Gravstederne er uden navne.
Små, hvide kors med numre er det eneste, der identificerer de hundredevis af ofre for de seneste dages voldsomme jordskred i Brasilien, der nu bliver stedt til hvile i den våde jord.
Det støvregnede let torsdag aften, da de første 200 nylavede grave blev taget i brug i bjergbyen Teresopolis 65 km nord for Rio de Janeiro.
Her har den voldsomme sommeregn ramt hårdest, og de store mængder vand har de seneste dage fået den røde, mudrede jord til at skride langs de stejle bergskråninger, der huser hundredevis af fattige familier i primitive boliger.
Der er tre lige mere under murbrokkerne derovre
Begravelserne fortsætter i dag og i morgen
Kommunale myndigheder i byerne i den bjergrige Serrana-region nord for Rio de Janeiro har indtil videre fundet 506 døde.
Så massebegravelserne kommer til at fortsætte både i dag og i morgen, fortæller en af arbejderne på kirkegården i Teresopolis Vitor da Costa Soares til nyhedsbureauet AP.
Planen er at udgrave yderligere mindst 300 grave, så de ofre, der endnu ikke er lagt i jorden, kan blive det på værdig vis.
»Vi skal nok skaffe plads. Det bliver vi nødt til. Vil vil blive her til midnat hvis vi kan, og vi kommer igen klokken seks i morgen tidlig«, siger Vitor da Costa Soares.
Teresopolis er afskåret for omverden
Den afsides region, hvor Teresopolis ligger, kan på grund af mudderskredene i dag kun nåes til fods på en farligt, otte kilometer lang vandretur gennem junglen.
Så de mange begravelser er foregået i sorgfuld stilhed på den øde bakketop, hvor kirkegården ligger.
Flere end 500 døde i jordskredEn søster fulgte sin bror til graven, mens en mand lagde sin etårige niece ned i et af de mørke jordhuller. Stilheden blev kun afbrudt af fortvivlede råb fra en mor, der gentog sin søns navn igen og igen, da han blev stedt til hvile.
Har kun fundet en tøjkanin
Imens er redningsarbejdere og beboere i gang med en desperat kamp mod tiden i håbet om at finde overlevende i muddermasserne.
»Vi graver bare rundt, vi aner ikke, hvor vi skal lede«, fortæller en af dem, Nilson Martins på 35 år.
Det eneste, han har fundet siden daggry er en tøjkanin.
»Der er tre lig mere under murbrokkerne derovre. Den ene ser ud til at være en pige under 16 år, død og begravet under mudderet«, siger han.
Frygter infektionssygdomme
Læge Conceicao Salomao har været med til at koordinere redningsindsatsen på et gymnasium i midten af byen. Hun fortæller til AP, at omkring 750 mennesker lige nu er under behandling på stedet.
Conceicao Salomao frygter, at infektionssygdomme og vandbårne bakteriesygdomme skal sprede sig i befolkningen.
»Hospitalerne her i området er overfyldte. Hæren og marinen er i gang med at stille felthospitaler op nu for at hjælpe«, fortæller hun.
Regeringen støtter med over to milliarder
Regnvejret og det efterfølgende mudderskred er det værste i regionen i 43 år.
Dødstallet har rundet de 500, men frygtes at stige yderligere, efterhånden som redningsarbejdere når frem til de landsbyer, der er blevet afskåret fra omverdenen på grund af ødelagte veje og broer.
Regeringen har bevilget 470 millioner dollar - godt 2,6 milliarder kroner - til den akutte hjælp, ligesom syv ton medicin er sendt til området.




























