Sikkerheden ved olieboringer på dybt vand skal øges markant.
Det foreslår den særlige undersøgelseskommission, der har studeret den omfattende oliekatastrofe, selskabet BP var skyld i, da en af firmaets oliebrønde begyndte at sende enorme mængder råolie ud i Den Mexicanske Golf i foråret.
Ulykken viser ifølge kommissionen, at BP og underentreprenørerne slet ikke var tilstrækkeligt fokuserede på at hindre, at boringen løb løbsk.
LÆS Rapport: Sløseri førte til BP-katastrofen
Det illustrerer, at både olieindustrien og staten må skærpe deres indsats for at undgå, at en lignende katastrofe kan ske igen, konkluderer kommissionen.
Skærpede regler skal hindre gentagelse
Den foreslår, at den statslige kontrol opgraderes og får tilstrækkeligt med midler til at sikre, at medarbejderne kan føre et ordentligt tilsyn med olieselskabernes boringer.
Samtidig skal grænsen for, hvad selskaberne kan komme til at betale i erstatninger, efter kommisionens opfattelse hæves.
Og miljøeksperter skal tages med på råd, inden der gives tilladelse til boringerne fremover - foreslår den syv mand store undersøgelseskommission, der har analyseret årsagerne til BP-katastrofen.
BP betaler dyrt for sikkerhedssjuskBP-KATASTROFEN
Den peger på Storbritannien og Norge, der kræver, at olieselskaberne ved hver enkelt boring dokumenterer, hvordan de vil sikre, at alt forløber glat og at de kan gribe ind ved eventuelle udslip.
Kommissionen råder også olieindustrien til at etablere sit eget sikkerhedsinstitut, der skal holde øje med olie-udvindingen.
»Efterhånden som boringerne sker i dybere og mere risikofyldte farvande kan alene systemreformer af både regeringskontrol og industrien forhindre lignende katastrofer i fremtiden«, siger William Reilly, en af kommissionens formænd, ifølge amerikanske medier.
Ingen sikkerhedsfremskridt
Han betegner katastrofen som »et noget nær uundgåeligt resultat af flere års laden stå til i industri og regering og af mangel på opmærksomhed på sikkerheden«.
»Vor dybtgående efterforskning har klarlagt, at ingen af de vigtige sikkerhedsaspekter ved boringer til søs - hverken myndighedskontrollen, industriens sikkerhedsstandarder eller forureningsbekæmpelses-indsatsen - er fulgt med i eftersøgningen efter olie i boringer på dybt vand«, forklarer han.
Kommissionen har peget på en stribe af fejl - menneskelige og organisatoriske - der var med til at udløse katastrofen.
LÆS OGSÅ BP var klar over fejl ved olieboring
I forvejen undersøger det amerikanske justitsministerium ifølge Washington post, om der er grund til at rejse straffesager i kølvandet på katastrofen. Flere civile erstatningssager er på vej og så undersøger en nydannet tilsynsinstans, Boemre, BP-ulykken.
fortsæt med at læse




























