Obama åbner for fredelig udgang

u-turn. CBS-journalist Scott Pelley interviewede i går Barack Obama i Det Hvide Hus, og her var der nye toner fra den amerikanske præsident.
u-turn. CBS-journalist Scott Pelley interviewede i går Barack Obama i Det Hvide Hus, og her var der nye toner fra den amerikanske præsident.
Lyt til artiklen

Med udsigt til et muligt nederlag i Kongressen foretog præsident Barack Obama i aftes endnu en overraskende kovending i konflikten om Syriens kemiske våben.

I en stribe interviews med seks forskellige tv-stationer erklærede han sig parat til at arbejde sammen med Rusland om at tilbyde Syriens Assad en udvej fra et truende militært angreb. Syrien skulle i givet fald aflevere eller destruere alle lagre af kemiske våben under internationalt opsyn.

»Jeg byder udviklingen velkommen. Udenrigsminister John Kerry vil tale med sin russiske kollega om det. Vi skal udforske enhver mulighed for en diplomatisk løsning. Men det er vigtigt at fastholde presset«, sagde Barack Obama til Fox News og slog fast, at han betragtede udviklingen som et resultat af USA's pres.

»Vi ville ikke være nået hertil uden en troværdig trussel om en militær intervention«.

En fodfejl udviklede sig
Den overraskende udvikling blev straks hilst velkommen i såvel Europa og FN som i Syrien, og den fik i aftes lederen af Senatet til at udskyde en planlagt procedureafstemning om et amerikansk angreb på Syrien, som ellers skulle have fundet sted i morgen.

Og Barack Obama erkendte blankt i flere tv-interview, at han godt kan bruge mere tid, og at det langtfra er sikkert, han kan samle opbakning i Kongressen til sit forslag om at gennemføre en militær straffeaktion mod det syriske regime for at have anvendt kemiske våben.

»Lige nu er det amerikanske folk ikke overbevist, og medlemmerne af Kongressen har flere spørgsmål. Så vi skal tage os tid til en god debat i Kongressen, og jeg håber, det kan løses uden militære midler, men det er vigtigt at holde foden på pedalen«.

Rusland opfordrer Assad til at aflevere kemiske våben

Den overraskende udvikling kom efter det, der længe lignede endnu en fodfejl i Obama-regeringens håndtering af konflikten af Syrien.

På et pressemøde i London i går formiddags blev udenrigsminister John Kerry spurgt, om der var noget, Syriens præsident Assad kunne gøre for at afværge et amerikansk angreb.

»Han kan aflevere eller destruere alle sine lagre af kemiske våben inden for en uge«, svarede Kerry og tilføjede, at »det kommer ikke til at ske«.

Rusland greb bolden
Da internationale medier begyndte at fremstille Kerrys udtalelse som et ultimatum, slog det amerikanske udenrigsministerium fast, at udtalelsen var rent retorisk og ikke skulle opfattes som et ultimatum.

Men den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, der tilfældigvis havde besøg af sin syriske kollega, Walid Moallem, i Moskva, greb straks bolden og indkaldte til et hastigt arrangeret pressemøde i Moskva, hvor han fremlagde Kerrys strøtanke som en plan:

»Vi ved ikke, om Syrien vil gå med til det«, sagde Lavrov.

»Men hvis etableringen af international kontrol med kemiske våben i landet kan forhindre et angreb, så vil vi straks begynde at arbejde sammen med Damaskus. Og vi vil opfordre den syriske ledelse til ikke bare at acceptere at underlægge lagrene af kemiske våben international kontrol, men også at acceptere deres senere ødelæggelse«, sagde den russiske udenrigsminister.

Obama og Putin havde allerede talt om det

Den syriske udenrigsminister udtrykte accept af planen - og indikerede dermed også for første gang, at Syrien rent faktisk besiddder kemiske våben. Men det er uklart, om præsident Assad også vil acceptere forslaget.

Til at begynde med reagerede Det Hvide Hus i Washington meget nølende, men da Barack Obama om aftenen stillede op til interview med amerikansk tv, lød det næsten som om, der var tale om en - hidtil hemmelig - amerikansk plan.

»Jeg diskuterede det med præsident Putin under G20-mødet, lige som jeg gjorde det på sidste års G20 i Mexico. En løsning af problemet med de kemiske våben vil ikke løse problemet med borgerkrigen, men det kan være vigtigt nok alligevel«, sagde han til Fox News.

LÆS OGSÅ USA ser med »nogen skepsis« på forslag om at afvæbne Syrien

Den britiske premierminister, David Cameron, kaldte i går det russiske forslag »yderst velkomment«, og FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, foreslog straks, at forslaget blev gjort til en del af en nye FN-resolution, der kan vedtages i FN's Sikkerhedsråd.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, hilste også forslaget velkommen, men tilføjede straks, at en ny FN-resolution også skal indeholde bestemmelser om konsekvenserne, hvis Syrien ikke overholder en eventuel aftale.

Jakob Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her