Det går bedre i Somalia end for 2, 5 eller 20 år siden. Men det går ikke godt. Man kan prøve at forestille sig en mand med en tom sæk. Han balancerer på kanten af en høj klippe. Han holder sækken frem med begge hænder, mens han forsøger at finde balancen for ikke at falde i afgrunden. Oppe på klippen prøver en flok velklædte mænd febrilsk at få et solidt reb rundt om ham, mens lynhurtige maskerede røvere springer op af deres huler for at skære rebet over og skubbe manden baglæns ud i intetheden. Det er nogenlunde situationen, når repræsentanter for 52 lande og organisationer i dag mødes til en international konference i London for at finde ud af, hvordan udviklingen i Somalia kan ledes væk fra borgerkrig, terror og sult og hen mod mere demokrati og økonomisk vækst.
LÆS OGSÅ Rapport: Langt flere led sultedøden i Somalia end først antaget
Bare to døgn før mødet bragte den somaliske terrorgruppe al-Shabaab en bombe til sprængning midt i Somalias hovedstad, Mogadishu, for at minde det internationale samfund om den usikre og skrøbelige situation i landet på Afrikas Horn. 8 omkom, og 18 blev såret.
»Men«, som udenrigsminister og konferencedeltager Villy Søvndal (SF) siger: »Hvem ville for to år siden have anset det for sandsynligt, at der i dag sidder en valgt regering i Mogadishu, at al-Shabaab er trængt virkelig i defensiven, og at pirateriet er dramatisk reduceret? Ingen«.
Præsident Hassan Sheikh Mohamud – manden med sækken – er dog godt klar over, at der står meget på spil for hans land og for stabiliteten i hele regionen:
»Alle vores planer går ud på at komme ud fra skadestuen og komme til sig selv, dernæst at få det lidt bedre og så gå til udvikling og genopbygning«, sagde han forleden til den britiske avis Daily Telegraph.
Hans ministerpræsident, Abdi Farah Shirdon, har forleden i en kommentar til tv-stationen Al-Jazeera sagt, at et andet terrorangreb 14. april mod retsbygningen i Mogadishu slog fejl: »Der var et tragisk tab af liv, men domstolene er åbne igen og den normale dagligdag vendt tilbage. Al-Shabaab tilhører, selv om de endnu ikke selv kan se det, fortiden«.
Støtte i dagligdagen
Mens kampen mod al-Shabaab og sikkerheden i det hele taget står øverst på den britiske dagsorden, understreger både Villy Søvndal og udviklingsminister Chr. Friis Bach (R), at den danske støtte skal bruges til noget, der kan ses i hverdagen.
»Skoler er en af de vigtigste måder, en stat kan vise ansigt på«, siger Friis Bach, der også er med i London. »Sikkerhed er vigtigt. Det støtter vi også. Men overalt i landet skal beboerne kunne mærke, at staten er til stede, lokale fremskridt skal vise, at fred og demokrati virker«.
Frem for alt vil Søvndal, Friis Bach og ministerkolleger fra hele regionen omkring Somalia, FN, EU og store europæiske donorer – Danmark er en af dem – benytte lejligheden til at give præsident Mohamud et politisk skulderklap – og dertil en økonomisk håndsrækning.
Villy Søvndal anslår da også før konferencen kun den forsigtigt optimistiske tone med en bemærkning om, at »der skal handling til her og nu for ikke at miste de sarte fremskridt«.
Der var før mødet i London ikke overblik over størrelsen af de økonomiske tilsagn, men – som det siges i Udenrigsministeriet – »alle vigtige spillere er med på højt niveau«. Det gælder bl.a. Kenyas nye præsident, Uhuru Kenyatta, Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og USA’s viceudenrigsminister, William Burns. Storbritannien har netop efter en pause på 22 år genåbnet sin ambassade i Mogadishu, og premierminister David Cameron er sammen med præsident Hassan Sheikh Mohamud vært for konferencen.



























