Eumar de Freitas læner sig ind over disken på den bar, som han driver sammen med sin mor i udkanten af favelaen, slumkvarteret: »Der kom nogle mænd og sprayede sorte krydser på vores huse. Jeg løb ned ad trappen og spurgte, hvad de havde gang i. De skal rives ned«, svarede de.
Hvad foregår der?
Eumar vækkede sin kone, sin mor, sin søster og hendes børn. Familien har i 20 år boet i favelaen, der er nabo til Maracanã, Sydamerikas mest berømte fodboldarena.
»Der er aldrig nogen, der har klaget over os. Men nu vil de have os væk. Hvad foregår der? Kan de ikke lide os længere?«.
En kunde kommer ind i baren og bestiller kaffe med en morgendram. »De skal bare være klar over én ting. Mit hus skal ikke være parkeringsplads for en eller anden rigmand«, siger manden og sluger sin snaps. I de økonomiske mirakelår i 1970’erne søgte hundredtusinder af bønder fra det nordøstlige Brasilien til Rio de Janeiro for at arbejde inden for byggeriet. Rio blev styret af en borgmester, der var indsat af militærdiktaturet. Han var ikke interesseret i at bruge den årlige vækst på 10 procent til at bygge boliger til migranterne. De måtte klare sig selv. Den favela, hvor Eumar og hans familie bor, blev grundlagt i 1978 af de arbejdere, der byggede metrostationen ved Maracanã. De byggede deres hus af overskydende materiale fra byggepladsen. I dag bor her 667 familier i murstenshuse. El, vand og afløb er sluttet til det kommunale net, og der er rigeligt med restauranter, tøjbutikker og minimarkeder i kvarteret, der kaldes Favela do Metrô. Ramme for vidunderlig opvækst »Vi er tæt på alt. Metroen lige om hjørnet, fodbold på Maracanã om søndagen og skoler og hospitaler lige i nærheden. For os er det her det bedste sted på jorden«, siger Waleska da Costa Souza. Hun er 18 år og kom til Favela do Metrô, da hendes forældre havde sparet op til at købe et hus her. Tidligere boede familien i en lejelejlighed på den anden side af den gennemfartsvej, der går forbi favelaen. Familien har boet her i 15 år, og der er klinker på husets facade, aircondition i stuen, og i bryggerset står en vaskemaskine. »Vi har aldrig manglet noget. Jeg har haft en vidunderlig opvækst her«, siger Waleska.
