Grækere vedtager hestekur til 208.000.000.000 kroner

Lyt til artiklen

Skatterne stiger med 48 milliarder kroner, lønningerne i det offentlige sænkes med 15 procent, og næsten 2.000 skoler lukkes eller lægges sammen.

Et flertal af de græske politikere har efter to dages intens debat i parlamentet stemt for en omfattende spareplan, der skal genoprette landets blodrøde offentlige budgetter. 155 stemte for og 136 imod.

Besparelser for over 200 milliarder
I alt indeholder planen besparelser og nedskæringer for 208 milliarder kroner over de kommende år.

Dermed opfylden spareplanen de krav, som EU og Den Internationale Valutafond har stillet for at lade endnu en portion af et stort lån på 90 milliarder kroner komme til udbetaling.

For de græske politikere har det været et valg mellem pest eller kolera. Uden nye lån fra EU ville landet reelt gå statsbankerot i løbet af få uger, da den græske statskasse er næsten helt tom.

Allerede i går sikrede premierminister George Papandreou sig et ja til spareplanen ved en første afstemning i parlamentet, mens debatten og den efterfølgende afstemning i dag har handlet om, hvordan de mange besparelser mere konkret skal føres ud i livet.

At den græske befolkning kommer til at betale prisen for mange års fejlslagen økonomisk politik har dog længe stået klart for enhver.

I løbet af de seneste år har Grækenland opbygget en enorm gæld, der hænger som en møllesten om halsen på landet. Gælden løber op i 231.000 kroner per græker og hvert år kommer nye milliarder på i renter.

Græske politikere siger ja til benhård spareplan

Flere eksperter mener derfor, at det kun er et spørgsmål om tid før landet - trods spareplaner og lån fra EU - må kaste håndklædet i ringen og erklære sig bankerot.

Gadekampe i Athen

Blandt andre professor i finansiering Jesper Rangvid fra CBS mener, at de seneste dages redningsmanøvre først og fremmest er designet til at købe grækerne og resten af Europa tid.

Håber er, at andre gældsplagede lande som Portugal, Irland og Spanien på et senere tidspunkt bedre vil kunne klare den tumult som et græsk kollaps vil medføre, og at tyske og franske banker med mange penge i græske statsobligationer også kan klare sig igennem til den tid.

LÆS OGSÅ Det sker der, hvis Grækenland går bankerot

På gaden i Athen har de politiske forhandlinger været fulgt med stor spænding.

Fagbevægelsen har arrangeret generalstrejke, men det er mindre grupper af voldelige, anarkistiske demonstranter, der er løbet med overskrifterne.

De har kastet med sten og molotovcoctalis mod de mange udkommanderede betjente, der har svaret igen med tåregas og knipler.

Athen ramt af gadekampe til morgen

Mere end 200 personer er blevet såret i gadekampene, heriblandt mange politibetjente, og området i nærheden af parlamentet ligner en regulær krigszone med udbrændte biler og containere samt mere end 50 smadrede butikker.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her