I gamle dage kunne et land ende med at blive invaderet, hvis det ikke kunne betale sin gæld til andre lande.
Sådan er det ikke længere, men hvad sker der egentlig med Grækenland, hvis landet går statsbankerot, sådan som det er i overhængende fare for på grund af en gigantisk gæld?
Ifølge professor Jesper Rangvid fra Institut for Finansiering på CBS er der to typer af bankerot; den ene kalder han ordentlig, den anden uordentlig:
»Den uordentlige er den kaotiske, hvor et land som Grækenland fra den ene dag til den anden siger, at det ikke vil betale af på sin gæld, mens det ved en ordentlig bankerot i rimelig tid siger, at det ikke kan lade sig gøre og så sætter sig ned med de største kreditorer og laver en aftale om at nedskrive gælden og kun betale en mindre del tilbage«.
Tyske og franske banker sidder med aben
I Grækenlands tilfælde er de store kreditorer først og fremmest de græske, tyske og franske banker.
Alt hvad der importeres til landet stiger drastisk i pris. Der vil komme hyperinflation og
run på bankerne, hvor folk trækker deres penge ud, så banksystemet bryder sammen
Men også EU, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank vil ifølge Jesper Rangvid være naturlige forhandlingsparter i tilfælde af en kontrolleret græsk statsbankerot.
»Begge typer af bankerot er dårlige, men pointen er, at systemet ved en uordentlig bankerot går helt i sort. Det gør det ikke ved en ordentlig statsbankerot, hvor alle er forberedt på, at det vil ske«, siger Jesper Rangvid.
»Ved en uordentlig statsbankerot ved bankerne ikke, om de skal afskrive 40 procent eller 100 procent. Den uordentlige er scenariet fra Lehman Brothers med et pludseligt kollaps, faldende aktier og renter, der stiger«, siger han med henvisning til den amerikanske investeringsbanks dramatiske krak i september 2008, der fik finansmarkederne til at fryse til is og startede den internationale finanskrise.
Græsk krise
- Grækenland fik en
hjælpepakke på 818 milliarder kroner i maj 2010. - Nu skal de have mere
støtte, denne gang på 90 milliarder eller mere. - Grækenland er nu udråbt til verdens
mindst kreditværdige land. - Landets
gæld nærmer sig 150 procent af dets årlige produktion. - Regeringen har lagt op til store
beskæringer af den offentlige sektor og til salg af offentlige virksomheder.
I Grækenlands tilfælde er det helt store problem ifølge Jesper Rangvid ud over landets gigantiske gæld, at det har underskud på den primære balance.
Det betyder, at Grækenland selv hvis landet ikke skulle betale en eneste krone af på sine renter og afdrag stadig ville have hul i kassen, fordi de offentlige udgifter overstiger de indtægter, der kommer ind i form af skatter og afgifter.
»Hvis grækerne skulle finde på at lave en uordentlig bankerot, vil ingen låne dem penge. Det vil betyde offentlige nedskæringer og spareplaner, der er vand i forhold til de ting, der nu er til afstemning«, siger Jesper Rangvid.
Netop de blodrøde offentlige budgetter er årsagen til, at EU kun vil fortsætte med at låne grækerne penge, hvis de græske politikere vedtager økonomiske reformer, der dramatisk skærer ned på de offentlige udgifter og hæver skatterne.
Reformer, som politikerne i det græske parlament i dag stemmer om, mens titusindvis af grækere er på gaden som led i en omfattende generalstrejke, der har lammet landet siden i går morges.
Sådan er skrækscenariet
Ifølge professoren er det værste scenarie en uordentlig bankerot, hvor Grækenland efterfølgende bliver smidt ud af euroen og genindfører sin egen valuta.
»Den valuta vil falde voldsomt og betyde, at alt, hvad der importeres til landet, stiger drastisk i pris. Der vil komme hyperinflation og run på bankerne, hvor folk trækker deres penge ud, så banksystemet bryder sammen. Det er megaskrækscenariet for Grækenland«, siger Jesper Rangvid.
Jeg mener ikke, at der er nogen vej udenom en bankerot. Det er også det, som de finansielle markeder tror. Det er bare et spørgsmål om tid
Men selv om den græske regering skulle få vedtaget de omfattende spareplaner og få udbetalt en ny portion milliarder af kollgerne i EU og Den Internationale Valutafond, er professoren overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før Grækenland bukker under.
Gælden er ganske enkelt for stor en møllesten om halsen på landet.
»Jeg mener ikke, at der er nogen vej udenom en bankerot. Det er også det, som de finansielle markeder tror. Det er bare et spørgsmål om tid«, siger Jesper Rangvid.
Han vurderer, at de nuværende EU-lån først og fremmest er designet til at holde Grækenlands økonomi oppe, indtil økonomien i andre gældsplagede EU-lande som Spanien og Portugal er forbedret, og de tyske og franske banker kan modstå de tab, de vil få ved en græsk statsbankerot.
»Det er den ordentlige bankerot, som jeg er tilhænger af, hvor man sætter sig ned ved bordet og finder en forhandlingsløsning. Den græske gældsbyrde er simpelthen så stor, at de umuligt kan betale den tilbage selv med de nye spareplaner og lån fra EU. En dag skal der ske noget, hvis Grækenland nogensinde skal komme videre«, siger Jesper Rangvid.
Argentina nægtede at betale sin gæld
Han peger på Argentina som et eksempel på en uordentlig bankerot, der endte ordentlig.
Tilbage i 2002 nægtede argentinerne at betale deres gæld, og det betød, at landet i de efterfølgende år ikke kunne låne penge på de internationale finansmarkeder, ligesom landet blev mødt med stribevis af sagsanlæg fra investorer, der krævede at få dækket deres tab.
Slagsmålet endte med et forlig, hvor Argentina gik med til at betale 45 procent af sin gæld tilbage.
Og selv om landets økonomi skrumpede med 25 procent som følge af bankerotten, er landet hurtigt kommet på ret kurs igen med høje vækstrater i de seneste år.
»Det er svært at sige, om der vil ske det samme med den græske økonomi. Med al respekt for Argentina er Grækenland trods alt et mere udviklet land. Det betyder, at det har en større finasiel interaktion med resten af verden. For eksempel er nogle græske banker helt ejet af franske banker, og derfor er smitteeffekten på omgivelserne større end den var i Argentina«, siger Jesper Rangvid.
fortsæt med at læse




























