Nabolande: Flygtninge skaber økonomisk og politisk pres

Flugten fra Syrien er hård for flygtningene - men også en belastning for deres nye værter. Socialt og politisk. Socialt er de syriske nabolande nødt til at tage sig af både flygtningene og regningen, hvis der ikke kommer nok international hjælp. Og politisk er Syrien ikke et land, naboerne gerne ignorerer. LÆS OGSÅVinteren truer de syriske børn
Millioner af flygtninge Jordans kong Abdullah var sidste år den første arabiske magthaver, som opfordrede den syriske diktator til at gå af. Men syriske trusler fik snart den jordanske monark til at gå stille med sin kritik. Jordan har historisk modtaget et milliontal af flygtninge som følge af mange af Mellemøstens konflikter, især fra Israel og de palæstinensiske områder, Libanon og Irak. Og den daglige eller rettere natlige strøm af mere end tusind flygtninge fra Syrien modtager man i dag uden at kny, om end Jordan foretrækker at holde de fattige flygtninge i FN’s lejre, mens velstående syrere flytter til Jordans byer. Libanon, der fik sin selvstændighed ved at blive skåret ud af det dengang franskkontrollerede Syrien, har aldrig kunnet ignorere syrisk vilje. Fra den libanesiske borgerkrigs start i 1975 og 30 år frem sad syriske sikkerhedstjenester hårdt på magten i det meste af landet.
Risiko mod balancen I dag er det nordlige Libanon truet af lokale sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Syriens magthaver, Bashar al-Assad. Og hele Libanons harmoni er påvirket af, at den stærke Hizbollah-bevægelse har været støttet - eller ligefrem fjernstyret - af det nu kriseramte Assad-diktatur. De palæstinensiske flygtninge er i et halvt århundrede blevet betragtet som en risiko for balancen mellem forskellige befolkningsgrupper. De syriske flygtninge oplever det samme. LÆS OGSÅAmina blev født som syrisk flygtning midt i en snestorm Irak har det seneste årti været vant til, at dets egne konflikter sendte borgere på flugt. At modtage flygtninge fra en nabo er ikke sket siden krigen med Iran i 1980’erne. Men dagens flygtninge opfattes af regeringen i Bagdad som et mindre problem, end at militante bevægelser i Syrien og Irak synes at samarbejde og true begge sider af grænsen. Tyrkiet har før modtaget store bølger af især kurdiske flygtninge fra Irak. Og den tyrkiske regeringsleder har for længst accepteret at modtage flere end de 100.000 flygtninge, han tidligere satte som maksimum. I det enorme Tyrkiet fylder flygtningene ikke meget i de afsondrede - og kontrollerede - lejre. Regeringen i Ankara er mere bekymret for, om den syriske revolution mod diktaturet også vil eksportere et kurdisk oprør til Tyrkiet.