I dag kan blive dagen, hvor Egyptens militær overtager magten i landet.
I eftermiddag udløber den tidsfrist, som militæret forleden gav præsident Mohamed Morsi til at skabe politisk ro i landet, og dermed kan der være et militært indgreb på vej.
Internationale medier fortæller med henvisning til militærkilder, at militæret er ved at lægge sidste hånd på en køreplan, der indebærer en suspendering af forfatningen og opløsning af parlamentet.
LÆS OGSÅ Morsi afviser militærets ultimatum
I nat mistede 16 personer livet, og 200 blev såret i sammenstød mellem Morsi-tilhængere og sikkerhedsstyrker i Kairo. Det sker efter flere dage med store demonstrationer og voldelige sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Morsi-regeringen.
Præsident Morsi afviste i aftes militærets ultimatum, og i en tv-tale opfordrede han befolkningen til ikke at lade militæret overtage magten i landet.
»Lad dem ikke stjæle jeres revolution«, lød det fra præsidenten, der tilhører Det Muslimske Broderskab.
Militæret er klar til at dø
Tre timer efter Morsis tale svarede militæret igen på deres Facebook-side.
Under overskriften »De sidste timer« lød det fra militæret:
»Vi sværger ved Gud, at vi vil ofre selv vores eget blod for Egypten og dets folk, at forsvare dem mod enhver terrorist, radikal eller fjols«.
Politiken kan i dag fortælle, at kilder i toppen af Det Muslimske Broderskab mener, at militæret bluffer og reelt ikke tør tage en voldelige konfrontration.
LÆS OGSÅ Obama til Morsi: Lyt til din befolkning
Mohamed Morsi blev valgt sidste år til præsident, efter at diktatoren Hosni Mubarak blev presset væk fra magten.
Det sidste halve år har været præget af voldsomme uroligheder i Egypten. Utilfredsheden med Morsi og Det Muslimske Broderskab startede for alvor i efteråret, da de ifølge oppositionen pressede en islamistisk forfatning igennem i landet.
fortsæt med at læse



























