»Da de begyndte at skære i mig med macheten, besvimede jeg af smerte«. Anastasie Nyirambwa kigger tomt ud i luften, mens hun fortæller. Den 100-årige kvinde sidder i skyggen af høje ærteplanter og tænker tilbage på sin mand og ti børn. De blev myrdet i foråret 1994. Ligesom op mod 1 million andre rwandere i folkedrabet i det lille afrikanske land. »Det forår mistede jeg alt af betydning«. Anastasie Nyirambwa løfter sit blåmønstrede tørklæde af overkroppen og griber fat om arret, der konstant minder hende om skrig og rædsel. Den lille rynkede stump er det eneste af armen, som overfaldsmændene lod blive i deres blodrus.
»Jeg er sikker på, de troede, jeg var død. Ellers var jeg endt som de andre«, siger hun og kigger ned i den tørre jord. Rynkerne i panden er dybe, og mundvigene bævrer. Den dag i 1994 kom hun gående ad en grussti, da en gruppe mænd greb fat i hende og svang deres macheter, køller og knive. Anastasie Nyirambwa skreg, og så blev alt sort. Da hun kom til bevidsthed igen, var hun indsmurt i blod og smidt i en grøft. I en bunke af lig. Anastasie Nyirambwas skrækhistorie er blot en blandt mange rwanderes. På hundrede dage blev knap en million tutsier og moderate hutuer slået ihjel for øjnene af deres familier i det, der bliver betegnet som verdens blodigste folkedrab. Drabet blev planlagt af hutuer fra Rwandas militære og økonomiske elite, som ikke ville dele magten med tutsierne, der udgjorde 15 procent af befolkningen.
