Obama underskriver lov: Nu er det slut med redningsaktioner i 11. time

REDDET. Den amerikanske økonomi undgik i nat et kollaps - for nu.
REDDET. Den amerikanske økonomi undgik i nat et kollaps - for nu.
Lyt til artiklen

Det var i sidste øjeblik, men de nåede det.

Medlemmerne af USA's Kongres kom i nat frem til en aftale, som hæver landets gældsloft, så amerikanerne fortsat kan låne penge i udlandet og dermed betale sine regninger.

Og for kort tid siden satte præsident Barack Obama det blæk på papiret, der gør, at loven kan træde i kraft.

»Vi kan nu begynde at befri vores virksomheder og det amerikanske folk fra den sky af usikkerhed og uro, der har ligget over dem«, sagde Obama tidligere om nattens parlamentariske anstrengelser.

Bringer ikke USA ud af krise
Aftalen betyder, at næsten en million offentligt ansatte, der i de sidste 16 dage har været sendt hjem på tvungen orlov fra morgenstunden kan vende tilbage til deres arbejde.

Men den løser ikke den finansielle krise, som amerikanerne befinder sig i. Trods adskillelige ugers forhandling er de folkevalgte republikanere og demokrater nemlig ikke blevet enig om en permanent finanslov for det kommende år.

Krisen afblæst: Kongressen forhøjer gældsloftet i sidste øjeblik

I stedet har de valgt at skubbe problemerne foran sig endnu engang ved blot at vedtage en midlertidig en af slagsen.

Allerede om tre måneder udløber den midlertidige finanslov igen, og få uger senere - i begyndelsen af februar - rammer USA på ny gældsloftet, og så er politikerne på den igen.

Ekspert efter budgetaftale: USA udskyder bare problemet

Obama sagde på sit pressemøde, at han »håber«, at dette havde været en lektie for alle, og på spørgsmålet om, hvorvidt situationen ikke bare bliver den samme om få måneder igen, svarede han kort:

»Nej«.

Lettelse hos verdensbanken

Trods det ufine forløb og den skrøbelige løsning bliver der alligevel åndet lettet op blandt flere på det internationale finansielle marked:

»Den globale økonomi undgik en potentiel katastrofe«, siger blandt andre formanden for Verdensbanken, Jim Yong Kim, ifølge Reuters.

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her