Nepals maoister starter voldsbølge

Politiken mandag: En voldsbølge skyller igennem kongeriget Nepal i Himalayas højde, og regeringen er nu ved at danne en paramilitær specialstyrke på 15.000 mand, der skal tage sig af problemet: En maoistisk guerilla, som anvender retorik og metoder, som syntes at være hentet fra 60erne, hærger i bjergene. Det er blodig alvor. Mindst 67 politifolk og flere civile er blevet dræbt i guerillaangreb bare i løbet af den seneste uge. Hvad der begyndte som et lokalt bondeoprør i det isolerede og fattige nordvestlige Nepal for fem år siden har bredt sig til hele landet. Specialstyrken skal erstatte det stadig mere demoraliserede politi i visse områder. Den vil blive udrustet med moderne våben og uddannet i antiguerilla-krigsførelse. Men det betyder også, at hvad der hidtil er blevet set som et lov- og ordenproblem, nu har udviklet sig til egentlig borgerkrig. Forrige lørdag angreb en guerillastyrke en politistation i Dailekh-distriktet, 550 km vest for Katmandu. 27 politifolk og to civile blev dræbt. 12 politimænd blev såret, 11 er meldt savnet. For en uge siden angreb guerillaen flere politistationer samtidig og dræbte tilsammen 40 politifolk. Siden guerillakampene begyndte for fem år siden, er 1.600 mennesker blevet dræbt i en af Asiens mindst kendte væbnede konflikter. Alternativ Nepals Kommunistparti (Maoistisk), som det officielt hedder, er ingen lille organisation og mange, i særdeleshed i de fattige og tilbagestående landdistrikter, ser de veldisciplinerede maoister som det eneste virkelige alternativ til den korruption, som har rådet i landet, siden det gamle absolutte monarki faldt i foråret 1990 og blev efterfulgt af et kaotisk demokrati. Nepals maoister arbejdede først i fuld åbenhed, og deres såkaldte folkefront fik endda valgt repræsentanter ind i parlamentet. Men den 13. februar tændte partiets leder, som går under dæknavnet 'kammerat Prachanda' ('den vanvittige'), oprørets fakkel.De stadige commandoraids mod politistationer har forsynet dem med mere moderne våben, og de har desuden smuglet automatgeværer og -pistoler ind fra Indien« I begyndelsen opererede maoisterne i små enheder, som var udrustede med hjemmelavede våben. Men i de seneste år er de blevet set i grupper på flere hundrede uniformerede mænd og kvinder. De stadige commandoraids mod politistationer har forsynet dem med mere moderne våben, og de har desuden smuglet automatgeværer og -pistoler ind fra Indien. Nogen støtte udefra lader guerillaen ikke til at få. Selv naboen i nord, Maos hjemland Kina, ser på udviklingen med bekymring og støtter regeringen i Katmandu. Inspirationen kommer fra Sendero Luminoso ('Den Lysende Sti'), Perus ligeledes brutale maoistguerilla, og der findes mange ligheder mellem de to bevægelser og forholdene i de to bjergnationer i spørgsmål om underudvikling og sociale uretfærdigheder. I begge tilfælder drejer det sig også om veluddannede akademikere, som leder hære af fattige, undertrykte og som oftest analfabetiske bondedrenge og -piger. I både Peru og Nepal kommer mange af de mest militante guerillasoldater fra landenes etniske bjergminoriteter, som ser med foragt på 'byboerne' nede i Lima eller Katmandu. Belæst marxist Prachanda er en universitetsuddannet, belæst marxist. Ved sin side har han Baburam Bhattarai, som har en doktorgrad fra Jawaharlal Nehru-universitetet i Ny Delhi. Hvor de befinder sig nu, ved ingen, og de har ikke ladet sig interviewe af nogen medier, siden de gik under jorden for fem år siden. Kun en udenlandsk journalist, en amerikaner, har besøgt guerillaens baseområde. Ingen neutral iagttager i Nepal tror på, at maoisterne i det lange løb vil få held til at overtage magten i landet. Så stærke er de ikke. Men så længe politikerne i Katmandu bare tænker på at berige sig selv, og landdistrikterne forbliver tilbagestående, vil unge idealister drømme om revolution. Og mange betvivler, at det overhovedet lader sig gøre at indsætte en svært bevæbnet specialstyrke på 15.000 i en guerillazone, hvor oprørerne lever blandt civilbefolkningen. Fattigt Nepal Soldater, som bryder ind i folks hjem for at lede efter guerillasoldater, kropsvisiterer civile og en stærk militær tilstedeværelse i et område, hvor man i forvejen nærer mistillid til myndighederne, kan bare forværre situationen og skaffe maoisterne flere tilhængere, frygter politiske iagttagere i Katmandu. Alternativet - en omfattende investering i at udvikle landdistrikterne - har det fattige Nepal ikke råd til, mener man. I hvert fald ikke så længe korruptionen er så udbredt, som den er, og statsmidler bare forsvinder. Nepal er havnet i en ond cirkel, hvor alle løsninger synes at være umulige.