NATO lægger låg på missildebat

Politiken onsdag: Der bliver ikke noget opgør i NATO om de amerikanske planer om et missilskjold. I går blev de 19 lande i alliancen enige om en nøje udformet tekst, der holder alle døre åbne og derfor gør alle glade. For den danske udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) var det en glimrende udgang, fordi den danske regering dermed kan fortsætte sin politik, der går ud på at se tiden an og hverken sige ja eller nej til at lade Thule-basen indgå i projketet. »Udviklingen af missilforsvaret kommer aldrig til at gå så hurtigt, som man nogle gange får indtryk af gennem pressen. Hverken design eller teknologi er i nærheden af at være færdigudviklet endnu«, sagde Mogens Lykketoft. Han var langt fra den eneste europæiske udenrigsminister, der forsøgte at nedtone uenigheden om missilforsvaret inden for NATO. Frankrigs Hubert Védrine noterede, at det er meget positivt, at USA nu har lovet at gennemføre reelle konsultationer af såvel de allierede i NATO som Rusland og Kina, inden planerne om et missilforsvar føres ud i livet. »Så længe de konsultationer ikke er færdige, kan vi ikke konkludere«, sagde han. Forskelle Men en nærlæsning af konklusionerne, som NATO-ministrene vedtog i går, viser tydeligt, at der er markant forskellige holdninger til missilforsvaret inden for alliancen: For første gang i årevis stod der ikke et ord i konklusionerne om den såkaldte ABM-traktat mellem USA og Sovjetunionen, der forbyder opstilling af et missilforsvar mod langtrækkende raketter. Så sent som for et år siden hed det i en tilsvarende NATO-tekst, at ABM-traktaten skal bevares og styrkes, men den formulering fik USA pillet ud. Omvendt fik USA ikke skrevet ind i konklusionen, at NATO står over for en fælles trussel fra såkaldte slyngelstater, og at missilforsvaret derfor er nødvendigt. Når de 19 NATO-lande er enige om at feje uenigheden ind under gulvtæppet, skyldes det, at debatten rammer lige ned i to af de helt grundlæggende principper for den 52 år gamle militære alliance. Det første er konsensusprincippet, der indebærer, at NATO altid fremtræder som en samlet front - og ikke som en politisk kampplads som EU eller FN. Det andet og mindst lige så vigtige princip er den såkaldte musketér-ed, der betyder, at et angreb på ét medlem er et angreb på alle medlemmer. Det princip forudstætter, at landene i alliancen nyder godt af de samme sikkerhedsgarantier. Og hvis ét land - USA - pludselig en dag ude i fremtiden er kan beskytte sig selv mod trusler om raketangreb, er der en risiko for, at NATO ikke opfatte en truende konflikt lige alvorligt på begge sider af atlanten. Det var dén bekymring, franske Hubert Védrine på en spisfindig måde gave udtryk for, da han i går glædede sig over, at ingen på mødet havde anfægtet værdien af NATOs afskrækkelseseffekt. For hverken USA eller de europæiske allierede har nogen som helst lyst til at begynde en debat, der risikerer at splitte NATO i to.