Gendarmkoner i aktion på mændenes vegne

Frankrig kan ikke nøjes med ét politikorps. Man har både et Police Nationale og et gendarmeri. Politifolkene har fagforeninger og har lov til at demonstrere - en ret, de har udnyttet i stort omfang i de seneste uger, så utilfredse er de med deres arbejdsvilkår. Men deres kolleger, de lige så utilfredse gendarmer, har bare at holde mund. Fagforeninger bandlyst Hos dem er fagforeninger bandlyst - gendarmerne hører nemlig under forsvarsministeriet og betragtes som soldater. Den strenge mandstugt omfatter dog ikke gendarmernes koner. Derfor demonstrerer de nu på vegne af deres mænd. Frankrig har aldrig set magen. Uden internettet var det nok aldrig lykkedes at få mobiliseret de vrede ægtefæller. Det siger Nathalie Douet, 36 år. Hun er formand for AFNG, den nationale sammenslutning af gendarmfamilier. »Jeg vidste jo, at der var mange andre gendarmkoner, der var lige så desperate over det familieliv, vi bliver tvunget til at føre på grund af vore mænds arbejde. Så sammen med et par andre gik jeg på nettet og opfordrede til samling og aktion. Vi lever jo spredt ud over hele landet«. Kasernefamilier Nathalie Douet ville gerne have taget imod Politiken i sit hjem. Hun bor som alle andre gendarmkoner på den kaserne, hvor hendes mand gør tjeneste. Det kræver reglementet. Men hendes mand har fået klar besked om, at man ikke vil have flere journalister rendende. Derfor må vi mødes over en kop civil kaffe ude i byen. Gendarmeriet tæller ca. 100.000 mænd og kvinder i uniform. Så det syner umiddelbart ikke af meget, at Nathalie Douet kun har fået aktiv opbakning af lidt over 100 gendarmkoner: »Men vi får fire-fem indmeldinger hver dag, og det synes vi er flot. For det kræver civilcourage at slutte sig til os - vi slås mod en forældet institution, der har eksisteret lige siden 1792, men som er helt ude af takt med tiden. Og der bliver mildt sagt set skævt til de gendarmer, der lader deres koner demonstrere. Det fremmer ikke karrieren«. Protest i Grenoble De vrede ægtefæller drog for første gang i demonstration for en måneds tid siden. De koblede sig på en protestmarch i Grenoble, som en række politi-fagforeninger havde arrangeret. Det gjaldt jo en fælles sag. Nogle af konerne havde været så smarte at tage deres mands uniformskasket på, så folk kunne se, at også gendarmerne kræver bedre leve- og arbejdsbetingelser. Siden har gendarmkoner deltaget i flere andre demonstrationer, der har fået stor omtale i de franske medier. »Det er et helvede at være gift med en gendarm«, hævder Nathalie Douet. »Vore mænd er ustandselig på tilkaldevagt - telefonen ringer midt om natten, og så er det bare af sted. Det giver i realiteten en arbejdsuge på over 70 timer, så egentlig er min mands timeløn ikke meget højere end den lovbefalede mindsteløn. Gendarmeriet er altid blevet betragtet som et elitekorps - også min mand er da stolt over at være gendarm - men alle ved, at korpset får stadig sværere ved at rekruttere nye folk. For den gammeldags disciplin lader sig overhovedet ikke forene med en ung families forestillinger om et rimeligt familieliv«. Arbejdsdeling Arbejdsdelingen mellem Police Nationale, der minder om det danske politikorps, og det militære gendarmeri, er nogenlunde klar: Politiet tager sig af de større byer, gendarmeriet af resten af landet. Men den stigende kriminalitet mærkes nu også i gendarmeriets områder, og gendarmerne føler sig svigtet af deres minister. Der er for få gendarmer, og de er for ringe udstyret. Det er det gennemgående tema i alle demonstrationerne - ud over højere løn og mere fritid. Som nævnt må gendarmerne ikke organisere sig i fagforeninger. Men forsvarsminister Alain Richard har dog indvilget i at drøfte problemerne med sine utilfredse underordnede. Kræver skudsikre veste Blandt gendarmernes krav er bl.a., at hver eneste mand i korpset skal udstyres med en skudsikker vest. For forbryderne er blevet uhyggeligt hurtige på aftrækkeren. Dagen før vi mødte Nathalie Douet, var en af hendes mands kolleger blevet ramt af 10 kugler under en rutinemæssig kontrol af en bil, der formodentlig transporterede spanske ETA-terrorister. »Pensionerede gendarmer, der ikke længere risikerer at få vrøvl med deres overordnede, har oprettet en hjemmeside på internettet. Og her kan man se, hvordan frustrationerne koger rundt om i hjemmene«, fortæller Nathalie Douet. »De, der stadig er i aktiv tjeneste, er også her nødt til at optræde anonymt. Ellers risikerer de ubehagelige følger. Men hvad jeg læser på nettet, bekræfter kun mine egne erfaringer. Og her kan man endelig tale frit om selvmord, depressioner, alkoholisme og en nedslående følelse af at være svigtet af politikerne. Mon ikke de høje herrer læser med?«.