Børn dør af sult få hundrede meter fra FN's bjerge af mad

Hungersnød. Tusindsvis af Somaliere er taget til Mogadishu i et forsøg på at overleve den katastrofale tørke.
Hungersnød. Tusindsvis af Somaliere er taget til Mogadishu i et forsøg på at overleve den katastrofale tørke.
Lyt til artiklen

Millioner af mennesker sulter i Østafrika, men selvom hjælpen er lige i nærheden, kommer den ikke frem.

Få hundrede meter fra flygtningelejre i Mogadishu, hvor mange af de sultende befinder sig, ligger der bjerge af fødevarer. Her opbevarer FN's fødevareprogram en del af den nødhjælp, det er lykkedes at få frem med skibe fra Kenya.

Det rapporterer TV 2 Nyhedernes Rasmus Tantholdt, der befinder sig på stedet.

Venter på ordre fra FN
Ifølge TV 2 har maden ligget på FN's lagre i flere måneder. De lokale nødhjælpsarbejdere ved ikke, hvorfor den ikke er blevet delt ud.

»Vi venter på at få ordre fra FN til at uddele maden«, siger de.

Røde Kors uddeler nødhjælp i Somalia

Men bjergene af korn og olie har endnu ikke fundet vej til flygtningelejrene, hvor folk har hårdt brug for dem. Børn dør af sult i lejrene, som stadig flere somaliere strømmer til for at finde hjælp.

»Situationen er elendig. De er underernærede, og derfor har de diarre og kaster op. De har bronkitis, og de har parasitter«, fortæller en kvinde på et overfyldt hospital i området.

FN: Vi stod over for et ubehageligt valg

FN afviser, at maden har ligget få hundrede meter fra de sultende i flere måneder.

»De sendinger, som har været på lageret siden april, er olie og ikke mad«, siger Torben Due, der er operationel direktør i FN's fødevareprogram, til TV 2.

LÆS ARTIKEL Omfanget af hungersnøden chokerer nødhjælpsarbejdere

Ifølge ham har FN stået over for et ubehageligt valg, fordi der er mindre mad i landet, end der skal bruges.

»Enten giver du folk det, de skal have at spise i seks uger, eller også strækker du det til 12 uger, indtil det næste skib kommer ind med fødevarer. Det var det valg, vi havde«, siger han og fortæller, at FN har valgt det sidste.

»Hvis vi ikke havde gjort det på den måde, så ville der være endnu flere, der var døde af sult«, siger Torben Due.

Cecilie Lund Kristiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her