Uafhængighedspladsen i den ukrainske hovedstad Kijev er fortsat mærket af de ugelange bataljer mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, som endte med afsættelsen af landets præsident Viktor Janukovitj.
De brostensbelagte gader ind til pladsen er fyldt med blomsterbuketter, lagt til minde om de ukrainere, der mistede livet under oprøret.
Ved adgangsvejene ligger stadig de hastigt opførte barrikader af sammenskrabede materialer, der kunne dynges op for at hindre angrebene fra sikkerhedsstyrkerne: Gamle bildæk, brædder og tømmer, sække med jord.
LÆS OGSÅ Overblik: Hvem er oppositionen og demonstranterne i Kijev egentlig?
Et af de mange mennesker, der i dag passerede spærringerne ind til området var den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der sammen med Sveriges Carl Bildt lagde en buket røde blomster og tændte et lys ved den interimistiske mindeplads.
Mindedes ofrene
Gæsterne var bevægede af omgivelserne.
»Det er svært ikke at blive andet. Det gør et stort indtryk. Det er helt uforståeligt, at det kun er to uger siden, at folk blev skudt ned for åbent tæppe her. Det er tragisk. Men også kraftfuldt«, siger den danske minister til Politikens journalist på stedet.
»De mennesker, der har demonstreret her, ville bare have fred. Det, vi tager for givet, har folk her været klar til at dø for. Det er historie, der har foregået her«, tilføjer Martin Lidegaard.
Vilde demonstranter angriber politiet med køller og chokgranaterDe to udenrigsministre er i Ukraine for at tale med repræsentanter for landets nye ledelse og for at se på forholdene i den østlige del af landet, hvor det russisktalende mindretal er koncentreret.
»Fremtiden er et Ukraine både for dem, der vil EU og for dem, der vil Rusland«, erklærer den danske minister på Uafhængighedspladsen.
Lidegaard vil have 100 observatører til Ukraine
OSCE, der arbejder for at fremme sikkerhed og samarbejde i Europa, sender onsdag 35 ubevæbnede militære observatører til det østlige Ukraine, hvor de skal inspicere den anspændte situation.
To af de observatører har dansk pas, har den danske forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i dag bekræftet.
Og selvom den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) glæder sig over, at der nu sendes officerer til det uroplagede Ukraine, så håber han på, at antallet af observatører, der kan melde om, hvad der sker, stiger i fremtiden.
»Det er kun en fortrop. Vi håber meget, at vi senere kan sende op mod 100 mand. Det eneste, vi kan gøre lige nu er at få dæmpet gemytterne og få nogle klare observationer fra Krim og Østukraine. Det kræver uafhængige observatører«
Den danske udenrigsminister håber på, at observatørerne, der rapporterer hjem om, hvad der foregår, måske kan dæmpe de aggressioner, der ellers ville have fundet sted.
fortsæt med at læse




























