Skærpet antivestlig stemning i Makedonien

Politiken fredag: To eksplosioner forårsagede i går nye ødelæggelser i Makedoniens hovedstad, Skopje, og sårede mindst én, efter at etniske makedoneres ledere kategorisk afviste en vestlig fredsplan. Flere hundrede makedonere har i flere dage protesteret i Skopje imod NATO, USA og EU på grund af vestligt pres for en fredsaftale, der skal gøre albansk til et delvist officielt sprog og give mere magt til landets store albanske mindretal. »De kom som fredsskabere og optræder nu som vores formyndere«, skriver en af Makedoniens ledende aviser. Makedonske og albanske partier har forhandlet om den fremtidige status for albanerne i seks uger uden synlige fremskridt. Udsat Onsdag aften sagde den makedonske ministerpræsident Ljubco Georgievski hånligt på tv: »Måske vil de bombe os«. Han anklager USAs og EUs fredsmæglere, James Pardew og Francois Leotard, for uanstændig afpresning. »Hvis vi accepterer deres plan, vil vi makedonere blive andenrangsborgere, som albanerne nu påstår, at de er«, sagde Georgievski i går. Forhandlinger ventes genoptaget efter vestligt pres, men NATOs generalsekretær, George Robertson, og EUs udenrigschef, Javier Solana, udsatte i går et planlagt besøg i Skopje for at redde fredsplanen. Spredte kampe tyder på, at våbenhvilen, der 6. juli blev indgået imellem den albanske befrielseshær UCK og de makedonske styrker for konfliktområdet i nord, er under hårdt pres. Der er ikke blot tale om en skærpet konflikt mellem etniske makedonere og albanske makedonere. Splittelsen er også dyb i begge lejre. Præsident Boris Trajkovski er parat til vidtgående indrømmelser som i den vestlige fredsplan, mens ministerpræsidenten kategorisk afviser den. »Georgievski har det store etnisk makedonske befolkningsflertal bag sig«, siger Balkanspecialisten Sam Vaknin, der netop er gået af som rådgiver for regeringen. »Selv om en fredsaftale indgås, er der størst chancer for, at kampe bryder ud igen umiddelbart efter, for den etnisk makedonske del af befolkningen ser det kun som et vestligt diktat«, siger Vaknin til Politiken fra Skopje. »Stadig flere makedonere er indstillet på simpelthen at få det overstået, om så det skal koste borgerkrig. Præsidenten ser de som en vestlig agent, der vil sælge deres land. Han har boet mange år i USA og er metodist, en amerikansk afart af kristendom i dette ortodokse land. Han vurderes uretfærdigt, men sådan tænker hovedparten af makedonerne«. Befriet De albanske politiske partier har ikke den albanske guerillahær UCK bag sig i forhandlinger, samtidig med at UCK er splittet i en fløj, der er parat til kompromiser og en fløj, der ønsker de albansk dominerede områder løsrevet. Tidligere på ugen udråbte sidstnævnte et stort område omkring den albanske hovedby Tetovo til »befriet område«. Makedoniens forsvarsministerium udtaler, at enhver fysisk tilnærmelse fra UCK til mindre end 200 meter fra makedonske stillinger vil blive opfattet som et angreb. I Drenovec, en forstad til Tetovo, er UCKs og den makedonske hærs stillinger kun omkring 300 meter fra hinanden. Under våbenhvilen har UCK 'befriet' Drenovec uden kamp og opstillet vejspærringer med påskriften: 'Stop - UCK'. Det var ved Tetovo, voldsomme kampe brød ud i marts, men UCK har aldrig tidligere haft stillinger så tæt på den 'albanske hovedstad' som nu. Tetovo med forstæder har omkring 100.000 indbyggere, hvoraf 85-90 procent er albanere. Kampklar Kommandøren for UCKs såkaldte 'Brigade 112 Mujdin Aliu' siger til avisen Frankfurter Allgemeine, at han har 300 mand parat til at rykke frem, hvis fredsforhandlingerne ikke når et for albanerne acceptabelt resultat. Brigaden er opkaldt efter den makedonske albaner Mujdin Aliu, der døde i april 1999 i kamp mod serbiske styrker i Kosova. »Den mest radikale del af UCK består af folk, der tidligere kæmpede i Kosova, og repræsentanter for de mest forarmede og diskriminerede albanere i landet. De har intet at vinde ved fred. Og albanerne ser generelt konflikten som territoriel og Makedonien højst som et partnerskab. De har en næsten amerikansk opfattelse af staten som en social kontrakt, mens makedonerne har en romantisk opfattelse af den som et fædreland, som de har gennemlevet en lang historisk proces for at opnå. Der er reelt ingen mulighed for forsoning mellem de to holdninger«, siger Vaknin. Uanset om fredsaftalen holder eller ej, forudser Vaknin langvarig spredt guerillakonflikt. »Makedoniens hær og politi er slet ikke trænet til at nedkæmpe guerillakrigere, så det mest sandsynlige er langvarige kampe i spredte lommer rundt om i landet. Der er desværre ringe grund til optimisme«.