Klimaaftale faldt på plads i Bonn

Politiken tirsdag: Følelserne og omfavnelserne fik frit spil på FNs klimamøde i Bonn, da forløsningen - i form af en bred politisk aftale - endelig kom i går formiddag. Efter uafbrudte forhandlinger natten igennem kunne en stolt, træt og kisteglad forhandlingsleder Jan Pronk krone års slid med succes. FNs klimaaftale fra Kyoto var reddet fra fiasko. Verden er villig til at bekæmpe de trusler, der følger i kølvandet på en menneskeskabt drivhuseffekt. Med få ændringer blev søndagens kompromistekst fra Jan Pronk godkendt af miljøministre fra hele verden, og hverken USA, Australien eller Saudi-Arabien satte den blokade ind, der i FN-sammenhæng, hvor enighed er målet, kunne forpurre aftalen. Japan er med. Det samme er Canada. Ved middagstid mødtes repræsentanter for de cirka 180 nationer i plenum, og den 61-årige Jan Pronk blev hyldet med stående ovationer af mennesker i alle tænkelige farver for sin ihærdige og ukuelige indsats. Samme Jan Pronk, der i sin 'fritid' er miljøminister i Holland, måtte for blot et halvt år siden lide den tort i Haag, at forhandlingerne mellem EU og USA brød sammen. Død eller levende I mellemtiden har USAs præsident George W. Bush erklæret Kyotoaftalen for død, men i Bonn har verdens øvrige lande dokumenteret, at Kyotoprocessen lever. »Vi har vist, at verdenssamfundet kan handle på et vigtigt område, selv om USA er stået af«, siger miljø- og energiminister Svend Auken (S ) i »et meget stort øjeblik« af sit liv. Svend Auken mener, at aftalen i Bonn sikrer, at udslip af drivhusgasser bliver bekæmpet på en forholdsvis effektiv måde. Ganske vist har EU som primus motor i forhandlingerne måttet indgå flere smertelige kompromiser, men - påpeger Svend Auken - retningen er rigtig. Greenpeace, WWF Verdensnaturfonden og andre græsrødder støtter aftalen, selv om de mener, at målet om en 5,2-procents reduktion fra Kyoto er blevet udhulet. Svend Auken påpeger, at mange lande fortsat øger deres udslip, så set i et realpolitisk lys er der tale om en stramning. »En række lande må stramme bardunerne«, fastslår Svend Auken, der ligesom mange andre kolleger gør meget for at understrege, at USA er mere end velkommen til at tilslutte sig Kyoto-Bonn-aftalerne. Invitationen er i forligsteksten formuleret som en kontant gave til USA i form af en nedsættelse af amerikanernes reduktionsmål med cirka 100 millioner ton CO2. Med Bonnaftalen har også Rusland, Japan og Canada fået markante rabatter via ændret praksis i deres skovforvaltning. Netop spørgsmålet om CO2-optag i træer og planter var indtil det sidste et af stridspunkterne, men både EU og græsrødderne vurderer, at der er sat et loft over, hvor meget fifleri der kan laves på den CO2-konto. Samtidig er der glæde i den lejr over, at det lykkedes at holde atomkraften ude af det gode selskab af CO2-projekter, der bør nyde fremme. Et andet udestående til det sidste, Kyotoprotokollens 'straffelov', blev nogenlunde klaret. Reglerne for, hvad der sker med et land, der ikke overholder sit mål, ligger fast, men en del af den præcise jura vil først blive afgjort på et senere tidspunkt. Udviklingslandene, hvis sag i Bonn bliver talt af ambassadør Bagher Asadi fra Iran, støtter over en bred kam Bonnaftalen. En synligt rørt ambassadør, der åbenlyst har skabt respekt om det præstestyrede olieland under de ømtålelige forhandlinger, betegner aftalen som »ærefuld«, men »et første skridt«. Kontant har udviklingslandene fået lovning på knap 4,5 milliarder kroner årligt fra 2005 til forskellige klimafonde. USA og Japan har ikke lovet penge i denne sammenhæng. Iran har formået at holde sammen på en flok på 130 lande med vidt forskellige interesser, og Bagher Asadi blev da også hyldet med lange taktfaste klapsalver efter sin sluttale til FN-forsamlingen. Også det, at Iran har formået at holde Saudi-Arabien nede, bidrog til den gode stemning. De stenrige saudiarabere har med krav om kompensation for mistede olieindtægter ude i fremtiden bekæmpet aftalen til det sidste. Saudi-Arabien er blevet spist af med en formulering i forligsteksten om støtte til at gøre sin økonomi flerstrenget. Også Japans miljøminister Yoriko Kamaguchi blev hyldet med klapsalver - og anerkendende nik fra Tysklands miljøminister Jürgen Trittin - for sin personlige indsats. Japan har hele tiden sagt, at Kyotoaftalen vil blive godkendt, men Japan har med sin insisteren på, at USA skal med, skabt mange frustrationer blandt EU-ministrene. Japan mener åbenbart stadig, at der mangler detaljer. Hjemme i Tokyo bød premierminister Junichiro Koizumi i går Bonnaftalen velkommen, men han tilføjede ifølge Ritzau straks, at Japan vil gøre sit bedste for at nå frem til en 'endelig' aftale i Marokko i oktober. EUs to topforhandlere, Belgiens minister for energi og bæredygtig udvikling, Olivier Deleuze, og miljøkommissær Margot Wallström, glæder sig både over aftalen, og over, at EU stod sammen om at udvide »godt lederskab«. EU har fået en længe ønsket aftale trods hårdt pres fra USA.