Helvedet, som afghanerne flygter fra

Politiken fredag: Med over 3,5 millioner afghanske flygtninge udgør afghanere verdens største flygtningegruppe. Dertil kommer op imod en million internt fordrevne af tørke og krig. Pakistan og Iran, som huser de fleste, vil ikke modtage flere og søger med skrappe midler at trænge dem, som er kommet ind, tilbage. Det har øget det afghanske pres på andre lande. De hundredtusinder af afghanere, der er flygtet i de seneste år er nu spredt i 68 lande. Selv om flugten for de fleste er med livet som indsats og mange forsvinder sporløst på vejen over havet synes flygtningestrømmen uendelig fra et af de lande i verden, hvor det er sværest at overleve og livet i gennemsnit kun varer 45 år for kvinder og 46 for mænd. Afghanistan har levet med konstant krig selv før den sovjetiske invasion i 1979. Efter Den Røde Hær forlod landet ti år efter, fulgte kun mere vold og efter Talebans magtovertagelse i 1996 er ondt blevet til meget værre for civilbefolkningen. Taleban synes ikke at kære sig om hverken infrastruktur eller sulten omkring dem. Omkring 70 procent af befolkningen er analfabeter, og deres antal stiger nu som følge af Talebans modstand imod uddannelse for den kvindelige del af befolkningen. Men jo flere rædselsberetninger, der kommer ud til verden om Talebanstyret, desto mindre bliver den internationale lyst til at hjælpe ofrene. Værste forfatning »Alle vestlige lande har beskrevet Afghanistan som i den værst tænkelige forfatning, både når det gælder menneskerettigheder og livskvalitet under tørkens og krigens ødelæggelser. Men det ser ud til, at der bliver stadig ringere vilje til at gøre noget for ofrene«, siger Yusuf Hassan, talsmand for FNs flygtningeorganisation, UNHCR, i Pakistan. Hjælpeorganisationer har i årevis klaget over stadig ringere donor-bidrag. Rupert Colville, UNHCRs ansvarlige for Afghanistan i otte år, sagde tidligere på året til Politiken, at det internationale samfund lader sin vrede imod Taleban gå ud over civilbefolkningen i form af stadig mindre hjælp. »Det har længe været en kamp, men i de sidste fire år har det været umuligt at få noget, der bare ligner penge nok til at gøre noget effektivt for civilbefolkningen. Under over 20 års katastrofer og væbnede konflikter har af-ghanerne overlevet på næsten ingenting. Det er de gode til, men med tørken er det blevet til slet ingenting. Nu dør folk i hele grupper rundt i landet. Det er ikke kun den sædvanlige afghanske elendighed. Det er en gruopvækkende hungerkatastrofe, som forestår, hvis der ikke kommer mere hjælp«. FNs sanktioner bidrager samtidig til at gøre et af verdens fattigste lande endnu fattigere. FNs Sikkerhedsråd skærpede i sidste måned overvågningen af sanktionerne imod Afghanistan efter mange rapporter om omgåelse. Observatørhold skal udstationeres ved Afghanistans grænser, men det store spørgsmål er, om en 5.000 km lang grænse igennem noget af verdens mest uvejsomme terræn kan overvåges effektivt. I januar skærpede FN sanktionerne med blokade mod det afghanske luftfarts-selskab Ariana Airlines og indefrysning af afghanske aktiver i udlandet. I onsdags truede Taleban med at lukke sit luftrum for overflyvning og indføre landingsforbud imod fly fra FN og Internationalt Røde Kors, hvis ikke blokaden imod det afghanske flyselskab ophører. Manglende humanitære flyvninger betyder endnu mindre mad til de millioner, der er helt afhængige af nødhjælpsrationer. Lige fra helvede Til moderate australske politikeres fremhævelse af, at de afghanske flygtninge på det norske fragtskib 'Tampa' er kommet fra et særligt helvede, svarer ministre med at rejse tvivl om deres nationalitet. Immigrationsminister Philip Ruddock sagde i går: »Det, som vi ved er, at folk som har penge til at rejse uvægerligt må have været ude af Afghanistan i lang tid. Vi ved, at mange af de flygtninge, som hævder, at de er afghanere, når de kommer til Australien, viser sig ikke at være det. Som vi så i Cambodja med en båd, der var planlagt at bringe folk hertil, der hævdede at være afghanere, viste det sig, at over halvdelen af dem var enten pakistanere eller folk med opholdstilladelse i Pakistan«. At skønne ud fra immigrationsmyndighedernes statistikker er der i hver af de sidste to år ankommet mellem 800 og 900 afghanske flygtninge til Australien, men langt flere til EU-lande. 130,800 afghanere søgte asyl i EU mellem 1991 og 2000. Kun asylansøgere fra det tidligere Jugoslavien overgår antallet af afghanske asylansøgere i EU-lande. Når først afghanere er kommet ind i et EU-land, afvises de sjældent, da de har let ved at overbevise myndigheder om, at de har været udsat for forfølgelse og terror.