Støvlelandet er delt på midten

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Tager man til Norditalien, kan man opleve velstand, rige byer og dynamiske vækstområder. Rejser man rundt i Syditalien, vil man opleve et helt andet Italien: Her er ledigheden høj, infrastrukturen ringe og der er en større fattigdom. De norditalienske regioner er blandt de rigeste regioner i EU, mens flere syditalienske regioner ligger i den modsatte ende af velstandsskalaen. Størstedelen af landets industrivirksomheder ligger i Midt- og Norditalien. Og ledighed er et stort problem i Syditalien. Arbejdsløsheden i den sydlige del af landet er 20,3 procent. På landsplan er tallet 10,1 procent, og i Norditalien er arbejdsløshedsprocenten helt nede på 4,2 procent. Værst står det til for de syditalienske unge. Hver anden ung er uden arbejde. Ifølge de officielle statistikker. For det skønnes, at omkring to millioner syditalienere har et sort arbejde. Der er også stor forskel på familieindkomsterne. I 1996 tjente en syditaliensk familie i gennemsnit 2,9 millioner lire (11.600 kr.) efter skat, mens en familie fra Midt- og Norditalien tjente 4 millioner lire (16.000 kr.). Og 66 procent af landets 2,6 millioner familier, der lever under fattigdomsgrænsen, bor i Syditalien. Italiens problembarn Syditalien er landets problembarn, og årsagerne er mange: Sort arbejde, den ringe infrastruktur, et tungt bureaukrati og årtiers udviklingsstøtte og bistand i milliardklassen, der har slået fejl. I mange år blev der investeret i store statslige selskaber, der endte i fiaskoer. Mange penge havnede også i de forkerte lommer: Hos korrupte politikere eller mafiaen. Også den organiserede kriminalitet bremser udviklingen i Syditalien. Mafiaen skræmmer norditalienske og udenlandske investorer væk. Størstedelen af virksomheder og forretninger i de større syditalienske byer betaler beskyttelsespenge til mafiaen. Den offentlige forvaltning har endnu ikke indset, at den skal hjælpe og stå til rådighed for brugeren og ikke vice versa«I årtier har det været mange syditalieneres drøm at få en fast stilling i den offentlige sektor. Og det klientelistiske system, der fungerer efter devisen: At den ene tjeneste er den anden værd, har haft gode kår i Syditalien. Politikerne får vælgeropbakning ved at love tjenesteydelser f.eks. i form af et job inden for det offentlige. Men i de seneste år er udviklingen langsomt begyndt at vende. Centrum-venstre-koalitionen, der har regeret Italien siden 1996, har foretaget en række indgreb for at sætte skub i beskæftigelsen i den sydlige del af landet. Blandt andet ved at give skattelettelser til virksomheder, der investerer i området. Der gives også iværksætterydelse til unge syditalienere, der vil etablere en virksomhed. Målet er at få gang i den lokale udvikling, og iværksætterydelsen har skabt en ny generation af virksomhedsejere, der modsat deres norditalienske kolleger ikke er vokset op med en virksomhedskultur. De syditalienske regioner er også blevet bedre til at bruge EU's strukturfonde. Og der er positive signaler: I løbet af det seneste år er der skabt 216.000 nye arbejdspladser i Syditalien. Og Syditaliens eksport steg i år 2000 med 27 pct. i forhold til året før. Desuden er der skudt dynamiske industridistrikter op i flere syditalienske regioner. Lang vej endnu Men vejen er stadig lang, understreger Paolo Nerozzi fra Italiens største fagforbund Cgil: »Man skal fortsætte de seneste års økonomiske udvikling og strategi, der satser på uddannelse samt fornyelse og forskning, så kvaliteten af produkterne forbedres. Der skal gives skattelettelser til virksomheder, der investerer i fornyelse og uddannelse. Og det er vigtigt at udnytte de lokale ressourcer, og det skal ske i samarbejde med borgmestre, den offentlige forvaltning, fagforeninger og virksomheder«, siger Paolo Nerozzi. »Problemerne er dog stadig mange: Den offentlige forvaltning er alt for langsommelig, og sort arbejde er stadig meget udbredt. Infrastrukturen skal også forbedres, og der skal sættes ind i kampen mod den organiserede kriminalitet«, understreger han. Retter man blikket nordpå - nærmere betegnet Veneto-regionen i den nordøstlige del af landet - er situationen ganske anderledes. Fattigste region Indtil 1960erne var Veneto den fattigste region i Norditalien, og mange Veneto-borgere måtte rejse væk for at finde arbejde. I dag er områdets små og mellemstore virksomheder et bærende element i Italiens økonomi. 90 procent af regionens ca. 445.000 virksomheder er små og mellemstore, og mange er familieejede. I Veneto er arbejdsløshedsprocenten 3,7. Og der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Der er diverse ingredienser i opskriften på de små og mellemstore virksomheders succes: De er fleksible og kan hurtigt ændre produktionen, efter hvad markedet kræver. Virksomhederne lægger meget ud til underleverandører, så de hurtigt og billigt kan udvide eller indskrænke produktionen. Men også her er der problemer, der bremser udviklingen: »Problemerne er hovedsageligt to: Manglen på infrastruktur og det tunge bureaukrati. Den offentlige forvaltning har endnu ikke indset, at den skal hjælpe og stå til rådighed for brugeren og ikke vice versa«, siger direktør for sammenslutningen af virksomhedsejere i Veneto, Francesco Borga. »Desuden er ønsket om øget regionalt selvstyre meget udbredt i Veneto. Vi vil gerne have mulighed for at tage beslutninger på områder som infrastruktur og uddannelse, der direkte vedrører regionen«, understreger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her