Det stemmer de også om i USA: abort, fri hash og dødsstraf

Lyt til artiklen

Kampen om præsidentposten og valgene til Kongressen er vigtige, men de handler ikke om liv og død.

Det gør derimod ’Proposition 34’, ’Forslag 34’, som vælgerne i Californien skal tage stilling til tirsdag ved en af de 172 folkeafstemninger i 27 stater landet over. I Californien foreslår en gruppe borgere med den tidligere fængselsbetjent Jeanne Woodford i spidsen dødsstraf afskaffet. »Den skaber ikke større sikkerhed for borgerne, og den forbedrer ikke samfundsmoralen«, sagde hun forleden. Dødsstraf i 32 stater Ikke færre end 725 fanger sidder på dødsgangene i californiske fængsler. Hermed slår den ellers progressive stat rekord i antallet af dødsdomme. Texas kommer ind som nummer 2 med 407 dødsdømte fanger. En række delstater har allerede afskaffet dødsstraffen, mens den stadig fungerer i 32 af dem. Et nej til dødsstraf i Californien vil styrke modstandere af den andre steder, håber Jeanne Woodford og hendes venner, men de seneste meningsmålinger viser næsten dødt løb mellem modstandere og tilhængere. ’Direkte demokrati’ er populært De mange folkeafstemninger finder sted samtidig med valgene til Det Hvide Hus, Kongressen, lokale parlamenter og guvernørposter, og mange steder er interessen for disse valg langt større end for præsidentvalget, hvor kun omkring halvdelen af vælgerne stemmer. Denne form for ’direkte demokrati’ udviklede sig i USA fra slutningen af 1890’erne i delstaterne, mens der aldrig har fundet en folkeafstemning sted på forbundsplan. Delstaterne har forskellige regler for antallet af borgere, der kan kræve folkeafstemning, og i nogle af dem – som f.eks. Californien – er folkeafstemninger blevet en vigtig del af det politiske liv. Folkeafstemningen i 1978, da et stort flertal stemte for en markant nedsættelse af ejendomsskatterne, har haft store konsekvenser for delstatens økonomi lige siden. På et følelsesladet grundlag Kritikere advarer mod, at lokale kampagner ofte finder sted på et følelsesladet grundlag, og at det direkte demokrati ofte kan støde sammen med det repræsentative demokrati. Dertil kommer, at forslagene kan være mere eller mindre seriøse, som avisen Los Angeles Times skrev i går som en kommentar til debatten om nye valgdistrikter, som vælgerne også stemmer om. »Det er endnu en grund til at blive frustreret over Californiens tendens til at spørge vælgerne til råds i selv de mest banale spørgsmål i stedet for at lade det politiske system klare det«, skriver avisen, der samtidig giver sit bud på, hvem vælgerne skal stemme på lige fra præsidentposten - LA Times stemmer Barack Obama - til lokale politikere og de mange temaer, der er til folkeafstemning. Homoseksuelles rettigheder Men institutionen er populær. Tirsdag er der folkeafstemninger over hele landet, og der er meget at vælge imellem. I flere delstater skal vælgerne tage stilling til hel eller delvis legalisering af cannabis, og i Colorado viser de seneste meningsmålinger, at over 70 pct. af vælgerne vil stemme ja til et forslag, som anerkender homoseksuelles ret til at lade sig registrere som partnere eller indgå ægteskab. Formen for denne ’legalisering’ er endnu ikke afgjort, men der er tale om et stort fremskridt, siger Brad Clark, formand for foreningen One Colorado, der arbejder for homoseksuelles rettigheder. »Noget af det hænger sammen med, at erklærede bøsser optræder på tv, men jeg tror mere, det skyldes, at folk møder os på arbejdspladser, i skoler og ude rundt omkring«, siger han til avisen Denver Post. Trætte af den benhårde blokpolitik Brad Clark lægger også vægt på, at folkeafstemningen ikke foregår efter partilinjer. »Folkeafstemninger bliver mindre forurenet af partipolitik. Debatten handler om de konkrete spørgsmål«, sagde han på et pressemøde forleden. Det er ifølge mange eksperter en af forklaringerne på folkeafstemningernes succes, for vælgerne er trætte af den benhårde blokpolitik og opsplitning mellem demokrater og republikanere i Kongressen i Washington, D.C., og selv i flere lokale parlamenter, som lammer amerikansk politik. Målinger i Michigan viser, at en folkeafstemning om en ny bro mobiliserer flere vælgere end præsidentvalget. Forslag med konsekvenser Folkeafstemningerne handler også om ofte jordnære, men samtidig vigtige spørgsmål. I Californien skal vælgerne ud over dødsstraf forholde sig til genmodificerede fødevarer. Tidligere på året krævede over 1 million indbyggere forslaget om, at producenterne skal gøre forbrugerne opmærksom på det, hvis en vare indeholder genmodificerede ingredienser. Et ja til dette krav vil få konsekvenser over hele landet, vurderer en række medier, for 19 delstater overvejer lovgivning på dette område, og EU følger også sagen tæt. I fem delstater skal vælgerne tage stilling til forslag, som på flere områder sætter dele af præsident Barack Obamas sundhedsreform ud af kraft. Det gælder bl.a. i Florida, hvor vælgerne også får mulighed for at sige nej til at dække kvinders udgifter i forbindelse med en abort.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her