Sø og veje er spærret: 8.000 politifolk holder G8-topmøde i jerngreb

Sikkerhedsopbud. »Jo, vist er vi da stolte over, at verdens ledere kommer her. Men jeg tør snart ikke gå ud af mit hus«, siger en ældre herre, der bor i nærheden af det eksklusive feriecenter, hvor G8-topmødet netop bliver holdt.
Sikkerhedsopbud. »Jo, vist er vi da stolte over, at verdens ledere kommer her. Men jeg tør snart ikke gå ud af mit hus«, siger en ældre herre, der bor i nærheden af det eksklusive feriecenter, hvor G8-topmødet netop bliver holdt.
Lyt til artiklen

Næppe havde Air Force One med hele den amerikanske præsidentfamilie ombord berørt den regnvåde landingsbane i Belfast, før sikkerhedsforanstaltningerne voksede til højder, som selv det uroplagede Nordirland aldrig har set mage.

»Jo, vist er vi da stolte over, at verdens ledere kommer her. Men jeg tør snart ikke gå ud af mit hus«, sagde en ældre herre på gaden i Enniskillen nær det eksklusive feriecenter ved søen Lough Erne, hvor lederne fra verdens syv vigtigste industrilande og Rusland mødes i dag og i morgen.

Inden afgangen fra Belfast holdt både præsident Barack Obama og USA’s førstedame Michelle Obama taler for et stort publikum af begejstrede teenagere, som ægteparret opfordrede til at fortsætte arbejdet på at trække Nordirland ud af regionens voldelige fortid.

LÆS OGSÅ Syrien og skattely dominerer stormagters topmøde

»Når jeg ser på jer, ser jeg ikke bare en flok teenagere. Jeg ser mennesker, der kan bevæge en hel verden«, sagde Michelle Obama til stående bifald fra de unge nordirere.

Hvis Nordirland kan opnå fred
Præsident Obama talte om Nordirlands vanskelige, men alligevel fremgangsrige fredsproces, som et eksempel for verdens ledere under disse dages G8-topmøde.

»I er et eksempel og et håb for mennesker over hele verden, der lever i svære konflikter. De ser på jer, og de tænker: Hvis Nordirland kan opnå fred, så kan vi måske også«, sagde Obama:

»Det her er, hvad jeres forældre og bedsteforældre drømte om for jer: At kunne rejse frit over grænser, uden at blive hindret af militær og vold. At kunne være venner med hvem, I vil. At kunne forelske jer«.

Nye afsløringer fra whistleblower: Politikere blev udspioneret på G20-topmøde

Omkring middag dansk tid steg den amerikanske præsident ombord i den medbragte helikopter fra Det Hvide Hus, Marine One, for at flyve de godt 100 kilometer vestpå til de grønne bakker og golfbaner omkring Lough Erne.

Her venter topmødets vært, Storbritanniens premierminister David Cameron, og senere i dag møder med Ruslands Vladimir Putin og lederne fra de største EU-lande, Japan og Canada.

Hele regionen omkring Enniskillen og Lough Erne bliver holdt i et jerngreb af omkring 8.000 politifolk, hvoraf mange er udkommanderet fra London og andre dele af Storbritannien. Ifølge den lokale avis Belfast Telegraph er yderligere 900 politimænd fra Irland involveret i »den største sikkerhedsoperation nogensinde gennemført i Nordirland«.

Svirren af helikoptere

Det meste af vejnettet omkring Enniskillen, Lough Erne og de omkringliggende landsbyer er afspærret for alle uvedkommende. Luftrummet er lukket for normal flytrafik, og al normal sejlads på den store og billedskønne sø Lough Erne er forbudt i to dage.

Luften svirrer af politihelikoptere og søen er fyldt med bevæbnede mænd i gummibåde, mens amerikanske Black Hawk kamphelikoptere ifølge de lokale medier er standby på en militærbase i nærheden.

Foreløbig er der dog kun nogle få håndfulde ganske fredelige demonstranter, som er mødt op på et afspærret område når Enniskillen – men hverken politiet eller militæret tager den mindste chance med sikkerheden.

LÆS OGSÅ Topmøde: Her er de enkelte landes dagsordener

Her til eftermiddag ventes Barack Obama sammen med Cameron og EU-lederne Herman Van Rompuy og José Manuel Barroso at lancere forhandlinger om en ny transatlantisk frihandelsaftale, som EU håber kan skabe op mod 400.000 nye job i Europa i løbet af de kommende år.

I aften tager lederne fat på topmødets sværeste diskussion om Syriens blodige borgerkrig, hvor Ruslands præsident er lodret uenig med de vestlige ledere om behovet for at fjerne Syriens leder Bashar al-Assad.

I morgen fortsætter G8-topmødet med en vigtig diskussion om bekæmpelse af skattely og store multinationale selskabers skatteundvigelse.

Thomas Lauritzen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her