Superpræsident med ridser i lakken

Politiken lørdag: Med den overraskende store valgsejr kan Ugandas præsident Yoweri Museveni og hans nervøse medarbejdere læne sig tilbage og tørre sveden af panden. Det gik, som det skulle. Faktisk gik det meget bedre, end meningsmålingerne havde spået. Næsten 70 procent stemte på manden, der allerede har siddet på magten i det østafrikanske land i 15 år. Trods en til tider voldelig valgkamp og rapporter om udbredt valgsvindel giver det Museveni en legitimitet, langt de fleste af hans kolleger på det afrikanske kontinent vil skæve misundeligt til. Museveni havde allerede før valget en særlig status i Afrika. Han var kommet til magten ved at vinde en borgerkrig. Han viste, at et land, der reelt var fallit, og hvor økonomiske og sociale strukturer for længst var gået i opløsning, godt kunne bringes på fode igen. Han forstod tidligt de farer, der lå i aids-epidemien, og stillede sig i spidsen for kampen mod aids i sit land. Han åbnede for investeringer og lod de indiske forretningsfolk, som forgængeren Idi Amin havde smidt ud, vende tilbage. Der var intet retsopgør. I modsætning til så mange andre lande inviterede han tidligere modstandere med i regeringen. Hans politik gav Afrika håb og fik det internationale samfund og donorerne til at stille sig i kø for at støtte. Den økonomiske vækst i Uganda er imponerende; ifølge foreløbige tal har den ligget på over fem procent i både 1998 og 1999. Alligevel er der ridser i lakken. Hovedudfordreren Kizza Besigye, der fik 28 procent af stemmerne, har beskyldt Museveni for massiv valgsvindel og siger, at han vil gå til retten for at annullere valgresultatet. Og muligvis har han noget at have beskyldningerne i. Uafhængige politiske observatører har ifølge Reuters underbygget rapporter om svindel på omkring en tiendedel af valgstederne, men siger dog, at det ikke ændrer ved, at Museveni vandt. Det får ikke Besigyes tilhængere til at rase mindre. Mere kritik Også udenrigspolitisk er der kritik af Museveni. Uganda er en af de afgørende deltagere i krigen i Congo. Oprindelig sendte Museveni hæren ind i krigen for at beskytte sit land mod oprørere. Men i dag kontrollerer Uganda og dets allierede store dele af det nordlige Congo. Det giver gode indtægter til officerer og forretningsfolk i hærens kølvand, men hjemme og internationalt er der en dalende forståelse for det omfattende engagement. Korruptionen har taget et kraftigt opsving. Der er ingen tvivl om, at kredsen omkring Museveni lever godt. Hans demokrati uden partier korrumperer. Partier er tilladt, men de må ikke deltage i valg eller være repræsenteret i parlamentet. Museveni anklagede oprindelig de gamle partier for at være etnisk baserede og årsag til landets ulyksaligheder. Men præsidentens egen Nationale Bevægelse ligner mere og mere et politisk parti. Kritikerne siger, Uganda har udviklet sig til en etpartistat. Når Museveni alligevel hæver sig over kollegerne, skyldes det, at andre ledere på kontinentet har skuffet. Da USAs tidligere præsident Bill Clinton lancerede sin nye politik over for Afrika og besøgte kontinentet, byggede han sine håb på en ny ledergeneration. Den omfattede Congos Laurent Kabila, Jerry Rawlings i Ghana, Paul Kagame i Rwanda, Etiopiens Meles Zenawi og Eritreas Issayas Afewerki. Plus Museveni. Senere kom Nigerias Olusegun Obasanjo og Nelson Mandelas efterfølger, Thabo Mbeki, med. Nye fronter Kabila, Meles og Issayas faldt hurtigt fra. I stedet for fred og fredsforhandlinger i Congo førte Kabilas politik til nye fronter og en yderligere opsplitning af det store centralafrikanske land. Etiopien og Eritrea indledte en grænsekrig. En fredsaftale blev underskrevet sidste år, og de to ledere har nu igen mulighed for at kvalificere sig til listen over håbefulde ledere på det afrikanske kontinent. Ghana holder stilen, men Jerry Rawlings er gået af. I Afrikas folkerigeste stat, Nigeria, kæmper Obasanjo for at holde styr på de mange millioner og deres modstridende interesser. Rwanda er på vej mod demokrati, men Kagames styre er fortsat baseret på sejren efter folkemordet i 1994. Og i Sydafrika har Thabo Mbeki mest bemærket sig ved forvirrede synspunkter omkring årsagen til aids. I dette selskab lyser Museveni altså relativt op - i hvert fald efter USAs og resten af den vestlige verdens mening. Han følger de råd, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond giver. Han dæmmer op for muslimsk fundamentalisme fra nabolandet Sudan i nord. Han er en vigtig medspiller for amerikansk udenrigspolitik i Afrika, selv om den amerikanske interesse er faldende. Investorerne i hans land kan igen trække vejret lettet.