Dansk Røde Kors er rystede over meldingen om, at FN's bjerge af fødevarer ligger på lagre i Somalia få hundrede meter fra lejre, hvor børn i øjeblikket dør af sult.
»Vi synes, det er meget uheldigt, nærmest katastrofalt, hvis det er rigtigt, at fødevarer ligger på lager i op til tre måneder i en situation, hvor folk dør af sult«, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
Ifølge TV 2 Nyhederne venter de lokale nødhjælpsarbejdere på en ordre fra FN om at dele maden ud, som efter sigende skulle have været i landet i flere måneder.
Ikke godt nok
»Det er simpelthen ikke godt nok«, mener Anders Ladekarl.
FN forsvarer sig over for TV 2 med, at organisationen hellere vil strække maden ud over en længere periode, indtil næste sending kan fragtes til landet med skib fra Kenya.
LÆS ARTIKEL
Børn dør af sult få hundrede meter fra FN's bjerge af madGeneralsekretæren fra Røde Kors vil ikke kommentere på FN's konkrete strategier, men ville muligvis selv handle anderledes end FN.
»Hvis jeg sad i den anden ende, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne, for at få flere forsyninger ind, frem for at holde på dem jeg har«, siger han.
Afhænger af fødevaretype
Selvom millioner af mennesker sulter i Somalia, hvor menneskeliv dagligt går tabt, viser TV 2 i deres udsendelse billeder af stakkevis af sække med korn på lagrene.
Ifølge FN er det kun olie, der har ligget på lager i flere måneder. Hvis det er tilfældet, kan katastrofekoordinator i Folkekirkens Nødhjælp, Christer Lænkholm, godt følge organisationens prioritering.
Røde Kors uddeler nødhjælp i Somalia»Hvis der er tale om det, lyder det rimeligt nok, for bare at uddele olie er ikke nogen god ide«, siger han.
Er det derimod andre fødevarer, der ikke er delt ud, er billedet et andet.
»Hvis situationen er meget livsstruende, nytter det ikke noget at vente. Så lyder det parakdoksalt, hvis de venter på endnu en sending, hvis det, der ligger, kan redde liv nu og her«, siger Christer Lænkholm og understreger, at det er svært at give et svar uden at kende til FN's præcise strategier.
Mere åbenhed efterlyses
Netop offentlighedens kendskab til organisationens arbejdsmetoder og baggrunden for dem er noget, FN med fordel kunne rette op på, mener leder af programimplementering i Red Barnet, Mikkel Balslev.
»Det er selvfølgelig vigtig, at man går ud og forklarer den strategi, man har, og jeg synes godt, at informationen kunne blive klarere«, siger han.
Hvis der ligger lagre med fødevarer, kan der være en god grund til det, men så skal det forklares tydeligt, mener Mikkel Balslev, der dog generelt stoler på, at FN arbejder på en måde, der redder flest mulige menneskeliv.
FN har for mange roller i Somalia
Anders Ladekarl fra Røde Kors peger på et andet problem, der kan gøre FN's nødhjælpsarbejde i Somalia svært at udføre optimalt.
»Når FN spiller den rolle, de gør militært og politisk, er der begrænsninger på den rolle, de kan have humanitært«, mener han.
LÆS OGSÅ Omfanget af hungersnøden chokerer nødhjælpsarbejdere
Han peger på, at FN forsøger at bekæmpe den islamistiske gruppe al-Shahaab, der har forbindelser til al-Qaeda, og det har betydning for organisationens bevægelsesfrihed i landet.
»Jeg tror, at en del af det her problem med at få fødevarerne ud, handler om, at FN ikke har adgang til de områder, hvor hungersnøden rent faktisk er lige nu«, siger han.
»FN må genfinde sin rolle«, mener han.
fortsæt med at læse


























