For Beate Vatndal er det en svær dag i dag.
På den ene side er hun glad for, at der nu er blevet stille omkring Anders Behring Breivik.
På den anden side er det netop stilheden, der får tabet af hendes datter til at føles endnu mere knugende.
I dag er det to år siden, at Breivik skød hendes datter Benedichte på Utøya, og det gør ekstra ondt.
LÆS OGSÅ Utøya - alt det, man ikke kan se ...
»Så er det, at alle følelserne og tankerne presser sig på«, siger hun.
Efterhånden er der ikke længere nogen norske medier, der nævner Anders Behring Breivik.
Men sådan var det ikke sidste år, da retssagen mod Breivik kørte. Dengang tog Beate Vatndal ofte toget fra sin hjemby Tønsberg 100 kilometer uden for Oslo ind til retsbygningen i centrum af hovedstaden.
På tilhørerpladserne sad hun stille kun få meter fra sin datters morder for at prøve at forstå, hvad der fik ham til at sprænge en regeringsbygning i Oslo i luften og bagefter skyde løs på unge mennesker forsamlet til et fredeligt, politisk sommerstævne på Utøya, hvorved han formåede at dræbe i alt 77 mennesker.
Tænker ikke længere på Breivik
Både norske og udenlandske medier fulgte intenst retssagen, og Beate Vatndal og andre pårørende blev bestormet af journalister.
Men efter at Breivik blev idømt, hvad der reelt svarer til livsvarigt fængsel, har både Beate Vatndal og det norske samfund kunnet sætte et punktum.
»Det har været meget behageligt«, siger Beate Vatndal, der har brugt det seneste år på at få sin tilværelse til atter at blive så normal som mulig.
I den proces er der ikke plads til Breivik, og hun forsøger ikke længere at forstå, hvad der drev ham.
Første gang siden Utøya: Unge nordmænd holder igen politisk sommerlejr»Breivik er ikke en person, jeg ønsker at tænke på«, siger hun nu.
Beate Vatndal var i månederne efter drabet på sin datter kun i stand til at passe sit arbejde som handikaphjælper på nedsat tid, men nu arbejder hun atter normalt.
Hun forsøger at være en god mor for den anden datter, som hun stadig har tilbage.
Kontakten til andre forældre, hvis børn også har været ofre for Breiviks terror, har ligeledes hjulpet hende meget, og de mødes jævnligt til arrangementer.
Sorgen og smerten
Både de pårørende og det norske samfund synes at stå sammen i fast overbevisning om, at Breiviks terror ikke skal ødelægge det Norge, som eksisterede før 22. juli forrige år.
Men denne tro på demokratiet og det gode i mennesket kan alligevel ikke skjule, at smerten og sorgen stadig ligger lige under overfladen, og i dag vil såret blive revet op igen, når toårsdagen for Breiviks massakre vil blive markeret ved mindehøjtideligheder både på Utøya og i Oslo.
Utøya har de seneste to dage været åben for besøg af pårørende til Breiviks ofre, fordi det for nogle stadig er for hårdt at besøge øen på selve årsdagen.
I år er også noget særligt, fordi det vil være sidste gang, at de pårørende kan se flere af de bygninger på Utøya, som deres børn blev skudt inden i.
Adskillige af bygningerne skal rives ned eller ombygges, så Utøya om et par år atter kan danne rammen om det årlige sommerstævne for Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF.
Mindesmærkerne
Smerten er samtidig for stor til, at det norske samfund endnu helt har besluttet, hvordan Breiviks ofre skal mindes.
Foreløbig er det bestemt, at der skal rejses to mindesmærker – et ved Utøya og et andet ved den regeringsbygning, som Breivik anbragte en bombe ved.
Bygningen står stadig dækket til i plastik, fordi politikerne endnu ikke har taget stilling til, om den skal rives ned eller repareres.
Men det er ikke afgjort, hvordan mindesmærkerne skal se ud, og hvilke kunstnere der skal lave dem. Indtil videre er der kun taget forsigtige tilløb – blandt andet i form af indsamling af materiale, som kan indgå i mindesmærkerne.
Således har en genbrugsstation et lager med al den kompost, der er lavet af de mange tusinde blomster, som folk lagde ved Oslo Domkirke lige efter tragedien forrige år og på etårsdagen sidste år.
Det er i alt blevet til 8.000 liter i 152 sække, som nu bærer et mærkat, hvor der står: »Gode tanker lever evigt. Dette er jord af blomsterhilsner efter 22. juli«.
Samtidig gemmer Rigsarkivet på 15.000 hilsner og tegninger, som folk også har lagt ved domkirken.
Mistro til systemet
Desuden overvejer Oslo Kommune at lave et mindesmærke, som skal bestå af tusind jernroser, hvor jernet skal være indsamlet fra hele verden.
Det skal være en manifestation af, at Breivik står alene med sine tanker om, at det norske urfolk er truet af muslimer og indvandring, sådan som han selv formulerede baggrunden for sin terror i retten.
Harald Stanghelle, der er politisk redaktør og kommentator på den norske avis Aftenposten, mener, at Breivik stadig fylder meget, selv om medierne ikke længere skriver om ham, og at hans terror har forandret nordmændene.
»22. juli er blevet en del af den norske underbevidsthed. I dag er der ikke længere nogen, som diskuterer hans fængselsdom eller Breivik som person. Men hans terror har gjort nordmændene skeptiske over for politiet og alle de andre myndigheder, som ikke fungerede godt nok til, at de kunne forhindre hans terror«, siger han.
Harald Stanghelle mener, det er en af forklaringerne på, at den norske statsminister Jens Stoltenberg ligger dårligt i meningsmålingerne og ser ud til at tabe det kommende valg i september.
Afsløringer
Stoltenberg fik lige efter Breiviks terror ellers stor ros for at optræde som en statsmand, der både kunne trøste og lede nationen gennem en svær tid.
Men siden er det kommet frem, hvordan hans regering trods flere advarsler ikke havde terrorsikret regeringsbygningen i Oslo, og hvordan politiet lige efter sprængningen af bygningen forrige år lavede mange fejl og var alt for lang tid om at komme ud til Utøya.
»Den kritik har været rettet mod systemet og indirekte mod Stoltenberg selv, og Stoltenberg har gang på gang måttet beklage. Det har fået mange til at spørge sig selv, hvor god han er til at administrere, og den ros, han fik lige efter 22. juli, er blevet udjævnet af de ting, der bagefter er kommet frem«, siger Harald Stanghelle.
Alligevel er det en kritik, som mest ligger og ulmer under overfladen.
»Oppositionen tør ikke kritisere Stoltenberg åbent af frygt for at blive beskyldt for, at den slår politisk plat på Breiviks terror«, siger Harald Stanghelle.
fortsæt med at læse
