Havet omkring Kina kvæles i omfattende forurening

FORURENING. Kvinde ved et af de vandløb, der flyder direkte ud en i en flod medbringende en skønsom blanding af affald og kemikalier, som ender med at blive ført ud i havene ud for Kina.
FORURENING. Kvinde ved et af de vandløb, der flyder direkte ud en i en flod medbringende en skønsom blanding af affald og kemikalier, som ender med at blive ført ud i havene ud for Kina.
Lyt til artiklen

Stadigt større kinesiske havområder er alvorligt forurenede.

Det meddeler landets farvandsdirektorat i en rapport, der oplyser, at der i 2012 var 68.000 kvadratkilometer forurenede havområder.

Året forinden var 'blot' 44.000 kvadratkilometer hårdt ramt af den forurening, der via floderne og afløb ledes direkte ud i havene.

Tungmetaller, plastik og olie ledes ud i havet
Og det er ikke småting, kineserne skyller ud i badevandet. Ifølge farvandsdirektoratet førte 72 floder, som miljøeksperterne tog prøver fra, over 17 millioner ton forurening ud til kysterne.

LÆS ARTIKEL

Fødevareskandaler er hverdag i Kina

Blandt det var 46.000 ton tungmetaller og 93.000 ton olie, fremgår det af miljørapporten, som China Daily refererer.

Samtidig er vandene i høj grad blevet en losseplads for plastikaffald. Det udgør op mod 80 procent af det affald, der dumpes på og ved strandene.

Ifølge miljørapporten er der knap 4.400 stykker plastik pr. kvadratkilometer hav ud for Kina. Inde på kysterne ligger der 50.000 stykker plastik pr. kvadratkilometer.

Plastikaffald møger Stillehavet til

Det forurenede vand er ifølge nyhedsbureauet AFP så tilmøget, at der ikke må bades i det, at fisk ikke må opdrættes i det og at det ikke må bruges i for eksempel industrien.

»Forureningen af kyststrækningerne og skaderne på miljøet er akutte«, advarer det kinesiske farvandsdirektorat.

Luft, vand og jord er ramt
Kina plages af massive miljøproblemer. Vand, luft og jord er hårdt ramt af udslip af kemi, af affaldsstoffer og af følgerne af landbrugets overgødskning.

I byerne overstiger luftforureningen ofte WHO's faregrænser flere gange, et fænomen, der er stigende med udbredelsen af privatbiler i landet og af den omstændighed, at landet ifølge Washington Post i dag bruger mere kul til energi og varme end resten af verden tilsammen.

LÆS ARTIKEL

Kvælende smog lægger sig igen over Kinas byer

I januar var situationen så alvorlig i den nordlige del af landet, at sigtbarheden i flere byer var nede på 200 meter eller mindre. Forureningen var nogle steder steder så tæt, at lufthavnene måtte lukke, fordi der var en sigtbarhed på under 100 meter.

Den amerikanske ambassade i Beijing registrerede et forureningsniveau på op til 517. Målinger på over 150 anses ifølge Ritzau for at være usunde. Over 300 er de farlige.

Jordforureningen er tilsyneladende også ude af kontrol. Tidligere i år kunne den britiske avis The Guardians korrespondent konstatere, at landets miljøtilsyn havde hemmeligstemplet en rapport om jordforureningen med henvisning til statens sikkerhed.

Landbrugsjord og drikkevand er hårdt ramt

Avisen skriver, at 10 procent af landbrugsjorden i 2006 ifølge officielle tal var forurenet, og at uafhængige vurderinger anslog, at så meget som 40 procent af landbrugsjorden er forurenet af arsenik og tungmetaller fra minedrift.

Men hensynet til miljøbeskyttelse er heller ikke fremtrædende. Det illustreres i disse dage af situationen i Shanghai, hvor over 12.000 døde svin er blevet dumpet i Huangpu-floden - der er en af millionbyens vigtigste drikkevandskilder.

LÆS MERE 12.000 døde svin i drikkevandsflod skulle ties ihjel

Grundvandet under ni ud af ti kinesiske byer er forurenet, meget af det i særdeles alvorlig grad. Og op mod to ud af fem af landets floder er fyldt med affald, kemikalier og alt det andet, man kan hælde i vandet for at slippe af med det, oplyser The Guardian.

Den kinesiske avis Folkets Dagblad meddeler, at halvdelen af landets floder og søer er stærkt forurenede. Årsagen er, skriver bladet, byernes voldsomme vækst, overforbrug af gødning i landbruget og giftige kemikalier og udslip fra industrien.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her