Frankrig tilbyder palæstinensere Vatikan-løsning

194. Den palæstinensiske snedker Mustafa Masoud har lavet stolen, der er opstillet foran FN's kontor i byen Gaza. Med arabisk skrift står der 'Palæstina stat 194'.
194. Den palæstinensiske snedker Mustafa Masoud har lavet stolen, der er opstillet foran FN's kontor i byen Gaza. Med arabisk skrift står der 'Palæstina stat 194'.
Lyt til artiklen

Vetoretten i FN's sikkerhedsråd kan måske blive i lommen.

Hvis Palæstina vælger at følge et fransk forslag og i morgen undlader at søge om fuldt medlemsskab som stat i FN, men i stedet søger om optagelse som 'observatørstat', er det Frankrigs håb, at Palæstina undgår at tabe ansigt, hvis det skulle blive til en nedstemning i FN's sikkerhedsråd.

Samtidig undgår den amerikanske præsident Barack Obama at blive tvunget ud i et svært valg med vidtrækkende politiske konsekvenser hjemme, som ude.

Det skriver den britiske avis The Independent.

Efter Obamas tale i går, hvor han understregede, at fred mellem Israel og Palæstina ikke kommer automatisk med FN's anerkendelse af Palæstina, og gennem en talsmand lod vide, at han er klar til at bruge veto-retten i Sikkerhedsrådet, har der været jagtet alternativer, for at Palæstina kan komme ind i FN-regi.

Palæstina havde ellers oprindeligt planlagt formelt at søge om fuld optagelse i FN, som den 194. stat i organisationen.

Palæstina kan blive medlem om halvandet år
Det er den franske præsident, Nicolas Sarkozy, der har foreslået Palæstina at søge den mindre bumpede vej som observatørstat i FN-regi.

Med status af observatørstat, og dermed en opgradering fra ikke-medlemstat, som er Palæstinas nuværende status i FN, kan Palæstina få adgang til en række internationale institutioner, som kan hjælpe landet på vej mod fred og anerkendelse en dag.

Obama: Ingen genvej til fred

Som observatørstat kan Palæstina blandt andet få adgang til ICC, den Internationale Straffedomstol i Haag.

Her vil Palæstina efter sigende kunne indbringe en række af konflikterne med Israel, som menes at kunne give problemer for israelerne på grund af landets politik i besættelserne.

Modellen støttes allerede af visse palæstinensiske ledere og er for øvrigt den samme, der gør sig gældende for Vatikan-staten.

Flertal for observatørstatus
Det anses for sansynligt, at Palæstina vil kunne redde sig en observatør-status med hjem fra FN's generalforsamling i morgen i New York, da en stor del af landene i generalforsamlingen efter sigende støtter Palæstinas sag og vil kunne udgøre et flertal i en afstemning, hvor der ikke er veto-ret.

Med tiden er det så Sarkozys forslag at fastsætte en tidsramme for forhandlinger om fuldt medlemsskab.

Rusland støtter palæstinensernes plan om selvstændighed

Ifølge forslaget skal der bruges en måned til at indlede forhandlingerne, et halvt år til at udrede grænser og sikkerhedsspørgsmål og slutteligt et år til at lave en 'definitiv aftale'.

Obama tvinges til valg

Vil Palæstina alligevel forfølge fuldt medlemsskab i morgen, menes det, at Obama vil bruge USA's position som fast medlem af det 15-mand store sikkerhedsråd til at anvende vetoretten over for ansøgningen om at blive fuldt medlem.

I forvejen er Barack Obama på hjemmebanen presset af, at han, som en del af den republikanske valgkamp anklages for at svigte Israel og dermed den jødiske sag, som har stor politisk bevågenhed i USA.

LÆS OGSÅ Israel: Palæstina svigter sit folk ved at gå til FN

Trækker Obama alligevel vetokortet i Sikkerhedsrådet, vil det formodentlig sende et negativt signal til Mellemøsten og 'det arabiske forår', som USA ellers har støttet. Samtidig har Sarkozy advaret om, at et nederlag til Palæstina kan udløse nye konflikter i regionen.

Derfor kan Obama profitere ved, at sagen ikke når Sikkerhedsrådet, og han kan blive tvunget til at trække veto-kortet, selvom der skulle være et flertal på mindst ni stemmer.

Den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, vil på Palæstinas vegne angiveligt søge formel optagelse på FN's generalforsamling i morgen.

FACEBOOK

Christian Bartels

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her