Flygtninge slås på grænsen til Tunesien

flygtningestrøm. Her er det flygtninge i Ras Adjir på grænsen mellem Libyen og Tunesien. Billedet stammer fra fredag 25. februar.
flygtningestrøm. Her er det flygtninge i Ras Adjir på grænsen mellem Libyen og Tunesien. Billedet stammer fra fredag 25. februar.
Lyt til artiklen

Det kommer til deciderede »slagsmål« mellem flygtninge på grænsen mellem Libyen og Tunesien, hvor titusinder af flygtninge befinder sig.

Det rapporterer nyhedsbureauet AP, der vurderer, at minimum 10.000 flygtninge netop nu opholder sig i grænsebyen Ras Adjir, hvor militær og humanitære hjælpeorganisationer forsøger at holde styr på kaos.

»Hvis du er blevet registreret, ryk til side«, skriger en tunesisk militærmand, mens han vifter med armene og blæser i en fløjte i et forsøg på at dirigere en gruppe trætte og forvirrede egyptere.

LÆS

Masseevakuering fra Libyen - til lands, til vands og i luften

Størstedelen af de mange flygtninge er netop egyptiske statsborgere, men også kinesiske, thailandske, marokkanske og tyrkiske statsborgere fylder godt op.

Liz Eyster fra FN's flygtningeorganisation UNHCR siger til BBC, at Tunesien gør, hvad landet kan, men at UNHCR »er klar over det faktum, at de har strukket sig langt, og at de har brug for støtte fra det internationale samfund«.

Teltlejre slår ikke til
Mange af flygtningene har været fanget på grænsen i flere dage. Den tunesiske hær har opsat teltlejre, men tilsyneladende er der ikke nok plads til alle.

»Vi har sovet i kulden på asfalten«, siger Mustafa Shaheen, en egypter som ankom tidlig søndag.

Han er omgivet af flere hundreder egyptere, som sidder på tæpper, mens de venter på instruktioner.

LÆS

Brev fra Tripoli »Det er endnu værre, end man har fortalt dig!«

Et andet sted har nogle egyptere blokeret vejen, og råber slagord mod deres regering.

»Hvor er den egyptiske regering«, lyder det.

Gaddafi-støtter truer flygtninge
Egyptere på stedet fortæller, at Gaddafis støtter inde i landet er vrede over, at de tager flugten.

»Den libyiske hær skræmmer os ved deres kontrolposter og siger: 'I sætter Libyen i et dårligt lys, når I krydser den grænse, og det vil ramme resten af egypterne inden i landet«, siger en egypter ved navn Khalaf Ahmed.

Den Internationale Organisation for Migration med 132 medlemslande, vurderer, at 50.000 egyptere har taget flugten fra Libyen.

LÆS

150 udlændinge i Libyens ørken overrasket af Herculesfly

Kina oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at næsten alle 30.000 kinesere i Libyen har forladt det turbulente nordafrikanske land.

Kinas officielle nyhedsbureau skriver, at størstedelen af kineserne endnu befinder sig i andre lande - hovedsageligt Tunesien, Egypten, Grækenland og Malta.

Udenrigsminister tog sagen i ejen hånd
Den store olierigdom i Libyen betyder, at mange udenlandske statsborgere befinder sig i landet, hvor de arbejder for internationale olieselskaber.

Omkring 13.000 filippinere arbejder i Libyen, og omkring 1.900 har foreløbigt taget flugten fra landet.

Udenrigsministeriet i Filippinerne oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at dets udenrigsminister sammen med to diplomater i går søndag kørte ind i Libyen og evakuerede omkring 400 filippinere.

LÆS

FN straffer Gaddafi med sanktioner

Evakueringen skete angiveligt med en konvoj bestående af 55 køretøjer, og talsmand for landets udenrigsministerium Ed Malaya kalder det en »heroisk handling«.

»Under stor risiko for hans personlige sikkerhed og imod råd fra nogle af sine kolleger, evakuerede han vores arbejdere så hurtigt som det er menneskeligt muligt«, siger han.

Vil hente flere ud
Hverken på vej ud af eller ind i Libyen var der sikkerhedsproblemer, og i dag planlægger udenrigsministeren at evakuere endnu 150 af sine landsmænd.

Alligevel møder Filippinerne kritik fra visse grupper for at have været for langsomme til at evakuere landets statsborgere.

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her