Ukrainske demonstranter angriber politiet med brandbomber

OPTRAPNING. Vrede demonstranter kaster med molotovcocktails, brandbomber og brosten efter politiet, som svarer igen med tåregas og barrikaderer sig bag skjolde. Siden i søndags er sammenstødene i Kijev taget til.
OPTRAPNING. Vrede demonstranter kaster med molotovcocktails, brandbomber og brosten efter politiet, som svarer igen med tåregas og barrikaderer sig bag skjolde. Siden i søndags er sammenstødene i Kijev taget til.
Lyt til artiklen

For tredje dag i træk støder politi og demonstranter sammen i Ukraines hovedstad Kijev.

Efter en urolig nat mødte politiet fra morgenstunden op med skjolde, der skal beskytte dem mod demonstranterne, der har skaffet kasteskyts ved at slå brosten løs fra et torv i det centrale Kijev.

Demonstranterne har tidligere protesteret fredeligt, men har nu taget hårdere midler i brug.

Mange kaster med sten og brandbomber mod politiet, der svarer igen med tåregas og lysgranater og skyder med gummikugler mod demonstranterne.

LÆS OGSÅ: Uroen i Kijev blusser op

Mindst 70 politibetjente er såret efter de seneste dages uroligheder, der for alvor tog til i søndags, da op mod 200.000 demonstranter trodsede den ekstreme kulde og gik på gaden.

I alt er 200 personer indtil videre såret under kampene.

Lokale medier melder nu også, at politiet skyder gummikugler og tåregas efter journalister, der forsøger at dække urolighederne i Kijev.

Ukraines præsident nedsætter kommission, der skal »regulere krisen«

Taras Shevchenko, chef for Ukranies 'Media Law Institute', der kæmper for at forbedre journalisters vilkår i landet, sagde i går, at hans organisation var meget bekymret over rapporter om, at politiet bevidst skyder på journalister.

»Vi kan under ingen omstændigheder tolerere, at politiet skyder mod journalister«, siger han.

Nye love trådt i kraft
De voldsomme sammenstød er taget til, efter den ukrainske regering i torsdags vedtog en lovpakke, der gør det yderst vanskeligt at afvikle større demonstrationer i Ukraine.

Lovene er trådt i kraft i dag, og de ukrainske myndigheder har nu hjemmel i lovgivningen til slå hårdt ned på oppositionen.

USA har udtrykt bekymring for de nye love, som de frygter vil slå revner i Ukraines demokratiske fundament.

Demonstranter støder sammen med kampklædt politi i Ukraine

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, omtaler lovene som »en antidemokratisk lovgivning, der fratager befolkningen den politiske frihed«. USA truer nu Ukraine med sanktioner.

Den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, omtalte i går lovene som »den mest solide pakke af undertrykkende love, jeg har set gennemført af en europæisk regering i årtier«, da han var samlet med de andre EU-landes udenrigsministre til et møde i Bruxelles.

Tidligere sværvægtsbokser vil mødes med Ukraines præsident

Den danske udenrigsminister, Holger K. Nielsen (SF) var også til stede på mødet. Han kaldte situationen i Ukraine uacceptabel.

»Det kan ikke hjælpe, at man vedtager love, som indskrænker demokratiet i Ukraine«, sagde Holger K. Nielsen til Ritzau.

Vestlige menneskerettighedsgrupper fordømmer også lovene, og omtaler dem, som et forsøg på at indføre »et diktatur« fra præsident Janukovitjs side.

Rusland til EU: Bland jer udenom

Den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, kalder det »smagløst«, at EU-landenes regeringer blander sig i den politiske krise i Ukraine.

»Vi ville foretrække, at vores europæiske kollegaer holdt sig fra at blande sig i krisen i Ukraine. Som når medlemmer af visse europæiske regeringer - uden nogen form for invitation - iler til Maidan-pladsen (den centrale plads i Kijev, red.) for at deltage i regeringsfjendtlige demonstrationer i et land, som de har diplomatiske relationer med«, sagde Sergei Lavrov på en pressekonference i dag.

TV Uroen eksloderer i Kiev: Se nattens voldsomme demonstrationer

Den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, skrev i november under på en omfattende økonomisk aftale med Rusland, da han havde vendt ryggen til en handelsaftale med EU. Ukraine var i forvejen afhængige af Rusland, som leverer gas til landet.

Kristine Dam Johansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her