Pårørende til Breiviks drabsofre besøger Utøya

Idyl. Sådan så der ud på Utøya dagen før Anders Behring Breiviks angreb, hvor den norske udenrigsminister Jonas Gahr Stoere var på besøg og holde tale i solskinnet for de unge socialdemokrater. Dagen efter blev øen omdannet til et blodbad, og nu får pårørende mulighed for se, hvor deres kære åndede ud.
Idyl. Sådan så der ud på Utøya dagen før Anders Behring Breiviks angreb, hvor den norske udenrigsminister Jonas Gahr Stoere var på besøg og holde tale i solskinnet for de unge socialdemokrater. Dagen efter blev øen omdannet til et blodbad, og nu får pårørende mulighed for se, hvor deres kære åndede ud.
Lyt til artiklen

69 mennesker mistede livet på Utøya.

Tilbage står mødre, fædre, søskende, kærester og ægtefæller med tabet og savnet efter deres kære, der blev ofre for Anders Behring Breiviks massakre.

Nu giver myndighederne de efterladte mulighed for at se det sted, hvor tragedien udspandt sig, og hvor ofrene faldt.

Omkring 50 familier har taget imod tilbuddet om at se øen. Dermed skal cirka 1.500 mennesker se gerningsstedet og få mulighed for at lægge blomster eller tænde lys netop dér, hvor deres familiemedlemmers liv blev taget.

LÆS OGSÅ Breivik prøvesprængte bombe før terrorangreb

En af dem er Trond Henry Blattmann, der er leder af det nationale netværk for pårørende.

»At komme til Utøya er en vigtig del af den sorgproces, som pårørende og efterladte nu gennemgår. I vor familie synes vi, at det er vigtigt at se, hvor vores søn blev fundet, at få at vide om han blev fundet sammen med andre og at have en markering på stedet«, siger han til den norske tv-station NRK.

Får støtte under svært besøg

Ifølge norske medier får hver familie en ledsager fra Røde Kors under besøget på øen, hvor der gøres alt for at sikre dem ro til at sørge over tragedien.

Kriminalefterforskere vil være på stedet for - om ønsket - at kunne fortælle de efterladte, hvad der skete med deres sønner, døtre eller ægtefæller.

»Det er en vigtig, men også tung dag for de efterladte«, siger sundhedsminister Anne-Grete Strøm-Erichsen fra Arbejderpartiet op til besøgene.

FOTOS Idyl på Utøya blev til mareridt

Senere følger besøg af unge fra Arbejderpartiets ungdomsorganisation, inden der søndag afholdes en national sørgehøjtidelighed i Oslo.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her