Røde Kors uddeler nødhjælp i Somalia

Desperate. Somaliske kvinder bærer deres børn og ejendele fra det sydlige Somalia på vej mod flygtningelejre i hovedstaden Mogadishu. Foto: Farah Abdi Warsameh
Desperate. Somaliske kvinder bærer deres børn og ejendele fra det sydlige Somalia på vej mod flygtningelejre i hovedstaden Mogadishu. Foto: Farah Abdi Warsameh
Lyt til artiklen

Det er lykkedes International Røde Kors at uddele 400 ton nødhjælp i det oprørerkontrollerede sydlige Somalia, som er ramt af en katastrofal tørke.

Det er den første Røde Kors-ledede fordeling af fødevarer direkte til lokalbefolkningen siden 2009 i områder, der er kontrolleret af al-Qaeda-oprørsgruppen, al-Shahaab, oplyser Ritzau.

Yves Van Loo, der er talsmand for International Røde Kors i Nairobi siger til AP, at 24.000 mennesker har modtaget madrationer, der kan strække sig til en måned.

LÆS ARTIKEL Dadaab - det sidste håb i katastrofen

»De 400 ton fødevarehjælp er fordelt lørdag i Gedo-provinsen til 4.000 familier eller omkring 24.000 personer«, siger han.

Fordelingen fandt sted i Bardera-distriktet.

Hver familie modtog 100 kilo madvarer, herunder 20 liter olie og godt 20 kilo ris og bønner.

Røde Kors vil uddele flere fødevarer i de kommende dage.

Kun en håndfuld organisationer får adgang
Al-Shabab-militserne har truet med at forhindre internationale nødhjælpsarbejdere i at operere i de områder af det sydlige Somalia, de kontrollerer.

Oprørsgrupperne nægter, at der er tale om hungersnød og anfægter FN's vurdering af, at titusindvis skulle være døde.

WFP vurderer, at flere end 11,3 milllioner mennesker mangler nødhjælp i de tørkeramte områder af Østafrika.

Tidligere i denne måned gav militserne adgang til nødhjælpsorganisationer, der tidligere har været forhindret adgang, men torsdag ændrede de kurs igen.

LÆS ARTIKEL

Omfanget af hungersnøden chokerer nødhjælpsarbejdere

Det betyder, at kun en håndfuld organisationer vil være i stand til at reagere på hungersnøden i de militskontrollerede områder af det sydlige Somalia, skriver AP.

Verdens største nødhjælpsorganisation, FN's fødevareorganisation WFP, er blandt de organisationer, der ikke får lov til at komme ind i området.

Hjælp nu - til jul er det for sent
Australiens udenrigsminister Kevin Rudd befinder sig i det hungersnødsramte Dolo-område i Somalia for at appellere til verden om hjælp for at undgå en katastrofe.

Han siger til AP, at USA og de europæiske lande bør gøre mere for at afvæge massive stigninger i dødstallet, til trods for de vanskeligheder, regionerne selv kæmper med.

»Om seks måneder vil det være for sent. Så enkelt er det. Gør noget nu. Til jul vil det være for sent. Det er en katastrofe, der kan undgås, hvis vi handler omgående«.

Lige nu har tørken skabt en trekant af hungersnød i området, hvor grænserne mødes mellem Etiopien, Kenya og Somalia.

Hungersnøden breder sig

I sidste uge vurderede WFP, at der er hungersnød i de sydlige somaliske regioner Bakool og det lavere Shabelle-områder.

Ifølge WFP's direktør Josette Sheeran kommer FN til at udvide det område, der er kategoriseret som hungersnød.

Og fordi regnsæsonen - hvis den overhovedet kommer - stadig er flere måneder væk, siger myndighederne, at situationen vil blive langt værre i de næste uger og måneder.

Anne G. Andersson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her