Albanske oprørere på flugt

Politiken lørdag: De sidste tilbageværende albanske partisaner forlod deres lejr ved Tanusevci på muldyr og i bil før daggry torsdag. Tre makedonske vagter med infrarøde kikkerter siger, de så sporprojektiler glimte på nattehimmelen, imens oprørerne trak sig tilbage fra deres lejr, der er inden for synsvidde af den makedonske hær. Tegnene på, at oprørsgruppen, der kendes som Den Nationale Oprørshær (NLA), er på retræte, er tydelige i den bebyggelse på godt 30 huse, der har fungeret som gruppens base. Grønne militærfrakker og madrationer ligger sammen med feltrationer spredt på jorden ved siden af skyttegravene. I en tidligere skole ligger en stor dynge våben, heriblandt antitankminer, raketstyr, mortérer og ammunition i kassevis foruden et fjernsynskamera med tilhørende trefod, 'konfiskeret' fra makedonsk fjernsyn en måned tidligere. Den eneste tilbageværende indbygger i landsbyen, den 74-årige Sy Rrustemi. »Jeg tror nok, at der holdt nogen til oppe på bakken, men jeg gik aldrig ud for at se, hvem de var«, siger han. »Jeg har ingen anelse om, hvad de kæmper for«. Amerikanske tropper med base i Kosova rykkede torsdag ind for at overtage kontrollen med denne vigtige etnisk albanske partisanbase ved grænsen til Makedonien. 300 svært bevæbnede soldater fra et amerikansk faldskærmskompagni indledte med støtte fra kamphelikoptere deres operation i det tidlige morgengry, men fandt lejren forladt. Ildkamp og belejring Mindst 300 soldater, heriblandt en deling polakker og ukrainere, gennemsøgte landsbyen Mijak i løbet af onsdagen, efter at fire bevæbnede mænd var blevet set forlade et hus. Da mændene trak deres våben, åbnede de amerikanske soldater ild mod dem og sårede to. Det kom til belejring af en større bygning, hvor de søgte tilflugt, og som viste sig at fungere som kaserne. Amerikanske soldater blokerede udvejene gennem taget, mens forhandlere forsøgte at overtale oprørerne til at overgive sig. Det afslog de, og det blev derefter besluttet at give dem frit lejde. »Vi anslår, at der var mellem 20 og 40 af dem«, siger major Jim Marshall. Amerikanske soldater i den nærliggende landsby Debelde virker målløse. »Det er pinligt«, siger en korporal. »Vi havde dem jo i saksen. Vi kunne da i det mindste have arresteret dem«. En kaptajn bliver rød i hovedet, da han bliver gået på klingen. »Vi gør det, vi får ordre til at gøre. Eller som i dette tilfælde: Får ordre til ikke at gøre«. Kampsæsonen på vej De nærliggende bosættelser bades i projektørlys fra svævende Black Hawk-kamphelikoptere og pansrede mandskabsvogne på vej hen over højderyggene. Egnens forkrøblede egetræer, der indtil for nylig var sneklædte, har friske skud - et tegn på, at foråret, den egentlige kampsæson, er på vej, fortæller en fårehyrde. »Alt det her betyder, at amerikanerne stadig er vore venner, ikke?«, spørger en anden hyrde. Han har fået at vide, at hans helte, KFOR, som smed serberne ud af Kosova, nu har vendt sig mod de albanske ekstremister. »Det er skørt. Amerikanerne er vores allierede og må forstå, at det er makedonerne, som skaber problemerne«. Beslutningen om at sætte amerikanske hærstyrker ind i denne del af Kosova sker efter syv ugers sammenstød mellem NLA og makedonske styrker, hvorunder fem personer er dræbt. Selv om den succesrige operation kan bidrage til at forbedre KFORs relationer med makedonerne, er den stærkt kontroversiel. Den NATO-ledede fredsbevarende styrke benægter at have krydset grænsen for at løse sine opgaver. Makedonien ligger uden for KFORs tilladte operationsradius.