Maskerne skal helst blive ens, når man bruger en strikkemaskine.
Ellers falder irettesættelsen lynhurtigt fra de andre piger, som står i en bue rundt om maskinen og følger med.
Derfor bliver 18-årige Joyce Phiri også en anelse irriteret, da garnet ikke vil makke ret.
»Ja, ja, jeg ved det godt«, siger hun, som om hun forsøger at komme protesterne i forkøbet.
For selv om strikkemaskinen helst skal køre uden fejl, så sker det alligevel, når man er nybegynder.
Og det er Joyce Phiri trods alt stadig.
LÆS ARTIKEL Danmarks Indsamling: Det er nu Afrikas unge har brug for hjælp
De seneste fire måneder har været de bedste i hendes liv. For første gang føler hun en smule fast grund under klip-klapperne.
Så lige nu og frem til juni er bekymringerne sat på standby.
Alle voksne er døde
Hun er en af 69 piger på Umoyo Training Centre et par timers kørsel fra Zambias hovedstad, Lusaka.
Joyce Phiri er forældreløs og har som millioner af unge i Zambia ikke fuldendt grundskolens 12 klassetrin.
»Min mor døde, da jeg blev født, og min far kunne ikke tage sig af mig. Han slentrede bare rundt – den ene uge kom han hjem med en ny kvinde og sagde »Her er din nye mor«. Ugen efter stod han der med en anden. Så jeg boede i stedet hos min mormor«, fortæller Joyce Phiri.
Hendes mormor havde en lille forretning – hun solgte chapati, en slags indiske madbrød, og hun lærte også Joyce, hvordan man bager dem.
Da Joyce var 10 år døde mormoren.
»Jeg havde et nært forhold til hende. Hun gav mig mange gode råd og sådan. Men hun var syg i lang tid, og det var mig, der passede hende«, siger Joyce Phiri.
Mormor med hiv
Hun vil helst undgå at svare på, hvad mormoren fejlede.
»Det er en lang historie«, forsøger hun sig, men ender alligevel med til sidst at fortælle, at hendes elskede mormor døde af aids.
»Jeg tænkte kun på at dø, for jeg oplevede så megen smerte. Folk sagde til mig, at jeg måske var blevet smittet med hiv af min mormor, så ingen ønskede at hjælpe mig i tiden efter«, fortæller Joyce Phiri.
LÆS MERE
Politiken.dk i Zambia: »Jeg lagrer solens energi lige her«Joyce kender ikke sin egen hiv-status, men hun virker ikke skræmt ved tanken om, at hun måske er smittet.
»Selv om jeg var lille, da jeg passede min mormor, så har jeg ikke glemt, hvordan man tager sig af en, der er syg«, siger hun og forklarer, at hun fortæller de andre piger på skolen om, hvordan de skal beskytte sig mod hiv.
Det blev en søster til mormoren, der tog sig af Joyce, da ingen andre ville.
»Min mormors søster havde job hos en hvid familie i Lusaka, og jeg fik lov til at flytte ind hos hende, da min mormor døde. Så hjalp jeg også til i huset der«, siger Joyce, der omtaler den hvide kvinde i huset som »Mrs.«.
Og det var netop Mrs. og en veninde, der fortalte om Umoyo Training Centre. Joyce besluttede sig for at sætte alt ind på at komme ind på skolen.
Om hun så skulle lyve en lille smule.
SE BILLEDER
Umoyo Training Centre har plads til 75 piger. Pigerne håndplukkes af socialarbejdere, der går fra dør til dør i et afgrænset slumområde, Kanyana, i det allerfattigste Lusaka. Kun de piger, der forventes at kunne få mest muligt ud af opholdet, kommer ind.
Joyce Phiri boede ikke i det slumkvarter, som pigerne rekrutteres fra. Alligevel skrev hun i sin henvendelse til skolen, at hun kom fra Kanyana.
»Jeg ville ikke lide mere. Jeg har lidt nok«, forklarer Joyce Phiri, der endte med at få en af de eftertragtede pladser på skolen.
»Jeg er så glad. Her kan jeg få hjælp til at få en uddannelse, så jeg kan bygge en fremtid op for mig selv«, siger hun.
Lærer at passe på sig selv
Pigerne på Umoyo Training Centre kan gå på skolen i et år. Her får de en slags grunduddannelse med almindelig skoleundervisning, og så bliver de også uddannet i madlavning, landbrug, snedkeri, strikning og syning. Derudover sørger skolen for, at pigerne bliver klar over, hvordan de skal passe på sig selv i et samfund, hvor overgreb mod kvinder og børn er hverdag.
Pigerne bor sammen i mindre huse. Joyce vil gerne vise sit hus frem.
»Det her er min seng«, siger hun og peger på en af de syv senge, der står langs væggen i det runde hus. Der er ryddeligt over det hele. Men der er heller ikke så meget at holde styr på, for sengene er det eneste sted, som pigerne skal kalde deres eget, så længe de bor på skolen.
Drømmer om kjoler
Joyce Phiri fniser lidt over spørgsmålet om, hvad hun drømmer om.
»Modekjoler«, siger hun så.
»Jeg drømmer om at få et helt varehus med modekjoler«.
Når Joyce til sommer får sit certifikat fra skolen, vil hun forsøge at købe en symaskine, så hun kan starte en lille forretning. Hvis ellers muligheden byder sig. For penge har hun ingen af.
LÆS OGSÅ »De sagde, at den medicin, som jeg giver, er den rene gift«
Skolen i Umoyo, der støttes af Folkekirkens Nødhjælp, har kun penge til at give økonomisk støtte til fem af pigerne, når de afslutter deres ophold. Udvælgelsen bliver benhård, og Joyce aner ikke, hvad hun skal gøre, hvis ikke hun bliver en af dem, der får støtte til at komme videre.
»Jeg ønsker, at mit liv skal ændre sig«, siger Joyce, der dog sætter sin lid til, at hun og de andre piger fra skolen også kan hjælpe hinanden frem.
»Pigerne er mine søstre. Vi beder sammen og giver hinanden gode råd«, siger hun og forklarer, at hun gerne vil give noget til sit land som en slags tilbagebetaling for alt det, hun får her.
»Jeg vil gerne gøre noget for at hjælpe andre unge, men jeg ved bare ikke helt hvordan. Men måske kan jeg lære nogen at sy, ligesom jeg har lært det her«, siger hun og fortsætter:
»Folk har set mig og tænkt, at jeg ikke har nogen fremtid – de har grinet ad mig, det er jeg sikker på. Hvis jeg klarer det her og får min forretning, så vil de mennesker blive meget overraskede«.
Politiken.dk var inviteret til Zambia af Danmarks Indsamling 2011.
fortsæt med at læse
