Analyse: Kritikere forherliger terrorbalancen

Når en del sikkerhedseksperter og politikere i vores del af verden ser med dyb skepsis på de amerikanske missilskjoldsplaner, så er det ikke mindst, fordi vi har været der før. I 1980erne tog vi en stor tur om præsident Ronald Reagans strategiske forsvarsinitiativ - de såkaldte stjernekrigsplaner. Heller ikke dengang var der fysiske realiteter bag, men visionen blev taget så alvorligt, at Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, på et tidspunkt nærmest ville give hele det sovjetiske atomarsenal i bytte mod et løfte om at afblæse 'stjernekrigen'. Forholdet mellem de to supermagter og dermed verdensfreden hvilede dengang på terrorbalancen, en balance, der fik sit skarpeste udtryk i MAD-doktrinen. Tesen var, at den gensidigt garanterede ødelæggelse, som de to store atomarsenaler sikrede, var den bedste garanti for, at der ikke ville udbryde krig. Afskrækkelsen var total og gensidig. Terrorbalancens tilhængere fik ret så langt, at der ikke kom en atomkrig. Men derfra til at påstå, at situationen var ideel eller overhovedet betryggende, er dog et meget langt skridt. Som professor Pierre Hassner har udtrykt det: »At forebygge krig på den måde, svarer til at forebygge trafikulykker ved at spænde spædbørn fast på kofangeren. Forhåbentlig er det effektivt; rationelt eller humant er det ikke«. Massivt kritiseret MAD-doktrinen kom storpolitisk til udtryk i ABM-traktaten, der forbød de to supermagter at opbygge store forsvarsystemer. Stjernekrigsplanerne lagde op til et brud med den, og med den gensidigt garanterede ødelæggelse, og de blev derfor dengang massivt kritiseret som destabiliserende for den strategiske balance. Det eneste punkt, hvor verden i dag ligner verden i 1980erne, er imidlertid, at missilforsvarsplanerne militærteknologisk stadig er meget luftige. De andre elementer er væk. Vi står ikke midt i et atomart rustningskapløb, verdensfreden sikres ikke længere i første række af en terrorbalance, Sovjetunionen/Rusland udgør ikke længere USAs og Europas største sikkerhedspolitiske problem. Freden trues i dag regionalt og lokalt, og det er også regionalt, at atomvåbnene stadig spiller en rolle - senest illustreret, da Indien og Pakistan pludselig kom til at stå over for hinanden i en slags lokal, men langtfra stabil terrorbalance. Man behøver ikke at være enig i præsident Bush' stærke fokus på de såkaldte slyngelstater for at konstatere, at hvis noget går galt med verdensfreden, så skyldes det lokale situationer, der kommer ud af kontrol - ikke et stort, centralt modsætningsforhold. I den verden, vi lever i, kan man derfor ikke automatisk fordømme missilskjoldsplanerne. Man er nødt til at vurdere, hvordan de vil påvirke forskellige stater og regioner. I 1980erne var det klart, at den mest sandsynlige sovjetiske reaktion på stjernekrigsplanerne var en acceleration af atomoprustningen for at sikre Moskva atomar ligeværdighed med Washington. I det 21. århundrede er det langt mindre entydigt, hvilke sikkerhedspolitiske effekter en militærteknologisk udvikling, der gjorde det muligt at skyde atommissiler ned, ville få. I sin tale tirsdag rejste George W. Bush spørgsmålet om, hvilke incitamenter et land har, når det overvejer at erhverve eller opruste med atomvåben. Den barske sandhed er, at det i dag kan være attraktivt for magtorienterede ledere at erhverve atomvåben. Man bliver kritiseret, men man bliver også respekteret. Som tilfældet Nordkorea viser, kan der være mange penge i blot at se ud, som om, man er på nippet til at erhverve dem. Udvikler USA over nogle år forsvarssystemer, der gør mindre atomarsenaler værdiløse, kan det vise sig at være et stort bidrag til at formindske spredningen af atomvåben til mindre lande. Meningsløse våben Det er også vigtigt at holde fast i, at atomvåben militært set er meningsløse våben. De ødelægger alt for meget og er reelt at betragte som terrorvåben. Hvis den terror mister blot nogen troværdighed, samtidig med at det land, der bruger dem, alligevel pådrager sig konsekvenserne af sin uhyrlige aggression, så bliver det mindre og mindre interessant at være medlem af atomklubben. Kritikere af Bush' planer bør derfor rette skytset mod konsekvenserne i forhold til større atommagter som Kina og Rusland. Men også her er der nuancer: Hvis Bush mener det alvorligt, når han taler om store nedskæringer af de offensive atomarsenaler, så kan det meget vel være attraktivt for Rusland, der reelt ikke har råd til at vedligeholde sit atomarsenal. Tilbage bliver Kina, men her indgår spørgsmålet i et samlet forhold, der under alle omstændigheder er den største udfordring, den amerikanske supermagt står over for. Og ironisk nok er Formosastrædet mellem Kina og Taiwan det sted i verden, hvor et missilforsvar er allermest militært relevant. Der er megen varm luft i de amerikanske planer, og de teknologiske valg og muligheder har sikkerhedspolitiske konsekvenser, som foreløbig slet ikke lader sig overskue. Men midt i vores forståelige skepsis over for en amerikansk administration, der er reaktionær indadtil og endnu ikke har fundet sine ben udadtil, er det værd at minde om noget grundlæggende: En verden præget af store arsenaler af offensive atomraketter er grundlæggende ikke nogen rar verden. Vi taler om farlige, ja vederstyggelige våben. En verden, hvor sådanne våben blev færre og mindre relevante, fordi de blev ikke bare moralsk, men også i stigende grad militært og sikkerhedspolitisk værdiløse, ville være en bedre verden at leve i. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan vi kommer fra punkt A til punkt B. Og om George W. Bush junior er manden, der kan løfte den udfordring.