I 1974 stiftede en gruppe bekymdrede borgere Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA.
Den blev nedlagt i 2000, da Folketinget endeligt opgav at opføre a-kraftværker herhjemme.
Organisationen advarede blandt andet kraftigt mod risikoen ved kernekraftværkerne: Gik det galt, kunne konsekvenserne være enorme.
Japansk atom-katastrofe chokerer
Atomkatastrofen ved Fukushimaværket i Japan får imidlertid ikke en af OOA's stiftere, Siegfried Christiansen, til at hovere. Tværtimod er han rystet over, at det er gået så galt, som tilfældet er.
»Det er skræmmende«, konstaterer han.
»Man får hele tiden indtrykket af, at myndighederne underspiller deres viden. Den ene eksplosion afløser den anden, og man får ikke nok at vide. Hvad bliver det næste?«, spørger Siegfried Christiansen.
Utilstrækkelige informationer
Han kritiserer elselskabet bag værket og den japanske regering for at tilbageholde for mange oplysninger om situationen i de løbske reaktorer.
»Vi ved endnu ikke, hvor stor katastrofen bliver«, mener han.
Japanske a-bombeofre: De tager for let på situationenJapanerne har bedt om assistance fra Det Internationale Atomenergiagentur. Men det er en foruroligende oplysning for OOA-medstifteren.
»Det tyder på, at de har håndteret krisen selv, ikke i tæt samarbejde med international ekspertise«, finder han.
Den ene eksplosion afløser den anden og man får ikke nok at vide. Hvad bliver det næste?
Tysk kovending
Flere af EU's statsledere har lagt op til en revision af deres satsninger på atomkraft. Blandt dem er den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der nu vil lukke nogle af landets aldrende kernekraftværker efter hidtil at have argumenteret for at lade dem køre videre.
»Dét går hurtigt. Man fatter ikke, hvad der foregår. Inden for 24-36 timer er den tyske regering vendt 180 grader«, konstaterer Siegfried Christiansen.
LÆS
Tyskland sætter syv gamle atomkraftværker på standby»Sandsynlighedsbetragtningerne er anderledes. Det, man anså for usandsynligt, kan åbenbart finde sted alligevel«, mener han.
Mangelfuld sikkerhed
I Japan troede man, at en mur kunne holde tsunami-bølger ude. Derfor så man intet problem i at placere de generatorer, der drev køleanlægget, i kælderen. Ved fredagens flodbølge gik de i stå, da vandet kom væltende - et uheld, der nu har fået flere af Fukushima-værkets reaktorer til at løbe løbsk.
»Man tror, at man har omtanke. Men man har ikke fantasi til at tænke sig, hvor galt, det kan gå«, siger Christiansen om det japanske værk.
LÆS ARTIKEL
Dansk ekspert: Udslip efter brand er meget alvorligtDen franske præsident, Nicolas Sarkozy, afviser, at der er grund til at skrinlægge atomkraften.
»Det er et problem, at nogle lande stadig tror på, at det kan være en gangbar vej«, siger OOA-manden.
Vendte folkestemningen
Da Siegfried Christiansen sammen med flere andre grundlagde OOA i begyndelsen af 1970'erne, skete det på et tidspunkt, hvor der blandt folketingspartierne og organisationer som LO var bred opbakning til at indføre atomkraft i Danmark.
»Man blev grinet af, når man talte om alternativ til atomkraft. Men det lykkedes at få rejst en seriøs debat og vise, at vedvarende energi kunne noget«, beretter han.
Organisationen fortsatte sit arbejde - blandt andet ved at presse for en lukning af det svenske atomkraftværk Barsebäck. I 2000 besluttede OOA at nedlægge sig selv, da organisationen havde vundet kampen mod atomkraft i Danmark.




























