør det. De gør det, som faderen burde gøre, nemlig at forsvare familien«, siger Eyad El Serraj. Han leder Gaza Community Mental Health Program - en danskstøttet organisation, der hjælper palæstinensere med psykiske problemer. Siden centeret åbnede i 1990 har Serraj opbygget en position som en højt respekteret palæstinensisk debattør, fordi han åbent kritiserer brud på menneskerettighederne begået af begge parter i konflikten. Samtidig har han gennem sit arbejde som psykiater opnået et unikt indblik i de mekanismer, der ligger bag volden og hadet imellem israelere og palæstinensere. Ny rolle til børnene En af de iagttagelser, Serraj har gjort, er, at børnenes rolle i konflikten har ændret sig. »Unge identificerer sig altid med magt. En lille dreng ser op til sin far, fordi han repræsenterer styrke. Derfor så vi for nogle år siden, at palæstinensiske børn identificerede sig med israelske soldater, fordi de så tydeligt viste styrke. Det førte til nogle meget aggressive børn, fordi de følte skyld over at identificere sig med fjenden. Men denne gang er det anderledes«, siger Eyad El Serraj. »Under den nuværende intifada identificerer børnene sig med selvmordsaktivister og martyrer. Børnene glorificerer kampen mod besættelsesmagten, og når de stolte fremviser deres skudsår, er det som beviser på, at de er med i den kamp«, påpeger han. Få mænd på gaden Det er slående, når man bevæger sig rundt i Gaza, at mændene i høj grad mangler i gadebilledet. Overalt ser man legende børn, men meget få mænd. Ledigheden er enorm, så det skyldes ikke, at mændene er på arbejde. Men Eyad El Serraj ved godt, hvor de er. Sover eller ser tv »De ligger derhjemme og ser fjernsyn eller sover dagen væk. Ofte kan de ikke forsørge deres familier, og de er bange for at slås med israelerne, fordi de godt ved, hvem der er stærkest. Det er meget demoraliserende, og fædrenes status i Gaza har lidt enorm skade. Børnene fornemmer klart, at fædrene er ude af stand til at beskytte dem«, forklarer han. Når børnene i flok går til angreb på israelske soldater, er fædrene der heller ikke for at beskytte dem eller for at få dem til at standse de livsfarlige stenkast. Bange om natten »Fædrene har ikke længere nogen autoritet over deres børn. Hvis de siger til børnene, at de skal blive hjemme, vil de kaste deres sten efter fædrene. Børnene tager initiativet og lever deres vrede ud gennem stenkast, og de har slet ikke samme forhold til døden som vi voksne. De oplever en fundamental spænding, som er vanedannende. Har de gjort det én gang, skal de prøve igen«, siger Serraj. Men er børnene da slet ikke bange? »Jo, i høj grad. De børn, der kaster med sten, er ikke lavet af sten. De er bange om natten. Det kan man se ved noget helt banalt som sengevæderi, der er meget udbredt også blandt større børn. Vi kan se, at børn er voldelige over for andre børn og lærere i skolen - de forsøger at beskytte sig mod den frygt, de føler om natten, ved at være ekstra macho om dagen«, siger Eyad El Serraj.