Dansk ambassadør: »Der vil nok også være ting, som vi aldrig får svar på«

Seværdighed. Medier og lokale indbyggere har samlet sig ved bygningen, hvor Osama bin Laden boede.
Seværdighed. Medier og lokale indbyggere har samlet sig ved bygningen, hvor Osama bin Laden boede.
Lyt til artiklen

Nyheden om Osama bin Ladens død er ikke overraskende det helt store samtaleemne i Pakistan.

Det fortæller Danmarks ambassadør i Islamabad, Uffe Wolffhechel, der selv fik nyheden om den historiske begivenhed, da han i går morges stod op og tændte for Radioavisen på sin computer.

»På den måde var det ganske udramatisk. Jeg var lige stået op og kan godt lide at høre den danske radioavis. Men det er klart, at vores folk herinde sad klinet til tv-skærmene det meste af dagen, selv om det selvfølgelig også var mere systematisk for at holde os opdateret«, siger Uffe Wolffhechel.

Hvem har holdt hånden over bin Laden?
Ambassadøren ønsker ikke at komme nærmere ind på de politiske implikationer af Osama bin Ladens død i relation til det i forvejen anspændte forhold mellem USA og Pakistan.

Men lige som danske og amerikanske medier stiller de pakistanske medier ifølge ambassadøren spørgsmålstegn ved, hvordan Osama bin Laden har kunnet slå sig ned i en mondæn villa i det nordlige Pakistan uden, at nogen i det pakistanske militær og landets efterretningstjeneste har haft kendskab dertil.

»De spørgsmål svirrer over det hele, og spekulationerne går selvfølgelig på, hvordan det har kunnet lade sig gøre. Men der er ikke nogen, der kender svaret. Noget vil nok komme for en dag, men der vil nok også være ting, som vi aldrig får svar på«, siger Uffe Wolffhechel.

Pakistans efterretningstjeneste indrømmer fejl

For ambassadøren og hans stab på godt 25 danskere og pakistanere har nyheden om Osama bin Ladens død ellers ikke betydet den store omvæltning.

Uffe Wolffhechel glæder sig først og fremmest over, at der endnu ikke har været den store uro i kølvandet på terrorlederens endeligt.

USA lukker sin ambassade og konsulater i Pakistan

I provinsbyen Quetta demonstrerede en mindre gruppe fantatikere mod USA ved at brænde amerikanske flag og hylde Osama bin Laden, men i Islamabad og de fleste andre byer har der været fredeligt.

»Jeg var en smule ud af huset i går, og der kunne jeg konstatere, at politiet nok har skruet lidt op for kontrollen ved de road-blocks, som der er rundt omkring. Man stoppede nok lidt flere biler og var lidt grundigere end normalt, men ellers var der ikke noget usædvanligt«, siger Uffe Wolffhechel.

Espersen: Vi støtter Pakistan

Den danske udenrigsminister, Lene Espersen (K), meldte allerede i går ud, at Danmark fortsat vil støtte en række projekter og organisationer i det fattige Pakistan, som ifølge udenrigsministeren er en del af problemet i kampen for at bekæmpe den internationale terrorisme.

»Vi har længe vidst, at terrorister opererer i Pakistan, men landet skal selvfølgelig også være en del af løsningen, og derfor er det vigtigt, at vi engagerer os og er med til at stabilisere landet«, sagde Lene Espersen.

Danmark giver projekter og organisationer i Pakistan bistand for 130 millioner kroner over de kommende tre år.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her